Indblik har nu bestået siden 2019 og har en solid læsergruppe.

Vi har i løbet af årene omhyggeligt fulgt hvad vores læsere efterspørger, og det er indenrigspolitik, udenrigspolitik, klima/energi samt anmeldelser af bøger, der er vigtige for at forstå samfundet.

Det har ikke været gratis at levere dette stof, og vi har igennem årene søgt mediestøtte, hvilket ikke har givet resultater. Bemærk venligst, at trækker man mediestøtten ud af snart sagt alle danske medier, er der kun ganske få, der løber rundt. Inklusiv betalinger fra abonnenter.

Vi har ingen forventninger om at kunne gøre indblik.dk til en forretning fremadrettet, og på den baggrund stopper vi nu.

Vi har udgivet mange vigtige artikler i årernes løb, og disse vil fremadret være tilgængelige på indblik.dk.

Med venlig hilsen

Peer Kølendorf

Grundlægger

Blå blok kalder – med charme, realisme og snusfornuft

De stærke stemmer i blå blok er ikke i tvivl.

Inger Støjberg formulerer det med jysk lune

• “Troels er flyttet over til nabokonen, og nu har han opdaget, at hun også er en rappenskralde. Det er tid til at vende hjem til familien, hvor du hører til, Troels.”

Mona Juul, erhvervskvinde og konservativ leder, er mere forretningsmæssig.

• “Selvfølgelig skal der være noget at vende hjem til – ingen kommer tilbage til et fallitbo.”

Hun tilbyder et alternativ.

• “Du kan blive statsminister for en blå regering, og vi sørger for god stemning i familien.”

Pernille Vermund tilføjer med sin karakteristiske snusfornuft:

• “Venstre er et blåt parti. Nu har vi set Mette lave en fordeling af indflydelsen i regeringen: Løkke får bog-momsen, Troels får kakao til chokoladen, og statsministerpartiet snupper to år uden elafgift – med et provenuet, der efterlader resten af trekløveret blåt og lilla. Kom nu hjem til blå blok, hvor udgangspunktet passer til partifarven.”

De tre kvinder står stærkt sammen, selvom deres prioriteter varierer: Mona prioriterer grøn omstilling højere end Inger, Pernille fokuserer mere på skattelettelser end Inger. Fælles for dem er modstanden mod differentieret moms – et forslag, der risikerer at udløse en ny ejendomsvurderingsskandale, denne gang på fødevareområdet.

Sammenhold uden fløjpolitik

Trods forskellighed er tonen i Blå Blok saglig og samarbejdsorienteret. Inger, som tidligere minister i VLAK-regeringen, understreger behovet for, at en blå regering giver alle partier solide sejre. Mona bakker op og advarer mod at fastlåse samarbejdet i fælles, bindende programpolitik før valgkampen. Pernille peger på, at blå blok kan trække mandater hen over midten, hvis man viser både sammenhold og individuelle profiler.

“Jeg har da gjort en del for at rydde op i mængden af blå partier, så nu er familien til at overskue,” bemærker Vermund med et glimt i øjet.

Stemningen og det politiske håndværk i Blå Blok er i gode hænder. En kommentar om Venstres tøven over for en blå regering med Dansk Folkepartis EU-skepsis, blev prompte samlet op af Inger:

“Noget skal Troels jo sige, når nu han skal forsvare den mærkelige regering, han hænger fast i.”

Troels’ verden – fra opposition til international anerkendelse.

Troels Lund Poulsen har en fortid som Venstres kamphund i oppositionen, men hans nuværende rolle som forsvarsminister har givet ham international tyngde. Når han taler om sine sejre, handler det ikke om valgoplæg, men om konkret politik, der har vakt opsigt i udlandet.

Den grønne trepart og Ukraine-modellen.

To af regeringens mest roste initiativer – den grønne trepart og den danske Ukraine-model – har fået bred opbakning både i Folketinget og befolkningen. Den grønne trepart har overgået egne mål, med skitseprojekter for 180.000 hektar lavbundsjord og markante kvælstofreduktionen. Samtidig har Danmark kanaliseret 5,3 mia. kr. fra EU’s landbrugsstøtte til naturgenopretning og økologi.

Ukraine-modellen har gjort Danmark til foregangsland. I stedet for at sende våben, donerer Danmark penge, så Ukraine selv kan producere våben – hurtigere, billigere og mere effektivt. Reservedelene når frem, mens mandskabet stadig er i live, og træningen følger produktionen. Det har givet Ukraine en fleksibilitet, som mange andre NATO-landes donationer ikke har kunnet matche.

Version 2.0 og 3.0 – våbenproduktion i Danmark

Troels har lanceret næste fase: Ukrainske våbenproducenter skal etablere sig i Danmark, hvor produktionen er beskyttet af NATO’s atomparaply. Det er en strategisk gevinst – men også en sikkerhedspolitisk udfordring. Danmark bliver et potentielt terrormål, på toppen af de konstante hybridangreb på kritisk infrastruktur.

Version 3.0 af modellen indebærer fælles dansk-ukrainske våbenfabrikker, som skal styrke både erhvervsliv og forsvar. Den nye canadiske premierminister har udtrykt beundring for Danmarks støtte på over 65 mia. kr. – herunder F-16, artillerisystemer og kontante bidrag – og vil nu selv donere betydelige mia beløb via den danske model.

Valget – et strategisk vadested.

Troels’ politiske resultater er ubestridelige. Men spørgsmålet om, hvorvidt han vil stille sig i spidsen for en blå regering, er stadig åbent. Flertallet af blå partier har peget på ham som statsministerkandidat. Troels kvitterer med taknemmelighed, men understreger, at Venstre først skal have større opbakning, før han vil tage rollen.

“Jeg kommer ikke til at være statsministerkandidat for enhver pris. Det er situationen i Danmark alt for alvorlig til,” har han udtalt.

Men netop den tøven kan blive en selvopfyldende profeti. Hvis Troels gør øget tilslutning til Venstre til en forudsætning for at lede Blå Blok, risikerer han at miste momentum. For blå vælgere er virkeligheden allerede klar: De ser ham som den naturlige leder – og venter blot på, at han træder frem!

Danmark går ind i valgperioden med et af Europas mest robuste udgangspunkter. Vi er blandt verdens mest digitaliserede samfund, og digital modenhed er ikke længere et luksusparameter, men en kernekomponent i produktivitet og innovation. Evnen til at dele data, automatisere processer og koordinere på tværs af sektorer betyder, at danske virksomheder kan absorbere teknologiske chok hurtigere end mange andre EU-lande.

Beskæftigelsen er historisk høj, og reallønnen har igen været stigende. Finanspolitikken understøtter arbejdsudbud og investeringer, ikke mindst gennem flerårige forsvarsrammer og målrettede skattelettelser. Der er selvfølgelig risici, som fx stigende efterspørgselspres, hvis renterne falder for hurtigt, men den samlede afvejning mellem kortsigtede stimulanser og langsigtet bæredygtighed er bevidst.

