Energi – Indblik.dk https://indblik.dk Vi stiller spørgsmål Fri, 29 Aug 2025 10:28:44 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=6.9.5 https://indblik.dk/wp-content/uploads/2021/03/cropped-Favicon-5-32x32.png Energi – Indblik.dk https://indblik.dk 32 32 FN har to definitioner på klima, fordi de to tilknyttede afdelinger er uenige! https://indblik.dk/fn-har-to-definitioner-paa-klima-fordi-de-to-tilknyttede-organisationer-er-uenige/ Thu, 28 Aug 2025 17:32:42 +0000 https://indblik.dk/?p=39444  

FN har som bekendt to organisationer tilknyttet, der begge beskæftiger sig med klimasagen. Den ene er klimapanelet, IPCC, der udgiver videnskabelige rapporter om klimaet, ikke mindst de monstrøse ”Vurderings-rapporter” på tusindvis af sider ca. hvert 7. år. Den anden organisation er UNFCCC, UN Framework Convention on Climate Change (”FN’s rammeaftale om klimaforandringer”), som bl.a. står for de årlige klima-COP-møder, hvor op til 60.000 delegerede fra hele Verden årligt flyver ind og mødes for at løse klimakrisen.

Og her kommer så det bemærkelsesværdige faktum, at de to organisationer definerer begrebet ”klimaforandringer” forskelligt!

IPCC’s definition

En ændring i klimaets tilstand, der kan erkendes (f.eks. ved brug af statistik) i form af ændringer i gennemsnitstal eller niveauet af variationer for egenskaberne, og hvor ændringen holder sig stabilt over længere tid, typisk årtier eller længere. Klimaforandringer kan skyldes naturlige processer i klimaet her på Jorden, eller påvirkninger udefra som f.eks. ændret solaktivitet, vulkanudbrud eller vedblivende menneskeskabte ændringer i atmosfærens sammensætning eller brugen af landjorden.

Her har vi det hele med, både menneskeskabte og naturlige årsager.

Anderledes er det for UNFCCC

[En] ændring i klimaet, der direkte eller indirekte kan tilbageføres til menneskelige aktiviteter, som ændrer atmosfærens sammensætning, og som er en tilføjelse til de naturlige klimavariationer, observeret over tilsvarende tidsrum.

Så UNFCCC regner kun som klimaforandringer de ændringer, der er fremkaldt af menneskehedens udledninger af drivhusgasser. Det virker temmelig absurd. Som forskeren Roger Pielke Jr. skriver:

Hvis Solen bare skinnede en lille smule mere næste år, og det medførte et klimakaos og massive ændringer i det globale vejr i det næste halve århundrede, så ville det være klimaforandringer ifølge IPCC, men ikke ifølge UNFCCC. Hvis det lyder bizart – så er det netop det, det er!

COP-møderne

UNFCCC’s holdning har sat et kraftigt præg på COP-møderne og dermed alle politikernes anstrengelser. COP21-mødet i Paris, i 2015, endte som bekendt med en aftale om hvor meget, den globale temperatur må stige. Med Paris-aftalen fik man således endegyldigt omstillet klimamålene til et spørgsmål om temperaturen og ikke mere om CO2-indholdet i atmosfæren. Nu skulle man sigte efter de 1,5 graders maks. temperaturstigning – eller til nød 2 grader. Det giver i realiteten kun mening, hvis man tror, at der er en direkte sammenhæng mellem temperaturen og atmosfærens CO2-indhold. Sidstnævnte har vi indflydelse på – i et vist omfang, men vi kan kun ”styre” temperaturen, hvis der er sådan en klar sammenhæng.

I COP-sammenhæng er det hele enkelt – der er kun et enkelt håndtag at skrue på – CO2

Tankegangen bliver understreget på klima-hjemmesiden CarbonBrief:

Menneskelige udledninger og aktiviteter har forårsaget omkring 100% af opvarmningen siden 1950, ifølge IPCC’s Femte Vurderingsrapport. Siden 1850 kan næsten hele den langsigtede opvarmning forklares med udledninger af drivhusgasser og andre menneskelige aktiviteter.

Roger Pielke noterer sig det skifte, der har været i fortællingerne om klimaet. Nu sætter man direkte lighedstegn mellem mere opvarmning og større ulemper for menneskeheden. Således giver de toneangivende skribenter udtryk for betydningen af hver eneste tiendedel af en grad, vi kommer forbi de 1,5 grader:

Når vi passerer de 1,5 grader vil det medføre socialt og økonomisk ’kaos’ …. Hver en tiendedel af en grad betyder noget, både før og efter de 1,5 oC.

Pielke kommer herefter ind på situationen her i det 21. århundrede, hvor der har været en kraftig temperaturstigning, uden at atmosfærens CO2-indhold er steget tilsvarende. De fremherskende teorier er bl.a., at det er forårsaget af menneskehedens reduktion af luftforureningen, og den har medført et formindsket skydække, der igen tillader mere energi fra Solen at nå ned til jord- og havoverfladen og varme dem op. Men hvis det vitterligt er tilfældet, så er det jo ikke længere kun CO2, der styrer temperaturen.

Nu sætter forvirringen ind. Er den reducerede luftforurening en god eller en dårlig ting? Nogen hævder, at uden nogen luftforurening vil den globale temperatur som følge af CO2 stige endnu hurtigere, så vi lynhurtigt rammer 2 grader eller måske endda endnu højere.

Her vil undertegnede indskyde, at når vi lige ser bort fra de seneste to år, så har der længe været en udvikling i gang i retning af formindsket forurening. Det har givet et bidrag til opvarmningen på de 1,2 grader siden ”førindustriel” tid, men det betyder også, at CO2 isoleret set har haft en mindre opvarmende effekt. Når al forureningen om formentligt forholdsvis få år er væk – så er der ikke mere noget bidrag herfra til opvarmningen, og så kan vi regne med mindre temperaturstigninger fremover. Det er jo ikke lige det, klimaforskerne gerne vil have os til at tro.

Forudsætningen her er naturligvis, at det vitterligt er forureningen, der har den store indflydelse på skydækket, og det er jo slet ikke sikkert. Der kan være naturlige årsager blandet ind, f.eks. ændringer i Solens aktivitet.

Pielke beskriver nu, hvordan toneangivende klimaforskere er havnet i lidt af et dilemma. De færreste vil trods alt betragte luftforurening som en god ting, da den jo bl.a. menes at slå millioner af mennesker ihjel hvert år. Men derved ender man med at måtte erkende, at der måske faktisk er fordele for menneskeheden i situationen, selvom det bliver nogle tiendedele af en grad varmere.

Tager man først hul på den diskussion, kommer man ikke uden om, at brugen af kul olie og gas jo også har gjort meget godt for menneskeheden, og skal det ikke tælles med i regnskabet? Så er vi tilbage til Bjørn Lomborgs tanker om en afvejning af fordele og ulemper ved brugen af de fossile brændstoffer og den medfølgende stigning i den globale temperatur.

Pielke afslutter

Klimapolitikken er blevet ført ind i en blindgyde ved hjælp af dårlig videnskab og dårlig politik. Den dårlige videnskab kan findes i UNFCCC’s definition på klimaforandringer, der er i modstrid med den korrekte videnskabelige definition, som IPCC henholder sig til. Den dårlige politik kommer fra brugen af den globale gennemsnitstemperatur som et mål for menneskehedens velbefindende og som gør afvejning af fordele og ulemper unødvendige og kun til besvær for de politiske målsætninger.

Ja 1,5 eller 2 graders-målene har altid været noget vrøvl, og man savner totalt, f.eks. på COP-møderne, en afvejning af eventuelle klimaskader med de helt sikkert omfattende negative konsekvenser af forsøgene på en hurtig udfasning af kul, olie og gas.

