Salget i den danske detailhandel steg med 19,8 procent i marts og nåede det højeste niveau nogensinde. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Det store hop skal ses i lyset af, at butikkerne fik lov at genåbne 1. marts efter at have været lukket siden slutningen af december. Det var især salget af tøj, som trak op, da det blev fordoblet i marts.
Hos Nykredit vurderer cheføkonom Troels Kromand Danielsen, at udbetalingen af indefrosne feriepenge også har givet salget et skub opad sammen med genåbningen.
– Detailsalget er aldrig gået så meget frem i statistikkens historie. Men det hænger jo sammen med, at butikkerne var lukkede i januar og februar, siger han.
Han fortæller, at det er over en bred kam, at danskerne har brugt flere penge. Blandt andet er salget af tøj blevet fordoblet.
– Det er alt lige fra tøj og sko over til elektronik og denne her type forbrug, som har været forhindret, lyder det fra Troels Kromand Danielsen.
Det store salg kan dog ikke opveje den opbremsning, som nedlukningen gav i januar og februar. Sammenlignes årets første tre måneder med de sidste tre i 2020 er salget nu lavere.
Ifølge økonomen er der dog god grund til optimisme. Han forventer, at den generelle fremgang vil fortsætte de kommende måneder – men ikke i samme høje niveau.
– Danskerne har i høj grad opretholdt indkomsten, mens mange muligheder for forbrug har været lukket ned. Så opsparingen er stor, og der er mange penge at gå ud at bruge, siger han.
Han forventer, at salget i 2021 vil komme op på niveauet inden corona – og måske endda højere:
– Jeg synes, at udsigterne grundlæggende er gode, lyder det fra Troels Kromand Danielsen.
Tallene fra Danmarks Statistik er korrigeret for sæsonudsving.
Det vil sige, at der er lavet en beregning af tallene, hvor man tager hensyn til, at der ikke er lige meget salg hele året. For eksempel at der er mere salg i december end i januar.
/ritzau/