Udenrigsøkonomisk har Danmark et solidt fundament. Vores økonomi er åben, med et betydeligt overskud på betalingsbalancen, drevet af søfart, logistik, life science og højt specialiserede eksportvarer. A.P. Møller-Mærsk, DSV og en række mindre, men specialiserede virksomheder skaber stabilitet, selvom deres nuværende bidrag til vækst er under pres. Den finansielle robusthed afspejles også i kronens styrke og lave finansieringsomkostninger.

Politisk står Danmark solidt med et velfungerende demokrati og bred opbakning til både grøn omstilling og styrket sikkerhedspolitik. Forsvarsudgifterne i 2025–26 ligger over NATOs 2 %-rettesnor, hvilket styrker Danmarks position i alliancen og giver vægt i internationale relationer.

Et ofte overset element er tilstrømningen af kapital og talent. Turismen i premiumsegmentet vokser, men den langsigtede effekt er, at højtuddannede og udenlandske virksomheder i stigende grad etablerer teams, investeringer og familier i Danmark. I en verden med politisk ustabilitet er stabilitet en konkurrencemæssig fordel. Vores beskedne størrelse gør, at få, målrettede projekter hurtigt kan sprede effekt i SMV-underskoven.

Risikoprofilen

Selv med et solidt fundament er Danmark sårbar. Tre risikoområder skiller sig ud:

Dansk vækst hviler stadig på nogle få store spillere. Novo Nordisk har i årevis været et trækdyr, men seneste tid har vist, hvor udsat det kan være: kursfald som følge af Eli Lillys vægttabsprodukter og udbredelsen af kopimedicin, ledelsesskifte, annoncerede fyringsrunder og retssager skaber usikkerhed. DSV er stadig i integrationsfase efter købet af Schenker, og Mærsk er under pres fra lavere containerfragt og globale flaskehalse. Det betyder, at hvis én sektor svigter, kan det mærkes bredt i BNP. SMV’er og servicesektoren er stabiliserende, men kan ikke alene bære økonomien.

Danmarks afhængighed af eksport gør os sårbare over for naboernes økonomi. Tyskland halter både cyklisk og strukturelt med lav vækst og udfordringer i energi og industri. Dette påvirker ordreindgang for maskiner, anlæg og højtforarbejdede input – områder, hvor dansk industri og logistik traditionelt har styrke. På den anden side trækker Polen og nogle sydeuropæiske lande i positiv retning med højere vækst, hvilket giver muligheder for eksport, men også konkurrence. Asymmetrien i Europa skaber politisk pres og uens tempo i investeringer, især inden for grøn energi og forsvar.

Danmarks grønne styrkeposition er reel, men afhænger af kabler, netudbygning og hurtige tilladelsesprocesser. Flaskehalse kan reducere effektiviteten af elektrificering og PtX-investeringer, selvom planerne er ambitiøse. Offentlige investeringer og incitamenter er på vej, men skal eksekveres hurtigt for at bevare konkurrencedygtigheden.

Handels- og industripolitik i USA

Handelsbarrierer og “buy national”- logikker skaber mere friktion i værdikæderne. For små eksportlande som Danmark er det konkret: ordreindgang, marginer og strategiske investeringer påvirkes. EU har allerede indregnet lavere vækstspor i 2025 på grund af handelsusikkerhed, hvilket understreger behovet for diversificering.

Kapacitetsrisiko i velfærden

Sundheds- og grønne investeringer kræver hænder. Uden målrettet rekruttering, efteruddannelse og teknologisk understøttelse (AI, automatisering) risikerer man, at ressourcerne overstiger kapaciteten, hvilket giver ventetider og utilfredshed – og underminerer legitimiteten.

Handlemuligheder

For at fastholde et “sweet spot” kræves målrettede indsatser:

1. Robust åbenthed

Sprede markeder og leverandører. Prioritér partnerskaber, hvor Danmark har momentum: Indien, Nordamerika (Californien og Canada), og udvalgte asiatiske demokratier. Fokus på grøn teknologi, life science og digital offentlig sektor giver både eksport og investeringer.

2. Produktivitetsløft bredt

SMV’er og servicesektoren skal styrkes: standarder og databroer, målrettet efteruddannelse og adgang til kapital til automatisering og energioptimering. Det flytter bundlinjen og frigør hænder, selv uden at ændre strukturen i de store virksomheder.

3. Eksekver på energinet og tilladelser

Bindende servicemål for sagsbehandling (fx 12 måneder) og én myndighed med mandat til at skære igennem. Offentlige indkøb skal understøtte efterspørgslen på grønne løsninger og skabe hjemmemarkedsreferencer.

4. Arbejdskraftrekruttering

Hurtige spor for mangelområder, enklere meritvurderinger og incitamenter for seniorer. Teknologi hjælper, men uden hænder stopper både sundhed, forsvar og grøn omstilling.

5. Alliancernes inderside

Lever op til NATO-udgifter og kapaciteter, brug EU-samarbejde til hurtigere godkendelser. Hjælp Tyskland med projekter, hvor danske løsninger kan skaleres ind i tyske value chains.

6. Brug valgåret klogt

Hold koalitionen bred uden at mudre retningen. Stabilitet er Danmarks komparative fordel i en urolig europæisk kontekst.

Konklusion

Danmark kan være på vej mod et “sweet spot” – ikke fordi verden bliver rolig, men fordi vi kombinerer digital kapacitet, diversificerede SMV’er, politisk opbakning og solid finans. Vores begrænsede størrelse gør os sårbare over for chok, men også hurtige til at reagere. Målrettede indsatser på net, arbejdskraft og produktivitet kan slå igennem i realøkonomien på måneder.

Politisk disciplin er afgørende: hold fokus på flaskehalse, robust åbenhed og tætte alliancer. Gør vi det, bliver “sweet spot” en reel beskrivelse af et Danmark, der vokser klogt, mens andre stadig leder efter fodfæste.

FN har som bekendt to organisationer tilknyttet, der begge beskæftiger sig med klimasagen. Den ene er klimapanelet, IPCC, der udgiver videnskabelige rapporter om klimaet, ikke mindst de monstrøse ”Vurderings-rapporter” på tusindvis af sider ca. hvert 7. år. Den anden organisation er UNFCCC, UN Framework Convention on Climate Change (”FN’s rammeaftale om klimaforandringer”), som bl.a. står for de årlige klima-COP-møder, hvor op til 60.000 delegerede fra hele Verden årligt flyver ind og mødes for at løse klimakrisen.

Og her kommer så det bemærkelsesværdige faktum, at de to organisationer definerer begrebet ”klimaforandringer” forskelligt!