]]> IPCC siger farvel til sagligheden https://indblik.dk/39437-2/ Sun, 24 Aug 2025 07:33:59 +0000 https://indblik.dk/?p=39437  

IPCC har til og med den Sjette Vurderingsrapport (AR6) holdt fast i en videnskabelig tilgang til spørgsmålet om sammenkædningen af ekstremvejret med atmosfærens stigende indhold af CO2. Desværre ser det ud til at blive et overstået kapitel i den næste rapport (AR7), hvor troen på klimakatastrofen kommer i højsædet.

Det er Roger Pielke Jr., der fortæller historien og han har tidligere beskæftiget sig med sammenkædningen og hvor svær, den reelt er. Hvis man f.eks. kigger på orkanerne i Atlanterhavet, så er der tale om kolossale variationer fra år til år, både mht. antal og styrke. Ikke to orkaner er ens, og de optræder hvert år helt tilfældigt, kraftige og svage – med kortere eller længere mellemrum. I sådan et tilfælde er det svært at konkludere, at der er nogen tendens over længere tid.

For at kunne foretage en sammenkædning med CO2-udledningerne er man imidlertid nødt til at finde sådan en tendens, ellers giver det ingen mening. Videnskaben arbejder derfor med en praksis i to trin, der kaldes detection & attribution, ”konstatering & sammenkædning”. Før man overhovedet kan tale om sammenkædning, er man derfor nødt til at ”konstatere”, at der er sket en udvikling i forekomsten af orkanerne. Det er i den forbindelse ikke nok bare at tegne en kurve op, der dækker de seneste 20-30 år, fordi variationerne fra år til år er så store – og en eventuel udvikling måske først reelt viser sig efter, at man har samlet pålidelige data sammen for 100 år!

De nuværende data viser ingen reel udvikling for de fleste typer ekstremvejr, og det fik IPCC i den Sjette Vurderingsrapport (i den berømte tabel 12.12 på s. 1856) at konkludere, at der ikke er sket nogen udvikling, og at den heller ikke kan forventes frem til 2050 og endda år 2100.

Bundsolid videnskab, men stærkt utilfredsstillende for de forskere, der er af mere klima-alarmistisk tilsnit og så gerne vil bruge ekstremvejret som brækjern i deres sags tjeneste. I flere år har de derfor været hyperaktive i det såkaldte WWA, World Weather Attribution (”Verdens Vejr-Sammenkædning”), hvor man aldrig har lagt skjul på, at formålet med virksomheden er at få gennemtvunget en udfasning af de fossile brændstoffer hurtigst muligt. Arbejdsmetoden er de lynhurtige studier, der skal udsendes, mens naturkatastrofen stadigvæk har mediernes bevågenhed. WWA benytter sig af computermodeller, hvor man simulerer vejrhændelsen med og uden den globale opvarmning siden 1850 og derefter kan se, hvor meget værre den blev som følge af temperaturstigningen på godt en grad. Den blev i langt de fleste tilfælde meget værre, og det kan så udbasuneres i medierne.

Roger Pielke har nu kigget på hvem, der bliver hovedforfattere på de enkelte kapitler i den nye IPCC-rapport, der jo skal udkomme i 2029. Til kapitlet om ekstremvejr har man udpeget ingen anden end Friederike Otto som hovedforfatter. Otto er netop hovedpersonen i WWA.

Otto udtaler:

Jeg bliver en koordinerende ledende forfatter. Det betyder styring af kapitlet, og i sidste ende ansvaret for at det sker. Det bliver en masse arbejde, men det giver også masser af muligheder for at fastlægge kapitlets indhold og fokus.

Pielke har identificeret en stribe af de kommende medforfattere, hvoraf hele ni ud af 20 også har beskæftiget sig med den hurtige sammenkædning – og ingen af de øvrige har arbejdet med ”konstatering og sammenkædning”.

Så ud med saglig videnskab, ”konstatering og sammenkædning”, og ind med agitation, der ikke har noget med videnskab at gøre, men er ren politisk propaganda.

Bare rolig – jeg har vagten…

Pielke kommer med et morsomt eksempel på galskaben i de nye tider, her vedr. Pakistans monsunregn og oversvømmelser. I bare en håndfuld artikler fandt han følgende konklusioner:

  • Oversvømmelser af Pakistan er blevet voldsommere. Oversvømmelser af Pakistan er ikke blevet voldsommere.
  • Monsunregnen vil helt sikkert stige i omfang. Monsunregnen vil formentligt falde i omfang.
  • Hvis vi reducerer udledningerne af CO2 i fremtiden, vil det få direkte indflydelse på monsunregnen. Fremtidige udledninger af CO2 vil næppe have nogen betydning for fremtidens monsunregn.

 

Der bliver noget for den gode Otto at rydde op i, men da en IPCC-rapport altid er baseret på ”frit valg på alle hylder”, skal vi vist ikke være i tvivl om resultatet.

IPCC ender tydeligt nok efterhånden som et totalt værdiløst organ for troen, hvor man ikke en gang mere forsøger at fremtræde som videnskabelig.

]]> CO2-indholdet i jordens atmosfære har været højere end det er idag. https://indblik.dk/co2-indholdet-i-jordens-atmosfaere-har-vaeret-hoejere-end-det-er-idag/ Sun, 17 Aug 2025 07:21:18 +0000 https://indblik.dk/?p=39417  

Et nyt studie viser, at fortiden ikke understøtter nutidens skrækscenarier om CO₂ som automatisk katastrofe. Historien minder os om, at klimaet er robust, og at højere CO₂ kan gavne plantevækst. Frem for panik bør vi satse på tilpasning, teknologi og økonomisk fornuft.

(PDF) Mesozoic atmospheric CO 2 concentrations reconstructed from dinosaur tooth enamel

En ny artikel i PNAS har gjort noget ret elegant: Den har kigget millioner af år tilbage i tiden ved at analysere kulstofisotoper i emaljen på dinosaurtænder. Ved at koble denne metode med information om fødekæder og plantefotosyntese har forskerne rekonstrueret atmosfærens CO₂-niveauer i jura og kridttiden.

Hvad fandt de?

Kort fortalt:

  • CO₂-niveauerne lå meget højere end i dag – ofte over 1.000 ppm, nogle gange flere tusinde.
  • Klimaet var varmt, men både dyr og planter trivedes. Faktisk var kloden frodig nok til at brødføde giganter som sauropoderne.
  • Der var betydelige variationer i CO₂ over millioner af år, uden at livet på land gik til grunde.
  • Metoden viser, at tidligere estimater af mesozoiske CO₂-niveauer ofte har været for lave.

Hvorfor er det relevant for klimadebatten i dag?

Der er naturligvis forskel på mesozoisk og moderne klima – kontinenterne lå anderledes, solens styrke var lidt lavere, og der var ingen Homo sapiens til at bekymre sig. Men fundene minder os om nogle nøgterne facts:

  1. Højt CO₂ = ikke automatisk kollaps. Livet har eksisteret og udviklet sig under langt højere CO₂-niveauer end i dag.
  2. Klimaet er mere robust end ofte antaget. Store udsving i CO₂ og temperatur har ikke nødvendigvis ført til masseudryddelser, medmindre andre faktorer (som asteroider eller supervulkaner) blandede sig.
  3. Planter elsker CO₂. Højere koncentrationer stimulerer plantevækst – det gjaldt dengang, og det gælder stadig.

 

Den klimarealistiske vinkel

I nutidens debat hører vi ofte, at vi bevæger os ind på et “farligt ukendt territorium”, når CO₂ passerer 450 ppm. Men set i Jordens lange historie er dette tal ikke exceptionelt – det er tværtimod lavt. Mesozoiske CO₂-niveauer var mange gange højere, uden at kloden blev ubeboelig.

Det betyder ikke, at vi skal ignorere nutidens klimaændringer – men det betyder, at skrækscenarier, som antager, at højere CO₂-niveauer i sig selv fører til katastrofe, mangler historisk perspektiv. Vi bør i stedet fokusere på realistiske tilpasninger, teknologiske løsninger og økonomisk fornuft, fremfor panik.

