Ejeren af vinduesgiganten Velux får rekordoverskud

Ejeren af vinduesgiganten Velux får rekordoverskud
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Først et skridt tilbage og så to frem.

Sådan kan 2020 beskrives for selskabet VKR Holding, der blandt andet står bag Velux – kendt for ovenlysvinduer – og en række andre selskaber.

I første halvdel af sidste år var koncernen ramt af coronaudbruddet og havde tilbagegang i omsætningen, men siden blev udviklingen vendt.

Resultatet for året er, at omsætningen er steget med omkring fem procent til 22,6 milliarder kroner.

Samtidig er overskuddet øget med lidt over 600 millioner til 3,7 milliarder kroner. Det er det højeste resultat nogensinde.

– Det har været et år præget af usikkerhed i første halvår, som i løbet af sommeren og resten af året blev afløst af en høj efterspørgsel efter vores produkter, siger administrerende direktør Mads Kann-Rasmussen i en kommentar til regnskabet.

– Vores forretningsområder har været hurtige til at tilpasse sig de ændrede vilkår i løbet af året, så samlet set nåede vi under de specielle vilkår et særdeles tilfredsstillende resultat, siger han.

For 2021 forventer koncernen et resultatet på niveau med 2020. Årsagen er blandt andet, at omkostningerne i årets løb har været ekstraordinært lave på grund af corona.

Ud over Velux ejer VKR Holding blandt andet selskaberne Velfac og Rationel, der også gør sig inden for vinduer og har en del penge investeret i aktier.

VKR Holding har mere end 15.000 ansatte på tværs af 41 lande.

Koncernen købte for nylig en del af schweiziske Arbonia, der arbejder inden for facadevinduer- og døre, og overtager omkring 2500 ansatte.

VKR Holding er i top 30 over landets største virksomheder målt på omsætning.

VKR Holding er ejet af Kann Rasmussen-familien og Villum Fonden, der blandt andet donerer penge til forskning og til kulturelle og sociale formål.

I forlængelse af regnskabet vil der bliver udbetalt et udbytte på to milliarder kroner til fonden.

Kann Rasmussen-familien er blandt Danmarks rigeste familier med en anslået formue på omkring 15 milliarder kroner ifølge en opgørelse fra Berlingske.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?