IPCC’s definition

En ændring i klimaets tilstand, der kan erkendes (f.eks. ved brug af statistik) i form af ændringer i gennemsnitstal eller niveauet af variationer for egenskaberne, og hvor ændringen holder sig stabilt over længere tid, typisk årtier eller længere. Klimaforandringer kan skyldes naturlige processer i klimaet her på Jorden, eller påvirkninger udefra som f.eks. ændret solaktivitet, vulkanudbrud eller vedblivende menneskeskabte ændringer i atmosfærens sammensætning eller brugen af landjorden.

Her har vi det hele med, både menneskeskabte og naturlige årsager.

Anderledes er det for UNFCCC

[En] ændring i klimaet, der direkte eller indirekte kan tilbageføres til menneskelige aktiviteter, som ændrer atmosfærens sammensætning, og som er en tilføjelse til de naturlige klimavariationer, observeret over tilsvarende tidsrum.

Så UNFCCC regner kun som klimaforandringer de ændringer, der er fremkaldt af menneskehedens udledninger af drivhusgasser. Det virker temmelig absurd. Som forskeren Roger Pielke Jr. skriver:

Hvis Solen bare skinnede en lille smule mere næste år, og det medførte et klimakaos og massive ændringer i det globale vejr i det næste halve århundrede, så ville det være klimaforandringer ifølge IPCC, men ikke ifølge UNFCCC. Hvis det lyder bizart – så er det netop det, det er!

COP-møderne

UNFCCC’s holdning har sat et kraftigt præg på COP-møderne og dermed alle politikernes anstrengelser. COP21-mødet i Paris, i 2015, endte som bekendt med en aftale om hvor meget, den globale temperatur må stige. Med Paris-aftalen fik man således endegyldigt omstillet klimamålene til et spørgsmål om temperaturen og ikke mere om CO₂-indholdet i atmosfæren. Nu skulle man sigte efter de 1,5 graders maks. temperaturstigning – eller til nød 2 grader. Det giver i realiteten kun mening, hvis man tror, at der er en direkte sammenhæng mellem temperaturen og atmosfærens CO₂-indhold. Sidstnævnte har vi indflydelse på – i et vist omfang, men vi kan kun ”styre” temperaturen, hvis der er sådan en klar sammenhæng.

I COP-sammenhæng er det hele enkelt – der er kun et enkelt håndtag at skrue på – CO2

Tankegangen bliver understreget på klima-hjemmesiden CarbonBrief:

Menneskelige udledninger og aktiviteter har forårsaget omkring 100% af opvarmningen siden 1950, ifølge IPCC’s Femte Vurderingsrapport. Siden 1850 kan næsten hele den langsigtede opvarmning forklares med udledninger af drivhusgasser og andre menneskelige aktiviteter.

Roger Pielke noterer sig det skifte, der har været i fortællingerne om klimaet. Nu sætter man direkte lighedstegn mellem mere opvarmning og større ulemper for menneskeheden. Således giver de toneangivende skribenter udtryk for betydningen af hver eneste tiendedel af en grad, vi kommer forbi de 1,5 grader:

Når vi passerer de 1,5 grader vil det medføre socialt og økonomisk ’kaos’ …. Hver en tiendedel af en grad betyder noget, både før og efter de 1,5 ^oC.

Pielke kommer herefter ind på situationen her i det 21. århundrede, hvor der har været en kraftig temperaturstigning, uden at atmosfærens CO₂-indhold er steget tilsvarende. De fremherskende teorier er bl.a., at det er forårsaget af menneskehedens reduktion af luftforureningen, og den har medført et formindsket skydække, der igen tillader mere energi fra Solen at nå ned til jord- og havoverfladen og varme dem op. Men hvis det vitterligt er tilfældet, så er det jo ikke længere kun CO₂, der styrer temperaturen.

Nu sætter forvirringen ind. Er den reducerede luftforurening en god eller en dårlig ting? Nogen hævder, at uden nogen luftforurening vil den globale temperatur som følge af CO₂ stige endnu hurtigere, så vi lynhurtigt rammer 2 grader eller måske endda endnu højere.

Her vil undertegnede indskyde, at når vi lige ser bort fra de seneste to år, så har der længe været en udvikling i gang i retning af formindsket forurening. Det har givet et bidrag til opvarmningen på de 1,2 grader siden ”førindustriel” tid, men det betyder også, at CO₂ isoleret set har haft en mindre opvarmende effekt. Når al forureningen om formentligt forholdsvis få år er væk – så er der ikke mere noget bidrag herfra til opvarmningen, og så kan vi regne med mindre temperaturstigninger fremover. Det er jo ikke lige det, klimaforskerne gerne vil have os til at tro.

Forudsætningen her er naturligvis, at det vitterligt er forureningen, der har den store indflydelse på skydækket, og det er jo slet ikke sikkert. Der kan være naturlige årsager blandet ind, f.eks. ændringer i Solens aktivitet.

Pielke beskriver nu, hvordan toneangivende klimaforskere er havnet i lidt af et dilemma. De færreste vil trods alt betragte luftforurening som en god ting, da den jo bl.a. menes at slå millioner af mennesker ihjel hvert år. Men derved ender man med at måtte erkende, at der måske faktisk er fordele for menneskeheden i situationen, selvom det bliver nogle tiendedele af en grad varmere.

Tager man først hul på den diskussion, kommer man ikke uden om, at brugen af kul olie og gas jo også har gjort meget godt for menneskeheden, og skal det ikke tælles med i regnskabet? Så er vi tilbage til Bjørn Lomborgs tanker om en afvejning af fordele og ulemper ved brugen af de fossile brændstoffer og den medfølgende stigning i den globale temperatur.

Pielke afslutter

Klimapolitikken er blevet ført ind i en blindgyde ved hjælp af dårlig videnskab og dårlig politik. Den dårlige videnskab kan findes i UNFCCC’s definition på klimaforandringer, der er i modstrid med den korrekte videnskabelige definition, som IPCC henholder sig til. Den dårlige politik kommer fra brugen af den globale gennemsnitstemperatur som et mål for menneskehedens velbefindende og som gør afvejning af fordele og ulemper unødvendige og kun til besvær for de politiske målsætninger.

Ja 1,5 eller 2 graders-målene har altid været noget vrøvl, og man savner totalt, f.eks. på COP-møderne, en afvejning af eventuelle klimaskader med de helt sikkert omfattende negative konsekvenser af forsøgene på en hurtig udfasning af kul, olie og gas.

IPCC har til og med den Sjette Vurderingsrapport (AR6) holdt fast i en videnskabelig tilgang til spørgsmålet om sammenkædningen af ekstremvejret med atmosfærens stigende indhold af CO₂. Desværre ser det ud til at blive et overstået kapitel i den næste rapport (AR7), hvor troen på klimakatastrofen kommer i højsædet.