Bundlinjen

Fortiden er ikke en perfekt manual for fremtiden – men den er et korrektiv til overdrevne fortællinger. Hvis dinosaurer kunne leve i et klima med 1.500 ppm CO₂, og verden var frodig, kan vi godt skyde en hvid pind gennem påstanden om  at “klimaændringer er katastrofale”.

 

]]> Dom over klimaet… https://indblik.dk/dom-over-klimaet/ Sun, 10 Aug 2025 06:15:00 +0000 https://indblik.dk/?p=39388  

Kendelsen er på 140 sider og indeholder naturligvis en masse juridisk snak om fortilfælde, retspraksis og hvad der ellers hører til. Oplægget er to spørgsmål, angiveligt fra FN’s Generalforsamling:

  1. a) Hvilke forpligtelser har staterne ifølge international lov i forbindelse med at sikre beskyttelsen af klimaet og andre dele af miljøet fra menneskeskabte udledninger af drivhusgasser – for stater og for fremtidige generationer?
  2. b) Hvad er de juridiske konsekvenser i forbindelse med disse forpligtelser for stater, hvis de, som følge af deres handlinger eller forsømmelser, har gjort mærkbar skade på klimaet og andre elementer af miljøet?

 

M.a.o. hvordan definerer man staternes skyld i ”klimakatastrofen”, og hvordan skal de efterfølgende straffes?

Inden ICJ kan tage stilling til de spørgsmål, skal det videnskabelige grundlag lige på plads. Her læner ICJ sig primært op ad de bombastiske budskaber fra den seneste IPCC-Synteserapport, der er et sammendrag af de tre dele af Den Sjette Vurderingsrapport fra 2021-2022 på tilsammen ca. 7000 sider.

.. det er videnskabeligt fastslået, at klimaet har gennemgået omfattende og hurtige ændringer, inkl. især en stigning i den globale temperatur. … De stigende temperaturer medfører afsmeltning af iskapper og gletsjere. hvilket truer samfund ved kysterne med oversvømmelser uden fortilfælde. Ekstreme vejrbegivenheder, som f.eks. orkaner, tørke og hedebølger, forekommer hyppigere og er kraftigere, hvilket ødelægger landbruget, driver befolkninger på flugt og forværrer vandmangel.

Det nævnes, at der er enighed om, at IPCC’s rapporter repræsenterer den ”bedste” videnskab på området – hvilket jo kun er delvist sandt og netop ikke gælder de sammendrag, som ICJ vist har læst som det eneste. Sammendragene er politiske dokumenter, hvor klimasituationen bliver malet betydeligt mere sort op, end de videnskabelige dele af rapporterne kan underbygge. Men kendelsen citerer bl.a. IPCC for at

… klimaforandringerne er en trussel mod menneskets velbefindende og Planetens helbred og der er et mulighedernes vindue, der hastigt er ved at lukke, men som kan sikre en bæredygtig fremtid for alle (meget høj tiltro). De valg og tiltag, der gennemføres i perioden 2020 til 2030 vil have stor betydning nu og mange tusinde år ud i fremtiden (høj tiltro).

ICJ påpeger, at klimasagen har en parallel i miljøet, hvor der allerede er internationale aftaler om beskyttelse. Klimaet bliver derfor også en menneskeret, hvilket giver en kraftig forøgelse af den juridiske ammunition i sagen.

 

  • Det understreges, at kendelsen her kun har rådgivende betydning. Den bygger primært på tre tidligere internationale aftaler, UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change – ”FN’s Rammeaftale for Klimaforandringer”), Kyoto-aftalen og Paris-aftalen.

 

UNFCCC var kun de indledende betragtninger vedrørende klimasagen, mens Kyoto-aftalen indebar konkrete mål for reduktioner i CO2-udledningerne. Nogle vestlige lande har levet op til Kyoto-aftalen i et vist omfang, mens resten af Verdens forbrug af kul, olie og gas imidlertid har været stigende lige siden, aftalen blev indgået.

Paris-aftalen fra 2015 er den, der er mest konkret. ICJ citerer den for målet om at holde den globale temperaturstigning under 1,5 – eller til nød 2 grader celsius og nødvendigheden af hurtige nedskæringer i CO2-udledningerne. Paris-aftalen fylder 10 år her i 2025 og i hele perioden er udledningerne steget støt. Det er dog ikke et faktum, der indgår i ICJ’s overvejelser. Paris-aftalen gennemgås i detaljer, og det påpeges, at den er bindende for alle parter. Der skal f.eks. fremsættes klima-mål, de såkaldte NDC’er, Nationally Defined Contributions, her i år i forbindelse med COP30-mødet i november. Det går imidlertid heller ikke så godt. Kun knap 30 ud af 179 lande har indsendt NDC-er, og alle de store udledere har ikke bidraget med noget – inkl. EU, hvor man ikke kan blive enige om hverken tal eller fremgangsmåden.

ICJ slår nu fast, at da klimavidenskaben er afgjort, må svaret på spørgsmål a) være, at ja, staterne har et ansvar for negative klimakonsekvenser af deres aktiviteter, eller som følge af utilstrækkelige forebyggende handlinger. Derfor skal de leve op til retningslinjer der omfatter – men ikke er begrænset til:

Lovgivning til forebyggelse, der skal tjene til at opnå de betydelige, hurtige og vedvarende reduktioner i udledningerne af drivhusgasser, som er nødvendige for at forhindre alvorlig skade på klimaet.

Mht. spørgsmål b) om konsekvenserne, understreger ICJ, at retten ikke selv kan pålægge straffe eller sanktioner, det må være skadelidte nationer, der slæber udlederne for domstolene. Her skal man hele tiden sikre sig, at der vitterligt er tale om skader fremkaldt af menneskelige udledninger, og man skal kunne fastslå de enkelte landes ansvar. Sidstnævnte er dog ikke så svært, da Paris-aftalen bl.a. indebærer rapportering land for land vedrørende udledningerne.

En eventuel straf eller erstatning vil typisk være i form af overførsel af store pengebeløb til de skadelidte, men der kan også være tale om f.eks. genopbygning. De første sagsanlæg kan forventes snarest, ikke mindst fra de små østater i Stillehavet, hvoraf Vanuatu var et af de lande, der var med til at rejse sagen i FN. Selvom Vanuatu på ingen måde er truet af havstigninger, øerne er indtil nu vokset i takt med udviklingen, så spår computermodellerne jo katastrofer i fremtiden, og så ville det være rart med nogle gode penge allerede nu.

Det siger sig selv, at klima-aktivister og deres medløbende medier jublede, mens mere forstandige mennesker forudså et voksende kaos af juridiske og politiske kampe.

Fra klimarealistisk side blev hele affæren afvist som det rene pjat. Her klimaforskeren Willie Soon:

Kendelsen må være en vits af kosmiske dimensioner. Ikke blot savner ICJ totalt forståelse for klimavidenskaben, men på nuværende tidspunkt at lægge sig ud med USA med Donald Trump i spidsen?

ICJ’s kendelse føjer sig til rækken af aftaler og forpligtelser, som landene i stigende grad ikke kan eller vil leve op til – og derfor vælger at ignorere. Det vil i sidste ende føre til en underminering af de internationale organisationer og deres gennemslagskraft. Når det viser sig, at ICJ’s kendelse vedrørende klimaet ikke kan opfyldes i praksis, vil man se bort fra den, men dermed er der skabt præcedens, som nogle stater kunne tænkes at ville følge i andre, mere betydningsfulde sager. ICJ risikerer dermed at miste sin indflydelse, ligesom det f.eks. også er blevet skæbnen for de årlige klima-COP-møder.

ICJ skulle nok have holdt sig fra at gå ind i klimasagen.

