Det britiske lavprisselskab EasyJet har haft en økonomisk hård vinter, hvor nedlukninger og rejserestriktioner har betydet, at der har været 90 procent færre passagerer end normalt.
Flyselskabet kommer ud af første halvår med et underskud på 4,7 milliarder kroner.
Det viser EasyJets regnskab, der er offentliggjort torsdag morgen.
Easyjet kører med skævt regnskabsår. Regnskabet dækker perioden fra oktober til udgangen af marts.
I samme periode sidste år, der ikke var lige så påvirket af coronavirus, fik selskabet et minus på 2,8 milliarder kroner.
Det hører med til historien, at vinterperioden normalt er lavsæson for flyselskaber, der primært tjener penge om sommeren.
Underskuddet skyldes, at EasyJet kun havde 4,1 million passagerer om bord på sine fly i løbet af de seks måneder.
Det er et fald på 34,5 millioner sammenlignet med samme periode sidste år. Derfor er omsætningen faldet med omkring 90 procent.
EasyJet har ligesom resten af flybranchen været nødt til at skære i antallet af ansatte og omkostninger.
EasyJet forventer, at der vil komme langt mere gang i flyvninger i løbet af sommeren, da en lang række lande i Europa har eller er tæt på at lempe rejserestriktioner.
Det gælder blandt andet på hjemmebanen i Storbritannien, som mandag delvist løftede restriktionerne.
Det betyder blandt andet, at briterne kan rejse ud uden at skulle i karantæne ved hjemkomsten – dog kun til en mindre håndfuld lande i første omgang.
EasyJet skriver i regnskabet, at det har mulighed for hurtigt at kunne sende omkring 90 procent af sine fly på vingerne igen, såfremt der er efterspørgsel efter det.
EasyJet var inden coronakrisen blandt de største flyselskaber i Københavns Lufthavn, men det seneste år har selskabet skåret ind til benet.
Der er dog billetter til salg fra Danmark til en lang række destinationer i Europa i løbet af sommermånederne.
/ritzau/