Det er Roger Pielke Jr., der fortæller historien og han har tidligere beskæftiget sig med sammenkædningen og hvor svær, den reelt er. Hvis man f.eks. kigger på orkanerne i Atlanterhavet, så er der tale om kolossale variationer fra år til år, både mht. antal og styrke. Ikke to orkaner er ens, og de optræder hvert år helt tilfældigt, kraftige og svage – med kortere eller længere mellemrum. I sådan et tilfælde er det svært at konkludere, at der er nogen tendens over længere tid.

For at kunne foretage en sammenkædning med CO₂-udledningerne er man imidlertid nødt til at finde sådan en tendens, ellers giver det ingen mening. Videnskaben arbejder derfor med en praksis i to trin, der kaldes detection & attribution, ”konstatering & sammenkædning”. Før man overhovedet kan tale om sammenkædning, er man derfor nødt til at ”konstatere”, at der er sket en udvikling i forekomsten af orkanerne. Det er i den forbindelse ikke nok bare at tegne en kurve op, der dækker de seneste 20-30 år, fordi variationerne fra år til år er så store – og en eventuel udvikling måske først reelt viser sig efter, at man har samlet pålidelige data sammen for 100 år!

De nuværende data viser ingen reel udvikling for de fleste typer ekstremvejr, og det fik IPCC i den Sjette Vurderingsrapport (i den berømte tabel 12.12 på s. 1856) at konkludere, at der ikke er sket nogen udvikling, og at den heller ikke kan forventes frem til 2050 og endda år 2100.

Bundsolid videnskab, men stærkt utilfredsstillende for de forskere, der er af mere klima-alarmistisk tilsnit og så gerne vil bruge ekstremvejret som brækjern i deres sags tjeneste. I flere år har de derfor været hyperaktive i det såkaldte WWA, World Weather Attribution (”Verdens Vejr-Sammenkædning”), hvor man aldrig har lagt skjul på, at formålet med virksomheden er at få gennemtvunget en udfasning af de fossile brændstoffer hurtigst muligt. Arbejdsmetoden er de lynhurtige studier, der skal udsendes, mens naturkatastrofen stadigvæk har mediernes bevågenhed. WWA benytter sig af computermodeller, hvor man simulerer vejrhændelsen med og uden den globale opvarmning siden 1850 og derefter kan se, hvor meget værre den blev som følge af temperaturstigningen på godt en grad. Den blev i langt de fleste tilfælde meget værre, og det kan så udbasuneres i medierne.

Roger Pielke har nu kigget på hvem, der bliver hovedforfattere på de enkelte kapitler i den nye IPCC-rapport, der jo skal udkomme i 2029. Til kapitlet om ekstremvejr har man udpeget ingen anden end Friederike Otto som hovedforfatter. Otto er netop hovedpersonen i WWA.

Otto udtaler:

Jeg bliver en koordinerende ledende forfatter. Det betyder styring af kapitlet, og i sidste ende ansvaret for at det sker. Det bliver en masse arbejde, men det giver også masser af muligheder for at fastlægge kapitlets indhold og fokus.

Pielke har identificeret en stribe af de kommende medforfattere, hvoraf hele ni ud af 20 også har beskæftiget sig med den hurtige sammenkædning – og ingen af de øvrige har arbejdet med ”konstatering og sammenkædning”.

Så ud med saglig videnskab, ”konstatering og sammenkædning”, og ind med agitation, der ikke har noget med videnskab at gøre, men er ren politisk propaganda.

Bare rolig – jeg har vagten…

Der er ingen forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Denne erklæring blev i 1977 fremsat til den hollandske avis Trouw af ingen ringere end Zuheir Mohsen, en af toplederne i PLO (Palestine Liberation Organization).

Når Frankrig, Canada og Storbritannien og 143 af FN’s medlemsorganisationer har bekræftet, at de agter at anerkende Palæstina som en uafhængig stat, er de naturligvis godt klar over, at Zuheir Mohsen har ret, men erklæringen skal ses som en protest mod Israels formodede hungerkrig mod Gazas civilbefolkning.

De palæstinastøttende lande har dog ikke meldt noget ud om, hvordan den nye stat skal kunne forvalte sin suverænitet. Gaza ligger i ruiner, Hamas er næsten udslettet og de få overlevende ledere klynger sig til deres israelske gidsler i mørke tunneler og kældre. Hvilke palæstinensiske ministre skal deltage i FN-møder, COP klimakongresser og internationale konferencer? Hvor er deres diplomatiske korps og embedsværk fra den nye stat, der ikke skal regne med, at Israel forlader Gaza, så længe der er Hamas- terrorister blandt befolkningen. Hvordan vil det nye Palæstina forvalte Vestbredden, der er hullet som en schweizerost af israelske bosættelser, og som styres af Fatah-bevægelsen, der har anerkendt staten Israel, hvad Hamas absolut ikke har?

Nu er det da heller ikke Hamas’ første prioritet at danne en palæstinensisk stat, men at udslette Israel. Dette kræver, at Hamas bevarer magten og kontrollen i Gaza, og det kan bevægelsen ikke ved egen hjælp. Hamas blev i mange år finansieret, trænet og kontrolleret af Iran, der ligeledes er forpligtet af en hellig ed til at fjerne Israel fra landkortet. Nu er Iran sat ud af spillet, og den arabiske verden har mange gode grunde til at ønske Hamas død og borte, men så er der jo de demokratiske vestmagter, der kan mobiliseres for sagen. Hamas har derfor erklæret krig mod sit eget folk og regner med at vinde kampen, fordi vi andre ikke kan holde ud at se på grusomhederne.  Israel har altid været forhadt af den internationale venstrefløj på grund af den tætte alliance med USA, og fordi vennerne i Sovjetunionen solidariserede sig med den arabiske sag. I Gaza-konflikten er det lykkedes anti-jødiske aktivister at vinde medierne over på deres side, ligesom en række islam-leflende politikere har overgivet sig til Hamas’ lidelsesfortælling om folkemord og hungersnød, som Israel anvender som våben i sin krig mod ikke Hamas, men det palæstinensiske folk.

Hamas og deres utallige nyttige idioter i Vesten kan glæde sig over deres succes i døgnets medieunivers, hvor seere og læsere stopfodres med billeder af skeletbørn og desperate mødre, der hulkende rækker deres tomme madskåle frem mod nødhjælpen, der aldrig nåede frem.  I det lange løb skal Hamas dog ikke regne med støtte fra de arabiske nationer, der rent faktisk kunne være nøglefaktoren i dannelsen af en palæstinensisk stat. Sandheden er imidlertid, at palæstinenserne af den arabiske verden bliver betragtet som dovne tiggere, aggressive afpressere og forrædere mod deres arabiske velyndere og brødre. Og med god grund, da palæstinensiske migranter i 1971 forsøgte at vælte den jordanske regering og tage magten i landet. Det kostede 15 000 palæstinensere livet, og resten slog sig under PLO’s ledelse ned i Libanon, hvor de under den libanesiske borgerkrig var medvirkende til den omfattende ødelæggelse af Libanon, der aldrig har rejst sig siden.  Palæstinensere i Libanon har i dag forbud mod at uddanne sig som læger, tandlæger, advokater og yderligere 35 erhverv.