 

 

 

 

]]> Globale temperatur i juli – og ekstremt vejr https://indblik.dk/globale-temperatur-i-juli-og-ekstremt-vejr/ Sun, 03 Aug 2025 07:53:33 +0000 https://indblik.dk/?p=39370  

Allerede d. 2. august var Dr. Roy Spencer ude med den globale månedstemperatur for juli måned, målt med satellitterne og udgivet i regi af UAH. Resultatet var, at det beherskede fald siden toppen for godt et år siden ser ud til at fortsætte. Juli måned endte med en temperaturafvigelse på +0,36 grader celsius, ned fra +0,48 oC i juni og fra ca. +0,9 oC, da temperaturen var på sit højeste. Afvigelsen er i forhold til gennemsnittet fra 1991-2020.

 

Vi er således igen et stykke under de 1,5 grader, der anses for at være den sikre grænse for “klimaforandringerne”. Om det bliver midlertidigt eller temperaturen inden for måneder eller år når der op igen, er der ingen, der ved. Men faktum er, at vores måneder over “grænsen” udmærkede sig ved at være forholdsvis stilfærdige rent statistisk set. Selvfølgeligt blev der råbt op i forbindelse med hver eneste oversvømmelse, naturbrand, hedebølge eller storm. Medierne forsøgte at bilde os ind, at de alle var værre og farligere, fordi den globale temperatur er steget med de ca. 1,5 grader siden udgangen af kulden i Den Lille Istid. Det er selvfølgeligt noget vrøvl, al ædruelig statistik viser ikke nogen udvikling til det værre af ekstremvejret over de seneste 120-150 år.

Det kan man læse meget mere om i den nye rapport fra det amerikanske energiministerium, hvor Roy Spencer er blandt forfatterne. Klimarealisme omtalte i går rapporten, hvis titel er “En kritisk gennemgang af følgerne af drivhusgasudledninger for USA’s klima”.

A Critical Review of Impacts of Greenhouse
Gas Emissions on the U.S. Climate

Her kan man læse et længere afsnit om de desperate forsøg fra klima-alarmisternes side på at sammenkæde den globale opvarmning med hyppighen og styrken af ekstremvejrs-tilfældene. Det er meget mere politik end videnskab, fordi hvis statistikkerne ikke viser nogen udvikling i tallene, så kan man heller ikke påstå, at der er en sammenhæng.

Rapporten kigger også nærmere på de store temperaturkurver, sammensat af tusindvis af målestationers resultater, og den giver en god indsigt i, hvordan byvarmen er med til at få opvarmningen til at se større ud end den rent faktisk har været. Rapporten gennemgår kritisk, hvordan IPCC (FN`s klimapanel) har forsøgt at gøre byvarmen til en bagatel, et problem, der højst giver en lille fejl i den globale temperatur. Emnet forties eller IPCC henviser til “videnskabelige” artikler, som ingen sagkyndig kan tage alvorligt. Det er velkendt, at der er stor forskel i målingerne fra vejrstationer i byerne og dem på landet. IPCC citerer så en artikel, der ikke kan finde nogen forskel, men den definerer også “landlig” som byer med op til 10.000 indbyggere og endda 100.000 i Kina!

Der er dog ikke megen tvivl om, at det varmeste årti i USA i de sidste 150 år har været 1930-erne.

 

]]> Fører EU klog klimapolitik eller bare dyr symbolpolitik? https://indblik.dk/foerer-eu-klog-klimapolitik-eller-bare-dyr-symbolpolitik/ Sat, 26 Jul 2025 20:48:49 +0000 https://indblik.dk/?p=39353  

Europa fører an i klimapolitikken. Ambitiøse mål, dyre omstillinger, skovrejsning, elektrificering, CO₂-afgifter og reguleringer har givet EU et image som “klimatisk supermagt”. Men spørgsmålet, vi bliver nødt til at stille os selv, er: Er det klogt?

For mens Europa skruer op for den grønne omstilling, har resten af verden valgt en helt anden tilgang. Donald Trump sidder igen i Det Hvide Hus, og USA trækker sig endnu en gang væk fra klimaforpligtelser. Kina bygger kulkraftværker i hobetal. Indien og Afrika fokuserer på vækst. Rusland satser stadig på olie og gas.

Samtidig dominerer Kina markedet for grøn teknologi – ikke af idealisme, men fordi det er en god forretning. De producerer billige solceller, batterier og vindmøller til eksport, samtidig med at de sikrer sig selv energiuafhængighed med både kul og atomkraft. Det er ikke “grøn samvittighed” – det er realpolitisk energi- og industriudvikling.

Når symbol bliver vigtigere end substans

EU’s klimapolitik bærer i stigende grad præg af en ideologisk tilgang, hvor signalværdi og moralsk overlegenhed prioriteres højere end realistisk, geopolitisk forankret planlægning. Vi planter “klimaskove”, selvom de har tvivlsom effekt. Vi opstiller mål, der kræver enorme investeringer – uden at afveje, om pengene kunne bruges klogere.

Eksempler på klimainitiativer med begrænset effekt tæller blandt andet:

  • Kunstige skove eller CO₂-kompensation i fjerne egne, hvor kontrollen med effekten er minimal.
  • Kvotemarkeder, hvor store virksomheder køber sig fri frem for at ændre praksis.
  • Forceret elektrificering, før infrastrukturen og elproduktionen er klar.

Det er ikke at benægte klimaforandringer at spørge: Giver det her mening? Det er sund, demokratisk skepsis.

For klimaet har altid ændret sig – og vil gøre det igen. Det vigtigste er ikke at forhindre alle forandringer, men at indrette os klogt, økonomisk ansvarligt og robust.

Klimavidenskab er vigtig – men ikke ufejlbarlig

Vi skal anerkende, at klimavidenskab – som al videnskab – er foreløbig. Den bygger på data, modeller og antagelser, der hele tiden opdateres. Konsensus er ikke det samme som ufejlbarlighed, og vi bør kunne diskutere både metoder og fortolkninger uden at blive kaldt “benægtere”.

Den såkaldte “konsensus” er et udtryk for, hvad et flertal mener, givet de tilgængelige data og de modeller, de bruger. Men modeller er ikke virkelighed – de er forsøg på at forstå den. Og når man bruger dem til at lave politiske forudsigelser 30-70 år frem i tiden, må man erkende deres begrænsninger.

Climategate-skandalen i 2009 illustrerede, at også klimaforskere er mennesker med bias, strategi og prestige på spil. Selv om efterfølgende undersøgelser frikendte forskerne for direkte fusk, afslørede e-mails en lukkethed og politisering af et forskningsfelt, der bør være åbent og nysgerrigt.

Derudover må det anerkendes, at temperaturmålinger tilbage til 1850 er baseret på fragmenterede, ofte sparsomme data, som først blev globale og præcise med satellitmålinger fra 1978. Mellem disse perioder er der mange justeringer og skøn – og mange grunde til sund skepsis, især når historiske rekonstruktioner bruges til at fremstille nutiden som exceptionel.

Hockeystaven og klimapolitisk retorik

Et berømt eksempel er den såkaldte “hockeystavs-graf” fra 1998, som viste 1000 års temperaturer med en næsten flad kurve – efterfulgt af en brat stigning i det 20. århundrede. Kritikere påpegede, at grafen undertrykte både middelalderens varmeperiode og den lille istid. Den var baseret på usikre dataserier og statistiske metoder, som siden blev kritiseret af bl.a. National Academy of Sciences.

Det er ikke afgørende, om nutiden er den varmeste periode i 1000 eller 2000 år. Det afgørende er, hvad der driver temperaturændringer, og hvor hurtigt de sker. Her er der stadig uenighed – og plads til faglig debat. Men IPCC og deres støtter har haft en tendens til at ekskludere alternative forklaringer – såsom solaktivitet, kosmisk stråling og naturlige variationer – til fordel for et entydigt fokus på CO₂.

Videnskab og politik – hvor går grænsen?

Der er en voksende bekymring for, at klimavidenskaben i praksis er blevet et politisk redskab. Når videnskab blandes med politiske mål, opstår risikoen for:

  • Ensretning af forskning – fordi bevillinger, karrierer og medieopmærksomhed belønner ét syn.
  • Udskamning af kritikere, der stemples som “benægtere” i stedet for at blive mødt med faglig debat.
  • Forhastede politiske konklusioner, som laves på usikkert grundlag men med stor effekt.

