Erhvervslivet efterspørger plan for genåbning: "Det er skuffende"

Erhvervsliv savner plan: Brug for lys for enden af tunnelen
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]I erhvervslivet er der ikke tilfredshed med den aftale om yderligere genåbning, der torsdag aften blev præsenteret.
Den betyder, at blandt andet forsamlingsloftet fra mandag hæves fra fem til ti personer udendørs og fra 25 til 50 personer for idræt i det fri.
Liberale erhverv som frisør og storcentre skal dog stadig holde lukket, og det skuffer organisationen Dansk Erhverv.
– Det er skuffende, der ikke tages hensyn til det erhvervsliv, som for nogles vedkommende kæmper for overlevelse, og som finansierer det samfund, vi lever i, siger direktør Brian Mikkelsen.
Liberale erhverv, storcentre og kulturorganisationer burde også kunne åbne fra mandag – uden problemer, mener han.
Han undrer sig blandt andet over, at gågader med butikker godt kan få lov til at holde åbent, men at storcentre må holde lukket.
Blå blok havde også håbet på, at der kunne være åbnet mere, lød det efter forhandlingerne torsdag.
Brian Mikkelsen håber, at der politisk bliver indgået en egentlig genåbningsplan, der kan skabe klarhed, i starten af næste uge.
– Det har vi brug for, så virksomhederne ved, at der er lys for enden af tunnellen, og at de kender planen for, hvornår de kan genåbne.
– Det er næsten lige så vigtigt som at genåbne hurtigt, siger direktøren.
Folketingets partier skal mødes igen mandag for at diskutere en langsigtet plan for genåbningen. Den ventes færdig 23. marts.
Til den tid vil det også stå klart, hvad der kan åbne i den næste runde, som er efter påske i april.
Som udgangspunkt er det dog skoleeleverne, som står øverst på listen, fortalte flere partiledere torsdag aften den seneste aftale.
Hos Dansk Erhverv mener direktør Brian Mikkelsen ikke, at det er enten-eller – men både-og.
– I alle lande næsten uden undtagelse er børnene i skole. Så kunne man også åbne dele af erhvervslivet samtidig.
– Vi mener, Danmark er i en situation, hvor man godt kunne åbne mere, siger han.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?