I 1991 erklærede PLO sin støtte til Saddam Husseins invasion af Kuwait i forventning om, at de 300 000 palæstinensere, der levede i Kuwait kunne blive en del af det nye styre under Irak og få adgang til de mange dejlige oliemilliarder. Dette åbenlyse forræderi mod det kuwaitiske folk hævnede sig, da Kuwait blev befriet af Operation Desert Storm. Alle palæstinensere blev med 24 timers varsel udvist af Kuwait som tak for sidst.

Derfor har de arabiske lande spærret deres grænser for palæstinensiske flygtninge. Det gælder nabolandet Egypten, der frygter, at Hamas’ terrorister vil destabilisere landet i samarbejde med Det Muslimske Broderskab, som er stifter af Hamas. Og det gælder Jordan, hvor kong Abdullah har udtalt, at ingen palæstinensiske flygtninge kommer ind i Jordan. Af samme grund har den arabiske verden i mange årtier finansieret de palæstinensiske permanente flygtningelejre og den uendelige strøm af nødhjælp til Gaza, der siden 2006 har fungeret som en opsamlingslejr for dem, som ingen vil lege med. Et vældigt bistandskompleks uden erhvervsliv, uden arbejdspladser. En silo for de fortabte.

Dr. Charles Chartouni er en førende samfundsdebattør i Libanon. Han beklæder professorater ved både Libanons Universitet og Beiruts Universitet, og han er seniorkonsulent i det globale rådgivningsfirma FTI. Den 5. august affyrede dr. Chartouni følgende bredside på libanesisk tv: ” Hamas har taget palæstinenserne som gidsler. Israel er ikke ansvarlig for hungerkatastrofen i Gaza. Det er Hamas, som udbytter Gaza for at fremme sine politiske mål, som de deler med Iran og Qatar. Vi må forlade vores forudindtagethed, antisemitisme og jødehad, som så længe har forgiftet vores sind.”

Er der mon nogen, der lytter til dr. Chartouni? Næppe i Danmark.

”At transformere spørgsmål om fakta til spørgsmål om intentionen har været kendetegnende på en totalitær tankegang”

Denne sætning af Hannah Arendt beskriver politik bedre end noget andet i de sidste 100 år. Og vi kender mekanismen også i dag, dagligt i samfundsdebatten. Alle kender åbenlyse ting, der ikke må siges, og hvis det antydes, bliver det mødt med bebrejdende blikke. Hvorfor siger du lige det?

Faktuelle spørgsmål ignoreres, hvis fakta er ubehageligt, eller vendes om og moraliseres, så kendsgerninger gøres fordækte eller forkerte.

“Gut gemeint ist das Gegenteil von wahr” siger man på tysk, og det vil sige, at sandheden undertrykkes af det velmenende. Sandhedens modsætning er ikke falskhed og usandhed, men moral og især selvindbildt god moral.

Arendts diktum sporer det totalitære, når verden ikke ses som den er, men som den burde være. Når øjne og ører påbydes ikke at tro, hvad de ser og hører. Som i Orwells 1984.

Ideen om at sandheden er normativ går tilbage til Platons idelære, hvor sandheden om tingene i verden er en ide, og som tingene skal leve op til. En sand stol er en stol, der er god at sidde i. En usand eller dårlig stol brækker benene eller sædet er for hårdt og ryglænet skævt.

Verden skal således måles på, om den lever op til vores ideer om den. Teorier om samfundet, fra statistik til disputatser, skal måles på, om de fremmer og er i overensstemmelse med verdensmålene, menneskerettighederne og CSR. Det er officiel universitetspolitik.

Hannah Arendts DNA i hele sit forfatterskab er denne ukuelige vilje til sandhed, uanset om den er belejlig, comme il faut, uvelkommen eller ude af trit med tidsånden.

Venstreorienterede på frihjul

Arendt slog igennem med trebindsværket Origins of Totalitarianism i 1951 (dansk udgave 1971-79), hvor hun brugte termen ’totalitær’ til at karakterisere nazismen og kommunismen, men også imperialismen og antisemitismen. Værket var med til i 1950erne at komme til forståelse af den verden, som få år forinden havde kæmpet blodige krige og udøvet massemord og holocaust. Hvad var det for kræfter, der var i spil?

Værket kan ses som en parallel til Karl Poppers The Open Society and Its Enemies, som kom i 1945, og F.A. Hayeks The Road to Serfdom fra 1944. Fælles er deres gruppering af kommunisme og nazisme som generiske, som varianter af samme model, mens de offentlige meninger og politikken især i Europa trak skellet mellem fascisme og anti-fascisme, hvor de venstreorienterede bevægelser kørte på frihjul som anti-fascistiske.

Arendt tilhørte gruppen af liberale antikommunister eller cold war liberals, som i 1950erne dominerede det demokratiske parti i USA. Republikanernes tendens til tilbagetrukken isolationisme gjorde dem mindre skarpe. Så vidt forskellige politikere som Harry S. Truman, John F. Kennedy, Willy Brandt og Jens Otto Krag er her repræsentative.

Blandt faghistorikere og især som de blev mere venstresnoede siden 1960erne blev det ikke populært at bruge totalitarisme-begrebet til at beskrive både Sovjet og Nazitidens Tyskland. Det blev set som ideologisk og politiserende, men det var den tradition, som Arendt skrev sig ind i. Først efter Murens fald blev totalitarisme igen rehabiliteret som en nyttig samlebetegnelse.

Ondskaben er diabolsk

I 1950erne chokerede Hannah Arendt endnu mere ved et lille essay, ”Reflections on Little Rock”, skrevet i 1957, men først trykt i 1959 i det venstreorienterede tidsskrift Dissent, som samtidigt tog skarpt afstand fra artiklen med disse ord: ”Vi trykker den ikke, fordi vi er enige, tværtimod, men fordi vi tror på ytringsfrihed selv for de synspunkter, som synes os helt forkerte”.

Arendt kommenterede konsekvenserne af den amerikanske højesteretsdom i 1954, Brown vs. Board of Education, som ophævede den negative racediskrimination i Sydstaternes skoler, men samtidigt pålagde positiv integration i skolerne. Det var den sidste del, som Arendt kritiserede på baggrunden af urolighederne i bl.a. Little Rock. Arendt mente ikke, at staten kunne og burde gennemtvinge desegregation uanset de gode intentioner, altså tvinge børn til at gå sammen i skoler, som forældrene ikke ønskede.