Klimapolitik bliver dermed ikke blot et spørgsmål om miljø, men også om kontrol, styring og økonomisk omfordeling. Det gælder både globalt (klimafonde, kompensation) og nationalt (skatter, regulering, begrænsninger i adfærd).

Det globale perspektiv – hvad gør resten af verden?

En vigtig realitet, som ofte overses i europæisk debat er, at de fleste lande i verden har helt andre prioriteter. Energibehov, økonomisk udvikling, stabilitet og arbejdspladser vejer tungere end klima.

  • Kina bygger både kulkraftværker og atomkraft i stort tempo – for at sikre energi til sin befolkning og produktion. De er førende på grøn teknologi – ikke for klimaets skyld, men fordi de vil dominere det globale marked.
  • USA under Donald Trump har igen vendt sig væk fra internationale klimaaftaler. Fokus er på national suverænitet, jobs og energiuafhængighed – ikke CO₂-mål.
  • Afrika, Mellemøsten og store dele af Asien har langt vigtigere dagsordener: rent vand, fødevarer, sundhed, vækst. Klimamål er et luksusfænomen set herfra.

EU’s enegang kan derfor hurtigt blive en økonomisk hæmsko, især hvis vi samtidig forbyder eller udfaser billig energi og gør os afhængige af ustabile forsyninger.

Hvad bør vi så gøre? En ny klimaprioritering

Hvis vi virkelig vil gøre en forskel – både for klima, samfund og fremtid – skal vi handle klogere:

  1. Fokus på teknologi, ikke afsavn: Invester i kernekraft, lagring, moderne infrastruktur. Gør grøn energi konkurrencedygtig – ikke et privilegium.
  2. Klimatilpasning frem for klimakamp: Byg diger, skovbryn, robust infrastruktur. Accepter, at klimaet ændrer sig – og bliv klar til det.
  3. Styrk uafhængighed og sikkerhed: Lad ikke energipolitik svække samfundets stabilitet. National forsyningssikkerhed trumfer importeret “grøn” afhængighed.
  4. Lyt til flere fagligheder: Klima er ikke kun meteorologi. Det er også økonomi, geostrategi, energi, landbrug. Flere perspektiver = bedre beslutninger.
  5. Stop moralsk signalpolitik: Lad være med at bruge penge på projekter, der primært handler om symbolværdi (CO₂-træplantning, “grøn retfærdighed”). Brug dem på reelle forbedringer i levevilkår og robusthed.

Fra frygt til fornuft

Verden er ikke statisk. USA har fået Donald Trump tilbage. Kina forfølger sine egne interesser. Klimaet ændrer sig – det har det altid gjort.

Det vi har brug for nu, er ikke mere moralsk klimakrig, men rationel klimapolitik med blik for økonomi, geopolitik og teknologi. Vi skal væk fra ideologiske skyklapper og over i realistisk planlægning, klog investering og fleksibel tilpasningsevne.

Klimadebatten må ikke kvæles af enten dogmatisme eller benægtelse. Den skal åbnes – for nye idéer, sund skepsis og ægte ansvarlighed. Det skylder vi ikke kun fremtidens generationer, men også nutidens borgere og virksomheder.

Det er på tide at sige det klart: Europa skal ikke redde verden – vi skal redde vores dømmekraft.

]]> Ny klimabevægelse: “Stop byggeriet!” https://indblik.dk/ny-klimabevaegelse-stop-byggeriet/ Fri, 18 Jul 2025 05:20:17 +0000 https://indblik.dk/?p=39334  

For snart fem år siden flyttede undertegnede med familien til et helt nybygget hus. Topkvalitet, solide og holdbare materialer, super isolering med tykke vægge, tre-lags vinduer og masser af rockwool under taget. Hertil gulvvarme, luft-til-vand varmepumpe og solceller. Husets energiforbrug er minimalt, sammenlignet med vores gamle hus fra 1960-erne faldt den årlige omkostning til en fjerdedel. Vi købte grunden med et gammelt og totalt værdiløst hus på, der så blev revet ned.

Umiddelbart skulle man tro, at vi havde gjort det rigtige ved at nedsætte energiforbruget og dermed en eventuel klimabelastning til et minimum. Ovenikøbet er den eneste energikilde elektricitet – der jo i fremtidens samfund udelukkende forventes at komme fra sol og vind og dermed ikke give anledning til nogen CO2-udledninger overhovedet. Men vi tog fejl, viser det sig.

Hidtil har de lovgivningsmæssige tiltag, f.eks. fra EU primært drejet sig om bygningernes energiforbrug, og her ligger vi jo i den helt rigtige ende. Der findes millioner af boliger og bygninger i Europa, der ikke er særligt godt isolerede, og her er der visioner om omfattende arbejder med renovering og efterisolering. Men for mange bygningers vedkommende vil det af tekniske årsager være helt umuligt at bringe dem ned på et energiforbrug så lavt som vores. Det har jo også vist sig, at f.eks. varmepumper langt fra er egnede til alle huse, på grund af de lave temperaturer i systemerne kræver det igen god isolering.

Alt tyder således på, at det er fornuftigt at rive de gamle huse ned og bygge nyt og energirigtigt.

Men nej. Klimapolitikken og de finurlige regneark med klimamål kommer nu på tværs. Man har regnet sig frem til, at nye huse udgør en voldsom klimabelastning mens de bliver bygget. Det er primært energiforbruget ved fremstillingen af materialerne, beton, stål, glas, mineraluld osv. Alle kommer de fra processer med høje varmegrader og indtil videre et voldsomt forbrug af fossile brændstoffer, kul, olie eller naturgas.

Man er derfor begyndt at stille krav til nye bygningers CO2-udledninger over hele deres levetid, dvs. som summen af udledninger i forbindelse med opførelsen og derefter det årlige energiforbrug.

Kravene udmøntes i tal for gennemsnitsudledningen af CO2 over en levetid på 50 år. Her har kravet indtil for nyligt været 12 kg CO2 pr. kvadratmeter pr. år. Et hus på 100 m2 vil derfor i sin levetid i alt føre til udledning af 60 tons CO2. Det har vist sig, at de 12 kg er meget højere, end vi reelt har i dag, som det fremgår af fig. 1. Her ligger det danske byggeri snarere nede på omkring 9 kg. Det har naturligvis fået politikerne til at skærpe kravet, der nu for enfamiliehuses vedkommende lyder på 6,7 kg i 2025, faldende til 5,4 kg i 2029.

Fig. 1: Kilde: CONCITO

 

Mange anser imidlertid disse krav for at være alt for bløde, hvis vi skal opfylde klimamålene og Paris-aftalen. Her tales der om udledninger på helt ned til 0,4 kg CO2/m2 pr. år.

Det er åbenlyst, at de lave tal kun kan opnås ved drastiske ændringer i vores måde at bygge på. Der er tale om at energitunge materialer som sten og beton skal erstattes f.eks. af træ. Mineralulden til isolation skal erstattes af materialer fremstillet af plantedele. Beton kan vi ikke undvære, men der er forslag om at ændre på bygningsreglementerne, så man kan nøjes med spinklere konstruktioner. At der her kunne være et sikkerhedsmæssigt problem, vælger man at ignorere.

Men en anden mulighed er genbrug af materialerne fra nedrevne huse. Også her er optimismen stor, om end man i praksis nok vil opdage, at mange af de gamle trædele m.v. ikke er i en stand, der vil muliggøre, at de kan overleve 50 år mere i et nyt byggeri. Mursten kan afrenses for mørtel og bruges igen, men der er meget manuelt eller maskinelt arbejde involveret i at få materialerne op på et niveau, så de med fornuft kan genbruges. Det er omkostningstungt og kræver ressourcer. Genbrug af betonelementer forsøger man sig også med, men det er så bøvlet, at i praksis ender man med at knuse betonen og genbruge den som fyld ved vejbyggeri. Det er en meget energikrævende proces.

