Gennem årene har vi fået mange meldinger om, at nu er der flere og flere Planetære Grænser, der er overskredet, så situationen for Jorden og i sidste ende menneskeheden bliver værre og værre. P.t er det 6 eller 7 ud af 9 grænser, vi har passeret, så nu ser det mørkt ud.

Men hvad består de Planetære Grænser i, og hvor kommer de fra? For at tage det sidste spørgsmål først, så blev grænserne født i 2009 af nogle forskere ledet af en Johan Rockström, fra det berømte Potsdam Institut für Klimafolgenforschung, PIK. PIK er kendt for at udgive mange forskningsresultater, der underbygger påstandene om, at vi har en klimakrise, og et af deres specialer er tankerne om, at Golfstrømmen er truet og snart vil lukke ned.

Grundtanken med de Planetære Grænser er, at hvis vi holder os inden for dem, så skulle vi kunne imødese en tryg fremtid. Overskrider vi dem, er der omvendt en risiko for, at vi rammer tipping points (”væltepunkter”) eller andre katastrofer. Det kan f.eks. være en hurtig afsmeltning af indlandsisen på Grønland med tilhørende voldsomme havstigninger, der vil oversvømme en lang række kystbyer.

Af de 9 grænser er det imidlertid kun de 7, der indtil videre er forsynet med faste tal for hvornår, det går galt. Men de 7 er også slemme nok. Her gennemgår vi dem i rækkefølge:

1. CO₂-indholdet i atmosfæren

Grænsen er her 350 ppm. Da Rockström & Co. udgav artiklen i 2009, var CO₂-indholdet i atmosfæren allerede på omkring 390 ppm. Grænsen var overskredet, situationen var farlig ifølge klimamodellerne. Vi styrede mod for høje temperaturer, der bl.a. kunne medføre afsmeltninger ved begge poler. Skal vi være helt sikre og trygge, skal temperaturstigningen holdes væsentligt under 2 grader, og det kræver at CO₂-indholdet på én eller anden måde bringes ned på de 350 ppm.

I mellemtiden er niveauet jo nået op på knap 430 ppm, og det er svært at se nogen skadelige effekter, således er havstigningerne i ro, og der er ingen afsmeltning af betydning ved polerne.

2. Forsuringen af havet

Her kigger man normalt på pH som et mål for havets ”surhed”. Noget af vores CO₂ ender i havet, og medfører en ganske let sænkning af pH. Den ligger imidlertid omkring 8,1, hvilket er væsentligt over den neutrale værdi på 7. Først under 7 er der tale om surhed. Derned når havet aldrig, det vil kemien ikke tillade, uanset hvor meget CO₂ vi måtte lukke ud.

Rockström & Co. vedtog derfor et andet og meget mere teoretisk mål, den såkaldte aragonit-mætning, og de definerede, at den kun må falde med 20% i forhold til 1850. Vi kender dog ikke tallet for den gang, og er nødt til at bruge tvivlsomme computermodeller, og det giver ikke målet nogen videnskabelig eller praktisk værdi.

3. Koncentrationen af ozon i stratosfæren

Koncentrationen må maks. falde med 5%. Der er stor videnskabelig tvivl i dag, om vi overhovedet har haft nogen indflydelse på ozonlaget, og om vi kan ”styre” det. Målet er derfor yderst teoretisk.

4. Udledning af kvælstof og fosfor

Her er der tale om en grænse for hvor meget kvælstof og fosfor, vi må udlede fra landbrug og industri, udtrykt ved hvor meget ekstra, vi må tilføre verdenshavene oveni den mængde, der kommer ved naturlige processer.

Udledningerne af kvælstof og fosfor kender vi alt til her i Danmark med iltsvind og vandmiljøplaner, der ikke virker. Selvfølgeligt skal vi begrænse vores udledninger mest muligt, men de grænser, der er sat ind af Rockström, er helt tilfældige, og det er svært at se, at der skulle være nogen ”væltepunkter”, der truer her. Naturen skal nok klare sig.

5. Forbrug af ferskvand

Det er defineret, at forbruget skal holdes under 4000 kubikkilometer pr. år. Generelt er der nok vand på planeten. Vandmangel opstår lokalt og i mange tilfælde pga. overforbrug og dårlig administration. Men vand kommer vi aldrig til at mangle globalt set. Har man tilmed energi til rådighed, kan man altid afsalte havvand i yderligere mængder. Så grænsen på 4000 kubikkilometer er grebet ud af luften.

6. Arealer anvendt til landbrug

Vi må maks. have 15% af Jordens isfrie landområder afsat til landbrug. Men hvorfor lige 15%? Faktum er jo, at store dele af landjorden er aldeles uegnede til landbrug, det gælder f.eks. bjerge og ørkener. I ujævnt terræn kan man have kvæg og får gående, der græsser, men tæller det med i de 15%? Og hvad sker der, hvis vi skulle nå 16 eller 17%?

7. Biodiversitet: Uddøen af arter

Der må højst årligt uddø 10 dyre- eller plantearter pr. million arter. Det tal er grebet ud af luften. Ingen ved reelt, hvor mange arter der rent faktisk findes, og ingen ved hvor mange, der forsvinder årligt.  Rockström nævner Den Sjette Masseuddøen, som vi skulle være i gang med, og som er forårsaget af menneskene. Men i virkeligheden er der ikke tale om et tab af biodiversitet der bare tilnærmelsesvist er på niveau med de foregående fem – f.eks. da en kæmpe-asteroide udryddede dinosaurerne for 65 mio. år siden.

8. Omfanget af kemisk forurening

Her er der ikke nogen tal for grænserne.

9. Mængden af partikler i atmosfæren

Her er der heller ikke defineret nogen tal. Mht. partikler i atmosfæren stammer de jo bl.a. fra røg ved afbrænding af kul, olie og gas, og her har filtre og skærpet lovgivning medført betydelige fald i udledningen. Faktisk tales der nu om, at en del af den globale opvarmning i 2023-24 skyldes et fald i partikelmængderne, bl.a. fra skibsfarten.

6 grænser overskredet

Af de 9 grænser var der som sagt indtil for nyligt 6, der var overskredet. Nu tales der om, at forsuringen af havet også er gået galt. Tilbage er der så kun ozonen og partiklerne i atmosfæren, hvor vi stadigvæk er i ”sikkerhed”.

Undertegnede var faktisk overrasket over hvor uvidenskabelige de Planetære Grænser er. Gættede tal på tilfældige faktorer her på kloden. For CO₂’s vedkommende er grænsen sat helt urealistisk lavt. Men det er jo åbenlyst, at det heller ikke er Jordens overlevelse, det handler om. Tværtimod, grænserne er endnu et eksempel på den grundtanke, at naturen er god og menneskeheden ond. Derfor skal menneskene forarmes og nægtes gode liv.