Arendt vart helt enig i ophævelsen af Jim Crow-lovgivningen, som gav delstaterne ret til at diskriminere efter race, men udtalte sin tydelige dissens overfor midlet til at imødegå fortidens fortrædeligheder og fordomme, nemlig positiv diskrimination. Hun mente ikke, at der kunne komme godt ud af at tvinge mennesker til at være sammen.

Artiklen fulgte ovenpå værket The Human Condition i 1958 (dansk oversættelse, Menneskets vilkår, 2005), som skelner mellem det politiske, hvor lighed og rettigheder er grundprincipperne, og hvor mennesket er frit, og så det sociale i samværet med andre, hvor mennesker er bundet sammen og forbundne. Den positive tvangsintegration i skolerne, som et stort flertal af danske forældre ville være uenige i – i hvert fald m.h.t. deres egne børn, anså Arendt for et politisk indgreb i det sociale, som ikke kunne løses nogle problemer. Ligesom George Orwell også i bogen The Road to Wigan  Pier fra 1937 skrev, at et forceret forsøg op at komme klassemodsætningerne og fordommene til livs ville være kontraproduktivt.

Men mærker hele tiden Arendts vilje til ikke at lade problemstillinger moralisere, eller gøre den moralske indstilling bestemmende over den nøgterne analysere af forholdene, også selvom konklusionerne bliver politisk ubelejlige. Der kommer ikke noget godt ud af ”rutinemæssigt at repetere liberale klicheer”, som Arendt skrev.

I 1961 lagde Hannah Arendt sig igen ud med en stor offentlighed, da hun fulgte og kommenterede retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem, og skrev bogen Eichmann in Jerusalem. A report on the banality of evil, 1963 (dansk udgave: Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet, 2007). Arendt skabte udtrykket ‘ondskabens banalitet’, da hun hævdede, at Eichmann ikke var ond, men kun en bureaukrat og medløber, der handlede som en god kontornusser. Da holocaust stod som det ondeste af det onde, den intentionelle og planlagte masse-likvidering af millioner af mennesker, virkede det som en voldsom provokation, da Arendt ikke beskrev Eichmann som et monster, men som en dygtig kontormand, der uden at stille spørgsmål gennemførte de opgaver og ordrer han fik i systemet.

Hvis ondskaben kun blev udført af djævle med trefork og horn i panden, ville den være meget nemmere at imødegå og forebygge i sin vorden, men ondskaben er netop diabolsk ved ofte ikke at kunne ses, før det er for sent.

Arendts konservative kritik 

I 1970 udkom bogen On violence (dansk udgave: Om vold, 1970), som gav en hård kritik af ungdoms- og studenteroprøret. Det var primært denne leflen med vold, som oprøret inkarnerede, som vakte Arendts forargelse. Hun ser Jean-Paul Sartre som den store skurk med sætninger som ”vold, der ikke lader sig holde tilbage, er mennesket, der skaber sig selv på ny” og ”at skyde en europæer ned er at slå to fluer med et smæk … tilbage bliver en død mand og en fri mand”. Arendt ser det uhyrlige opstå af denne lovprisning af vold med studenterbevægelsen, og især når studenter ”slutter sig sammen med udskud, hippier, narkomaner og psykopater”.

Arendts kritik er ganske konservativ, og sådan blev det faktisk også set i 1970. I Kristeligt Dagblad blev bogen om vold anmeldt af cand.theol. Per Salomonsen, der sluttede: ”jeg kan ikke fri mig for at mistænke hende for ’konservatisme’. Måske misbruger hun sin påtrængende logik til at sætte det amerikanske studenteroprør og borgerrettighedskæmperne på plads. Måske er hun en gusten fortaler for ’law and order’” (17/2 1971).

Gik mod konsensus

I 1975 hædrede Københavns Universitet Hanna Arendt med Sonningprisen. På det tidspunkt var Arendt så godt som ukendt i Danmark, og kun den lille bog om vold var oversat til dansk og udkommet på et sporadisk forlag. Hans Hertel skrev ved den lejlighed, at Arendt er ”et af de store kontroversielle navne i amerikansk samfundsforskning og samfundsdebat i disse år … men hertillands er hun ikke synderlig kendt og citeret” (Information 18/4 1975).

”Sonning-prisen til eksilforfatter” lød Kristeligt Dagblads overskrift (14/2 1975), hvor professor Steffen Steffensen karakteriserede Arendts forfatterskab ved, at ”skrifterne er ofte præget af dristig nytænkning, hvorfor hun har virket stærkt inspirerende på den internationale debat”. Studenterne ved Københavns Universitet boykottede vanen tro Sonning-prisen og næppe nogen har registreret, hvem hun var. Forinden havde både Karl Popper og Arthur Koestler fået prisen.

Hannah Arendt er en modig og kløgtig tænker helt udenfor ekkokamrene. Hun vovede at gå stik op imod de helligste sager i offentligheden og formulere en position, som ingen turde være enig med. At formulere det samme i dag ville par tout ekspedere enhver ud af det gode selskab. Måske har hun ikke ret, men frygtløsheden og civilcouragen kan ingen tage fra hende.

Kun forstår jeg ikke, hvorfor så mange feterer hende i dag, når hun faktisk er så kontroversiel i forhold til mainstream…

Et nyt studie viser, at fortiden ikke understøtter nutidens skrækscenarier om CO₂ som automatisk katastrofe. Historien minder os om, at klimaet er robust, og at højere CO₂ kan gavne plantevækst. Frem for panik bør vi satse på tilpasning, teknologi og økonomisk fornuft.

(PDF) Mesozoic atmospheric CO 2 concentrations reconstructed from dinosaur tooth enamel

En ny artikel i PNAS har gjort noget ret elegant: Den har kigget millioner af år tilbage i tiden ved at analysere kulstofisotoper i emaljen på dinosaurtænder. Ved at koble denne metode med information om fødekæder og plantefotosyntese har forskerne rekonstrueret atmosfærens CO₂-niveauer i jura og kridttiden.

Hvad fandt de?

Kort fortalt:

• CO₂-niveauerne lå meget højere end i dag – ofte over 1.000 ppm, nogle gange flere tusinde.
• Klimaet var varmt, men både dyr og planter trivedes. Faktisk var kloden frodig nok til at brødføde giganter som sauropoderne.
• Der var betydelige variationer i CO₂ over millioner af år, uden at livet på land gik til grunde.
• Metoden viser, at tidligere estimater af mesozoiske CO₂-niveauer ofte har været for lave.

Hvorfor er det relevant for klimadebatten i dag?