Og så viser det sig, at selvom vi genbruger og i øvrigt bygger med ”elefantgræs, ler og halm” og hvad vi ellers kan finde på, så er det ifølge et videnskabeligt studie slet ikke nok, hvis Verden skal holde sig inden for FN’s klimamål og de ”planetære grænser”. Her hjælper kun en kraftig reduktion af antallet af nybyggede kvadratmeter – og nedgangen bør være hele 80%.

Når sådan noget kommer på bordet, går der ikke ret lang tid, før aktivistiske sjæle begynder at råbe op om et totalt byggestop. En sammenslutning har taget navnet Byggestopbevægelsen og i deres tekster kan man bl.a. læse:

Byggeindustrien står for halvdelen af verdens materialeforbrug og er en af de største bidragydere til overskridelse af de planetære grænser.

 Forskning viser, at menneskeheden har under 10 % chance for at overleve, hvis vi fortsætter vores overforbrug.

Byggestopbevægelsen beskriver sig selv med følgende ord:

En fantastisk blanding af arkitekter, ingeniører, byggefolk, eksperter, ngo’er og almindelige borgere er gået sammen.

Målet for bevægelsen er at få en byggebranche i balance med de planetære grænser, og skabe gode, betalbare boliger for alle ved at indføre et midlertidigt, nationalt byggestop.

Her er vi så øjensynligt drevet af ren klimapanik og tro på de politisk konstruerede planetære grænser.

Der er naturligvis en erkendelse af, at et sådant tiltag kun kan gennemføres med massiv tvang over for befolkningen, men her peges der håbefuldt på fortilfældet med covid-epidemien.

Tilsyneladende er tanken, at byggestoppet skal være totalt i mindst fire år. I den periode skal der kun foregå renoveringer af eksisterende bygninger. Det vil her og nu reducere byggeriets udledninger og hjælpe Danmark med at opfylde vores 2030-klimamål.

Hertil påpeger Dansk Industri (DI) i en analyse, at på længere sigt vil det ikke reducere udledningerne. DI konkluderer, at efter et 4-årigt stop vil der være ophobet et behov for byggeri, der så vil resultere i et boom efter 2030 med langt mere byggeri og langt større CO2-udledninger. I de mellemliggende år har man brugt en masse kræfter på renoveringer, der delvist vil ende med at være spildt.

DI har åbenbart ikke fantasi til at forestille sig den omfattende brug af tvang, som byggestoppet skal medføre: Flytning af folk, opdeling af store boliger osv.

Aktivisterne maser på med deres planetære grænser og anden overtro. Vi kan kun håbe på, at vores politikere står fast på fornuftens side.

]]> Katastrofen i Texas stiller spørgsmål om kunstig regn https://indblik.dk/katastrofen-i-texas-stiller-spoergsmaal-om-kunstig-regn/ Sat, 12 Jul 2025 11:54:26 +0000 https://indblik.dk/?p=39314  

”Vi var på gerningsstedet, men det var ikke os”

Direktøren for Rainmaker Inc., Augustus Doricko forklarer til Dallas Express, at virksomheden godt nok havde bearbejdet vejrsystemet kemisk indtil 2 døgn før katastrofen, men at de holdt op, så snart deres vejrradar viste øget risiko for oversvømmelse. Doricko siger yderligere, at virkningen af Rainmakers manipulation næppe ville holde sig så lang tid. Rainmakers CEO blev også interviewet på CNN.

Orkanen Barry havde bragt enorme mængder ekstremt varm og fugtig luft ind over det ørkentørre Texas, og det er farligt, hvis temperaturen falder, for så afgives der pludselig ufattelige mængder regn i det hårde og udtørrede floddelta. Den fugtigvarme luft var lukket inde af bjerge, og deltaet var hårdt som cement. Et befæstet areal, der ikke kan optage regnen. Kombinationen er dødsensfarlig, og vandet steg lynhurtigt, så hele deltaet blev oversvømmet.

Den fare var der ingen som tænkte på, for det var ikke gået galt i hundrede år. De små piger på lejr lagde sig til at sove i hytterne langs med floden, og da endelig advarslerne kom, sov også de voksne. Det blev et helvede for de mange – fanget i det kolde flodvand – mens den voldsomme regn fortsatte. Ved solopgang afsløredes de uoverskuelige ødelæggelser, og de mange savnede, som blev revet med af strømmen.

Hvordan kunne katastrofen pludselig opstå ud af det blå? Hvorfor var der ikke blevet advaret i tide, og var det en hundredeårshændelse, eller var det – ligesom med Covid-19 viraet – et uheld. Denne gang udløst af en virksomhed, der arbejder med vejr-manipulation.

Tankerne går også på, om det nødstedte DOGE projekt med følgende reducerede ressourcer ikke nåede at få kørt early warning systemet i stilling.

Fingrene fra skaberværket.

Nu er Texas jo hjerteland for MAGA, og i the Lone Star State har man respekt for Gud. Forstået på den måde, at man helt bogstaveligt anbefaler, at mennesker afholder sig fra at gå ham i bedene. Man skal ikke hælde kemikalier i vandet for at ændre syrebalancen, lave kunstig sne eller pille ved temperaturen, og man skal slet ikke udrydde bier og planter, som er afgørende for fremtidigt liv på jorden.

Gør mennesker da det?

Kun delvist, men det er jo som med UFO’ er og mindcontrol: Det er løgn og sølvpapirshat indtil det bliver afsløret.

Vi ridser kun lidt i overfladen med denne artikel, og der er heller ingen beviser for, at kineserne er skyld i Covid-19, eller at Epstein blev hjulpet videre til en ny verden. Og der er da slet ingen beviser for, at når vejrsystemet over Texas er blevet klimabehandlet med præstationsfremmere, så har det været med til at udløse en tragedie.

Vejrmodifikation og klimavåben.

Lad os nøjes med at se på den del af Guds arbejde, som amerikanerne og kineserne og russerne blander sig i under betegnelsen: “miljøpåvirkende militærteknologier”.

Ud over CIA og amerikanske militære projekter, har Rusland og Kina arbejdet med vejrmodifikation – både til civile og potentielt militære formål. Rusland har især været interesseret i at kontrollere hagl og nedbør, mens Kina har verdens største program for kunstig regn.

Kunstige jordskælv

Det amerikanske HAARP–program (High-frequency Active Auroral Research Program) har været genstand for spekulation om muligheden for at påvirke vejret, skabe jordskælv eller forstyrre kommunikation via ionosfæriske manipulationer. Der findes dog ingen offentligt tilgængelig dokumentation for, at programmet har været brugt offensivt.

HAARP er i dag helt eller delvist fri for hemmeligholdelse, og hæren har overdraget ledelsen til University of Alaska.

HAARP er under mistanke for at arbejde med en lang række mørklagte teknologier, og for at udføre test i den virkelige verden, men der er efter CIAs opfattelse ingen beviser.

Russiske mikrobølge- og lydvåben

Der har været flere rapporter om, at amerikanske diplomater og ansatte på ambassader i bl.a. Moskva, Havana og andre byer er blevet udsat for mikrobølgestråling, hvilket har ført til symptomer som hovedpine, tinnitus og andre helbredsproblemer. Disse hændelser, kendt som “Havana-syndromet”, menes at være forårsaget af avancerede våbensystemer udviklet af Rusland, muligvis til overvågning eller bevidst skade.

De nøjagtige formål og teknologier bag disse angreb er omdiskuterede, men de repræsenterer en form for miljøpåvirkende teknologi, der kan bruges til at svække eller skræmme modstandere uden konventionelle våben.

Temperaturændringer og klimamanipulation

Dokumenter fra det amerikanske forsvar har diskuteret mulighederne for at ændre temperaturer, skabe tåge, eller fremkalde ekstreme vejrforhold som en del af fremtidens krigsførelse. Disse idéer har dog primært været teoretiske, og der er ingen beviser for, at sådanne teknologier er blevet anvendt operationelt. Militæret anser i dag klimaforandringer som en “trusselmultiplikator”, der kan påvirke operationer, men ikke som et våben, de selv kontrollerer.

Kunstige tsunamier og vulkanudbrud

Under Anden Verdenskrig udviklede USA og New Zealand “Project Seal“, hvor de testede muligheden for at skabe kunstige tsunamier ved hjælp af store undervandseksplosioner. Projektet blev dog opgivet, da det krævede enorme mængder sprængstof, og effekten var begrænset sammenlignet med naturlige tsunamier.

Der har været eksperimenter med at bombe lavastrømme for at beskytte byer, men der findes ingen dokumentation for, at nogen nation har udviklet teknologi til at fremkalde vulkanudbrud til militære formål. Forsøgene har primært haft civile formål og begrænset effekt.

Etiske overvejelser

At bruge miljøpåvirkende teknologier som våben “– f.eks. at gøre fjendens artilleri ubrugeligt i mudder – rejser komplekse etiske spørgsmål. Mange vil mene, at sådanne metoder ikke er mere eller mindre etiske end traditionelle våben, da de stadig har til formål at skade eller svække fjenden. Dog kan de have utilsigtede konsekvenser for civile og miljøet, hvilket gør dem særligt kontroversielle og derfor omfattet af internationale forbud.

Internationale regler og forbud

Efter afsløringen af militære vejrmodifikationsprojekter som Operation Popeye under Vietnamkrigen, blev der indgået en international aftale (ENMOD-konventionen), der forbyder brugen af miljømodifikation som våben, hvis det har vidtrækkende, langvarige eller alvorlige konsekvenser. Alligevel har teknologien stadig dual-use-potentiale, og der er fortsat bekymring for, at stater kan udvikle eller bruge sådanne metoder i hemmelighed.

Kan Rainmaking bidrage til ekstreme vejrhændelser?

Selvom rainmaking og andre menneskeskabte vejrmodifikationer kan påvirke lokale nedbørsmængder, er der ingen dokumentation for, at teknologien kan skabe den ekstreme 100-års hændelse som Texas oplevede. De fleste forskere vurderer, at naturlige variationer i vejrforhold og måske ændringer i klimaet spiller langt større roller i sådanne katastrofer end menneskeskabt vejrmodifikation.

Note

Vi har vedhæftet den første af en række artikler fra Dallas Express den 7. Juli, og redaktionen har til overflod dokumentation i form af transskription fra PodCasts med Texanske Republikanere, som frygter at klimapåvirkningerne er kommet ud af kontrol.

 

 

 

]]> Klima er for kompliceret til at rummes i en Sort/Hvid-skala… https://indblik.dk/klima-er-for-kompliceret-til-at-rummes-i-en-sort-hvid-skala/ Wed, 09 Jul 2025 07:47:58 +0000 https://indblik.dk/?p=39299
For nyligt udkom der en videnskabelig artikel, G. Tselioudis et al., i det ansete tidsskrift Geophysical Research Letters. Artiklen kigger på skydækket på Jorden de seneste 25 år, og dens konklusioner må siges at være noget af et problem for troen på, at menneskehedens CO2-udledninger er eneansvarlige for den globale opvarmning.

Artiklen tager udgangspunkt i satellitmålingerne fra omkring år 2000, hvor to nye satellitter kom i omløb og målte på ind- og udstrålingen af energi fra Jorden. Grundlæggende modtager Jorden energien fra Solen i form af primært synligt lys. En del kastes tilbage med det samme af skyerne, mens resten når ned på jordoverfladen eller havet, hvor det forårsager en kraftig opvarmning, ikke mindst af havvandet. Varmen breder sig opad til atmosfæren. Størstedelen af energitilførslen sker omkring Ækvator, hvor Solen står højt på himlen året rundt.

Varmen transporteres nu via luft- og havstrømme mod nord og mod syd. Undervejs afgives energien til verdensrummet ved varmestråling – også kaldet infrarødt lys. Som bekendt bremser drivhusgasserne denne udstråling og hæver derved Jordens temperatur med ca. 33 grader celsius. Uden den effekt ville her være bitterligt koldt og næppe meget liv. Vanddamp er den drivhusgas, der bidrager med langt det meste af effekten, men også CO2, metan og lattergas medvirker i mindre omfang.

Den gængse klimafortælling vil nu pege på, at menneskeheden har forøget atmosfærens CO2-indhold fra ca. 280 til 425 ppm og derved forstærket drivhuseffekten med global opvarmning til følge.

Men i mange år har forskere peget på andre mekanismer, der kunne føre til ændrede globale temperaturer, og en af mulighederne er variationer i skydækket. Og her kommer G. Tselioudis et al. ind i billedet. De har ud fra satellitmålingerne og grundige analyser fundet, at skydækket siden 2000 har været svagt faldende. Det gælder specielt de skyer, der findes i stort antal i området omkring Ækvator og som spiller en stor rolle i den direkte tilbagekastning af sollyset. Færre skyer her betyder, at mere sollys når ned på jord- og havoverfladen og forårsager en kraftigere opvarmning.

Forskerne har regnet sig frem til, at det faldende skydække har medført et ekstra bidrag af energi til Jorden på netto 0,37 watt pr. kvadratmeter pr. årti. Det er et tal, der har nogenlunde samme størrelse som den ekstra drivhuseffekt fra CO2, som klimavidenskaben arbejder med. I deres konklusion skriver forskerne:

Dette studie viser, at reduktionen i Verdens skydække er den dominerende faktor bag den observerede stigning i opfanget indstråling fra Solen og udgør derved den manglende brik i mysteriet om opvarmningen i det 21. århundrede og den store temperaturstigning i 2023.

Her er forfatterne ufine nok til at referere til Gavin Schmidt, der jo ikke kunne få sine klimamodeller til at simulere temperaturtoppen i 2023-24. Der fortsættes:

[Resultaterne af dette arbejde] viser at ændringer på bare få procent i skydækket giver store ændringer i transporten af varme, der igen helt kan dominere balancen mellem ind- og udgående stråling. Det gør det helt nødvendigt at teste klimamodellernes evner til at simulere den observerede reduktion i kraftige skyer, og både bruge modeller og observationer for at forstå vekselvirkningen mellem skyer og atmosfæren i øvrigt.

Klimamodellerne er jo notorisk dårlige til at simulere skyer og skydannelse, så det her er nok ikke nogen nem opgave for den IPCC-orienterede klimaforskning. Men som mange andre har påpeget, så bibringer en énsidig fokus på modeller ikke nogen indsigt i virkelighedens verden, det kan kun observationer og målinger.

Allerede Dr. Roy Spencer var inde på de samme tanker for en del år siden, og han fremlagde bl.a. kurven vist her som fig. 1. Den dækker kun 8 års målinger med satellitterne, men viser den indflydelse, som ændringer i skydækket har på Jordens energibalance, sammenholdt med hvad stigningen i CO2-indholdet har medført i samme periode.

Fig. 1: Ændringen i Jordens energibalance i watt/m2. Tal over 0 betyder at Jorden taber energi, mens tal under nul betyder det modsatte. Ændringerne er i forhold til 2004. Den røde linje er effekten af CO2 i de 8 år, mens den blå kurve er fra skyerne.

Charles Rotter fra WUWT kommenterer som følger:

Her har vi målte satellit-data, der viser, at ændringen i optaget af sollyset fremkaldt af ændringer i skydækket er den dominerende faktor i de senere års ubalance i energien i atmosfæren. Den afsløring burde i sig selv være nok til at ryste fundamentet under klimapolitikken, som ellers har ledt billioner af dollars ind i forsøg på at styre CO2-udledningerne – uden at nogen har skænket skyerne en tanke.

Hvad artiklen også utilsigtet bekræfter, er det uhensigtsmæssige ved at bruge klimamodeller, der kigger langt ud i fremtiden, til at diktere aggressiv og ødelæggende politik som ”netto-nul”. Modellerne har ikke styr på vigtige fysiske processer – skydannelse, partikler i luften og store omsving i atmosfæren.