Der er naturligvis forskel på mesozoisk og moderne klima – kontinenterne lå anderledes, solens styrke var lidt lavere, og der var ingen Homo sapiens til at bekymre sig. Men fundene minder os om nogle nøgterne facts:

1. Højt CO₂ = ikke automatisk kollaps. Livet har eksisteret og udviklet sig under langt højere CO₂-niveauer end i dag.
2. Klimaet er mere robust end ofte antaget. Store udsving i CO₂ og temperatur har ikke nødvendigvis ført til masseudryddelser, medmindre andre faktorer (som asteroider eller supervulkaner) blandede sig.
3. Planter elsker CO₂. Højere koncentrationer stimulerer plantevækst – det gjaldt dengang, og det gælder stadig.

Den klimarealistiske vinkel

I nutidens debat hører vi ofte, at vi bevæger os ind på et “farligt ukendt territorium”, når CO₂ passerer 450 ppm. Men set i Jordens lange historie er dette tal ikke exceptionelt – det er tværtimod lavt. Mesozoiske CO₂-niveauer var mange gange højere, uden at kloden blev ubeboelig.

Det betyder ikke, at vi skal ignorere nutidens klimaændringer – men det betyder, at skrækscenarier, som antager, at højere CO₂-niveauer i sig selv fører til katastrofe, mangler historisk perspektiv. Vi bør i stedet fokusere på realistiske tilpasninger, teknologiske løsninger og økonomisk fornuft, fremfor panik.

Bundlinjen

Fortiden er ikke en perfekt manual for fremtiden – men den er et korrektiv til overdrevne fortællinger. Hvis dinosaurer kunne leve i et klima med 1.500 ppm CO₂, og verden var frodig, kan vi godt skyde en hvid pind gennem påstanden om  at “klimaændringer er katastrofale”.

Normalt beskriver man en fest set gennem gæsternes øjne. Men denne gang bør man tage offerets perspektiv. For hovedpersonen – Ukraine – var ikke inviteret. Præsident Zelenskyj har da også advaret om, at enhver aftale uden ukrainsk deltagelse er en aftale imod fred.

Putins teater i Alaska

Putin ankom til Elmendorf-Richardson-basen flankeret af udenrigsminister Lavrov og finansminister Siluanov. Trump havde sin udenrigsminister Marco Rubio og chefforhandler Steve Witkoff med sig. Men det var Putin, der dominerede scenen – både i luften og på jorden.

Han blev modtaget med pomp og pragt, inklusive jagereskorte og rød løber. Det russiske medieapparat jublede:

For Putin var dette første besøg i et vestligt land siden ICC’s arrestordre i 2022.

At det fandt sted i Alaska – tidligere russisk territorium – blev brugt som geopolitisk teater.

Pressemødet blev en skuffelse. Putin talte dobbelt så længe som Trump og leverede historiske tirader uden konkret information om, hvad der var opnået. Trump tilføjede intet substantielt og forlod scenen uden at svare på spørgsmål. “We’ve made some headway … so there’s no deal until there’s a deal,” sagde han – en vag formulering, der efterlod journalisterne målløse.

Der blev ikke underskrevet nogen formel aftale. Mødet blev kaldt produktivt, men uden resultater. Ukraine kræver fortsat en fuldstændig og betingelsesløs våbenhvile som grundlag for forhandlinger.

Ukraines fravær og Europas bekymring

Tidligere forsøg på midlertidige våbenhviler – som Easter Truce og Istanbul-aftalen – er brudt sammen. Rusland har gentagne gange krævet uacceptable indrømmelser: territoriale afståelser, afvisning af NATO-medlemskab og regeringsskifte i Kyiv.

Europæiske ledere har forsøgt at støtte Ukraine gennem initiativer som Coalition of the Willing og fredsbevarende styrker. Men fraværet af Ukraine ved bordet i Anchorage har skabt frygt for, at beslutninger træffes hen over hovedet på dem.

USA har ganske vist formidlet en aftale om sikker navigation i Sortehavet og et stop for angreb på energianlæg. Det er et teknisk fremskridt, men langt fra en bred fredsaftale. Rusland kobler endda aftalen til krav om sanktionslettelser og adgang til globale markeder.

Konklusion på topmødet

Putin fik næsten fuld gevinst: ingen nye sanktioner, ingen indrømmelser fra russisk side, og en ny frihed til at rejse uden risiko for arrest. Trump fremstod derimod uforberedt og svag. Hans løfte om at stoppe krigen på 24 timer er nu blot en tom parole.

Set fra Europa kunne det være endt værre: det frygtede scenarie, hvor Trump bortforhandler Ukraine, blev undgået. Men faren lurer. Hvis Trump vælger at give Zelenskyj skylden for ydmygelsen, risikerer vi, at USA helt trækker sig ud af konflikten. Og Ukraine og Europa kan ikke alene bære krigen.

EU og NATO i skyggen af Trump

Anchorage-mødet blev også en påmindelse om Europas afhængighed af USA. Både EU og NATO skal finde et nyt sprog, for at kunne håndtere en verden, hvor stormagter sætter dagsordenen uden hensyn til småstater.

Mark Rutte står i spidsen for en alliance, der lever i skyggen af Trump. NATO kan ganske enkelt ikke klare sig uden USA, og derfor må generalsekretæren finde sig i ydmygende scener, hvor han kalder præsidenten “Daddy”. Det er nemt at grine af, men alternativet havde været værre. Svenskerne er allerede frustrerede over inkompetencen i alliancen, og mange europæiske lande tøver med yderligere udvidelser, før Vesteuropa selv har oprustet.

Stemningen i alliancen er tålelig, men ikke tryg. Når USA’s største medlem truer med at overtage kontrollen over Canada og Grønland, virker NATO som en samspilsramt familie. At Trump samtidig flirter med alliancens hovedfjende i Moskva, gør ikke situationen bedre. Men så længe Europa ikke kan forsvare sig selv, må man betale “beskyttelsespenge”.

Ukraine er elefanten i rummet ved hvert NATO-topmøde. Og den akavede pressekonference i Anchorage viste, at freden næppe kommer med det trekløver, vi i nat stillede op med.

Europas markedsposition

Trump har sat gang i en toldkrig, der har efterladt lande som Japan, Australien og Schweiz uden en stabil handelsalliance. Mange søger derfor tættere tilknytning til EU, for at undgå at blive banket individuelt af Washington. Men folkelig modstand mod EU-udvidelser er stigende. Borgerne oplever, at nye medlemslande ofte kræver hjælp til at slippe af med korruption og dårlig økonomi, mens EU27 allerede har hænderne fulde med våbenproduktion og vækststrategi.

Japan illustrerer dilemmaet: et højtudviklet industriland, men med enorm gæld, aldrende befolkning og svært ved at tiltrække arbejdskraft. EU står stærkt på markedet, men har ikke appetit på at optage flere.