Hvis klimavidenskaben var en velfungerende gren af forskningen, snarere end et præsteskab, så ville en artikel som denne medføre en drastisk kursændring. Den ville så tvivl om den forsimplede sammenhæng mellem CO2 og opvarmningen, styre fokus over på skydannelsen, samspillet mellem hav og atmosfære og varmetransporterne. Artiklen ville føre til ydmyghed over for atmosfærens kompleksitet – og ikke arrogance født af modelresultater.

Der bliver i virkelighedens verden næppe nogen ydmyghed eller genovervejelser fra klimaforskningens side. Måske vil man prøve at modbevise G. Tselioudis et al., tie den ihjel eller i værste falde rejse en sag for at få den trukket tilbage af tidsskriftet. Men hele showet med CO2 og klimamodeller må og skal køre videre, der er alt for mange interesser på spil her.

Men alligevel forfriskende med input som forfatterne her kom med.

]]> Planetære grænser https://indblik.dk/planetaere-graenser/ Thu, 03 Jul 2025 09:54:56 +0000 https://indblik.dk/?p=39280  

Gennem årene har vi fået mange meldinger om, at nu er der flere og flere Planetære Grænser, der er overskredet, så situationen for Jorden og i sidste ende menneskeheden bliver værre og værre. P.t er det 6 eller 7 ud af 9 grænser, vi har passeret, så nu ser det mørkt ud.

Men hvad består de Planetære Grænser i, og hvor kommer de fra? For at tage det sidste spørgsmål først, så blev grænserne født i 2009 af nogle forskere ledet af en Johan Rockström, fra det berømte Potsdam Institut für Klimafolgenforschung, PIK. PIK er kendt for at udgive mange forskningsresultater, der underbygger påstandene om, at vi har en klimakrise, og et af deres specialer er tankerne om, at Golfstrømmen er truet og snart vil lukke ned.

Grundtanken med de Planetære Grænser er, at hvis vi holder os inden for dem, så skulle vi kunne imødese en tryg fremtid. Overskrider vi dem, er der omvendt en risiko for, at vi rammer tipping points (”væltepunkter”) eller andre katastrofer. Det kan f.eks. være en hurtig afsmeltning af indlandsisen på Grønland med tilhørende voldsomme havstigninger, der vil oversvømme en lang række kystbyer.

Af de 9 grænser er det imidlertid kun de 7, der indtil videre er forsynet med faste tal for hvornår, det går galt. Men de 7 er også slemme nok. Her gennemgår vi dem i rækkefølge:

  1. CO2-indholdet i atmosfæren

Grænsen er her 350 ppm. Da Rockström & Co. udgav artiklen i 2009, var CO2-indholdet i atmosfæren allerede på omkring 390 ppm. Grænsen var overskredet, situationen var farlig ifølge klimamodellerne. Vi styrede mod for høje temperaturer, der bl.a. kunne medføre afsmeltninger ved begge poler. Skal vi være helt sikre og trygge, skal temperaturstigningen holdes væsentligt under 2 grader, og det kræver at CO2-indholdet på én eller anden måde bringes ned på de 350 ppm.

I mellemtiden er niveauet jo nået op på knap 430 ppm, og det er svært at se nogen skadelige effekter, således er havstigningerne i ro, og der er ingen afsmeltning af betydning ved polerne.

  1. Forsuringen af havet

Her kigger man normalt på pH som et mål for havets ”surhed”. Noget af vores CO2 ender i havet, og medfører en ganske let sænkning af pH. Den ligger imidlertid omkring 8,1, hvilket er væsentligt over den neutrale værdi på 7. Først under 7 er der tale om surhed. Derned når havet aldrig, det vil kemien ikke tillade, uanset hvor meget CO2 vi måtte lukke ud.

Rockström & Co. vedtog derfor et andet og meget mere teoretisk mål, den såkaldte aragonit-mætning, og de definerede, at den kun må falde med 20% i forhold til 1850. Vi kender dog ikke tallet for den gang, og er nødt til at bruge tvivlsomme computermodeller, og det giver ikke målet nogen videnskabelig eller praktisk værdi.

  1. Koncentrationen af ozon i stratosfæren

Koncentrationen må maks. falde med 5%. Der er stor videnskabelig tvivl i dag, om vi overhovedet har haft nogen indflydelse på ozonlaget, og om vi kan ”styre” det. Målet er derfor yderst teoretisk.

  1. Udledning af kvælstof og fosfor

Her er der tale om en grænse for hvor meget kvælstof og fosfor, vi må udlede fra landbrug og industri, udtrykt ved hvor meget ekstra, vi må tilføre verdenshavene oveni den mængde, der kommer ved naturlige processer.

Udledningerne af kvælstof og fosfor kender vi alt til her i Danmark med iltsvind og vandmiljøplaner, der ikke virker. Selvfølgeligt skal vi begrænse vores udledninger mest muligt, men de grænser, der er sat ind af Rockström, er helt tilfældige, og det er svært at se, at der skulle være nogen ”væltepunkter”, der truer her. Naturen skal nok klare sig.

  1. Forbrug af ferskvand

Det er defineret, at forbruget skal holdes under 4000 kubikkilometer pr. år. Generelt er der nok vand på planeten. Vandmangel opstår lokalt og i mange tilfælde pga. overforbrug og dårlig administration. Men vand kommer vi aldrig til at mangle globalt set. Har man tilmed energi til rådighed, kan man altid afsalte havvand i yderligere mængder. Så grænsen på 4000 kubikkilometer er grebet ud af luften.

  1. Arealer anvendt til landbrug

Vi må maks. have 15% af Jordens isfrie landområder afsat til landbrug. Men hvorfor lige 15%? Faktum er jo, at store dele af landjorden er aldeles uegnede til landbrug, det gælder f.eks. bjerge og ørkener. I ujævnt terræn kan man have kvæg og får gående, der græsser, men tæller det med i de 15%? Og hvad sker der, hvis vi skulle nå 16 eller 17%?

  1. Biodiversitet: Uddøen af arter

Der må højst årligt uddø 10 dyre- eller plantearter pr. million arter. Det tal er grebet ud af luften. Ingen ved reelt, hvor mange arter der rent faktisk findes, og ingen ved hvor mange, der forsvinder årligt.  Rockström nævner Den Sjette Masseuddøen, som vi skulle være i gang med, og som er forårsaget af menneskene. Men i virkeligheden er der ikke tale om et tab af biodiversitet der bare tilnærmelsesvist er på niveau med de foregående fem – f.eks. da en kæmpe-asteroide udryddede dinosaurerne for 65 mio. år siden.

  1. Omfanget af kemisk forurening

Her er der ikke nogen tal for grænserne.

  1. Mængden af partikler i atmosfæren

Her er der heller ikke defineret nogen tal. Mht. partikler i atmosfæren stammer de jo bl.a. fra røg ved afbrænding af kul, olie og gas, og her har filtre og skærpet lovgivning medført betydelige fald i udledningen. Faktisk tales der nu om, at en del af den globale opvarmning i 2023-24 skyldes et fald i partikelmængderne, bl.a. fra skibsfarten.

6 grænser overskredet

Af de 9 grænser var der som sagt indtil for nyligt 6, der var overskredet. Nu tales der om, at forsuringen af havet også er gået galt. Tilbage er der så kun ozonen og partiklerne i atmosfæren, hvor vi stadigvæk er i ”sikkerhed”.

Undertegnede var faktisk overrasket over hvor uvidenskabelige de Planetære Grænser er. Gættede tal på tilfældige faktorer her på kloden. For CO2’s vedkommende er grænsen sat helt urealistisk lavt. Men det er jo åbenlyst, at det heller ikke er Jordens overlevelse, det handler om. Tværtimod, grænserne er endnu et eksempel på den grundtanke, at naturen er god og menneskeheden ond. Derfor skal menneskene forarmes og nægtes gode liv.

]]>