EU er mere attraktivt for andre, end EU selv ønsker at åbne døren.

USA’s ændrede strategi

Anchorage gjorde det tydeligt, at USA’s strategi under Trump har ændret sig fundamentalt. Han er tiltrukket af en verden, hvor stormagter deler kloden i interessesfærer. USA, Rusland og Kina hersker hver over deres del, uden hensyn til resten. Det er Kremls drøm, og nu også Washingtons og Beijings.

For Australien, Korea og EU27 er dette et skrækscenarie. Men for Putin var Anchorage en drøm: To præsidenter drøftede Ukraines fremtid uden Ukraine til stede.

Resten af verden har derimod interesse i en orden, hvor 193 lande har stemmeret – ikke kun tre supermagter. Og uden et fælles værdigrundlag i NATO bliver samarbejdet hult.

Den amerikanske forfatning skabte magtens tredeling som værn mod konger og kirkemagt. Men hvis magten nu arves, og småstater skal bede om beskyttelse fra centralmagterne, undermineres demokrati og frihedsrettigheder. Samfundsmodellen begynder at ligne cosa nostra: oligarkiske netværk, organiseret kriminalitet og loyalitet i stedet for lov. Når tech-milliardærer som Peter Thiel, der både leverer software til europæiske efterretningstjenester og har finansieret JD Vances vej til Det Hvide Hus, hævder at demokratiets epoke er forbi, er det fordi Kremls model kopieres på Pennsylvania Avenue.

De europæiske ledere begynder at forstå, at deres samfundsmodel er truet. Reaktionerne varierer: nogle lande søger mod højrepopulisme, bygger mure og tiltrækkes af Putins voldsparathed; andre forsøger at vise en tredje vej, hvor vestlige værdier bliver alternativet til de tre supermagter. Men de demokratiske procedurer sinker væksten, og EU’s egne problemlande – som Ungarn – fungerer som møllesten og drivankre. Sådanne hensyn tages hverken i Kina eller i Trumps USA.

Relationerne til Trump

Trods forskelle er det lykkedes at finde en modus. Friedrich Merz i Tyskland spiller en nøglerolle, mens Danmark må træde varsomt på grund af Grønland. Den finske præsident har vundet gehør – ikke mindst fordi han deler Trumps passion for golf. Og Labour-lederen Keir Starmer har opbygget et bemærkelsesværdigt forhold til præsidenten. Ursula von der Leyen har også haft held med at finde fælles fodslag, især da det var vigtigt at fjerne fokus fra Trumps forbindelse til Epstein. Kommissionsformanden opnåede fortrolighed, og forstod pludselig, at hun kunne få halveret toldsatsen, men at forudsætningen var at hun hjalp med at kalde aftalen for “verdens største” og at den skulle leveres så hurtigt at den kunne tage ilten ud af et MAGA-stormløb om Epstein mod Trump. Den slags kræver smidighed og menneskelig indsigt. Og så bliver det husket i Det Hvide Hus.

Kommunikationslinjerne over Atlanten fungerer altså, men på Trumps præmisser. Det fælles værdigrundlag sejler, og det er et problem, der må løses internt og hjemme i USA. Europa kan og skal ikke gøre det. Men samtidig efterspørger mange lande en handelsmæssig beskyttelse, som EU endnu ikke kan tilbyde fuldt ud, fordi den folkelige opbakning er begrænset.

Propagandasejr

Topmødet i Anchorage viste verden, hvad der sker, når freden forhandles uden ofret til stede. Putin fik en propagandasejr og frihed til at rejse. Trump fik endnu en ydmygelse, og Europa fik en påmindelse om, at både NATO og EU lever i skyggen af Washington.

Hvis Trump gør Zemlinsky til syndebuk, risikerer vi et USA, der trækker sig helt ud af konflikten. Det ville være en katastrofe – ikke kun for Ukraine, men for hele den vestlige verdens orden.

Anchorage var derfor mere end en skuffelse. Det var et varsel. Et varsel om, at Europa skal finde sit eget sprog, sin egen styrke og en ny vej, hvis ikke kontinentet skal reduceres til tilskuerpladser i et absurd teater, hvor tre supermagter deler kloden mellem sig.

Kansler Merz står overfor en kolossal opgave, som både haster og som ikke rigtig kan overdrages til andre. Jeg har forsøgt at beskrive udfordringen kortfattet, men sandheden er, at vejen frem er fyldt ned vejsidebomber, og toldaftalen med USA giver kun et kort pusterum. Hvis ikke det udnyttes, så er der ingen garanti for at roen genopstår. Og Merz skal ikke kun redde sig selv og EU. Men helst også gode venner, som hænger på en klippeskrænt.

Af alle de som kæmper, er Schweizerne faktisk dem, som savner EU mest lige nu. Det synes vigtigt, at alpelandet kommer med – ellers er det et opsamlingsheat for de rigeste Commonwealth lande garneret den sydlige Stillehavsregion.

Europas vækstlokomotiv til eksamen

Tyskland står ved en skillevej. Europas største økonomi er ikke længere garant for fremdrift, men snarere genstand for bekymring. Hvis Tyskland ikke formår at genopfinde sig selv, risikerer hele EU27 at miste fodfæste i en verden, der bevæger sig hurtigere end nogensinde.

Merkel-æraens forsigtighed har efterladt landet med et efterslæb på centrale områder. Digital infrastruktur, som i Danmark og Estland er en selvfølge, er i Tyskland stadig præget af papir, telefax (!) og bureaukrati. Nedlukningen af kernekraftværker – nogle af verdens mest stabile – blev gennemført som et knæfald for den yderste venstrefløj uden en klar plan for erstatning, og afhængigheden af russisk gas blev først erkendt, da det var for sent.

Draghi-rapporten har givet et bud på Europas økonomiske fremtid, men løsningerne tager udgangspunkt i en virkelighed, hvor Tyskland stadig spiller en central rolle. Spørgsmålet er, om landet er i stand til at løfte den opgave. Lånebremsen er løsnet, og Merz har åbnet for investeringer, men han står over for en succesrig fløj, der prioriterer socialpolitik og national identitet over vækst og innovation.

De store landes ansvar – og deres politiske dilemma

Tyskland, Frankrig og Italien bærer et særligt ansvar for Europas fremtid. Men deres politiske landskaber er præget af højrepopulistiske strømninger, som i stigende grad sætter dagsordenen. Vælgerne – ofte kortuddannede og økonomisk pressede – drømmer sig tilbage til et produktionssamfund med fuld beskæftigelse og nationale løsninger.

Denne nostalgi kolliderer med virkeligheden. Automatisering, digitalisering, global konkurrence og demografisk forandring gør det til en taberstrategi at vende tilbage til 1980’ernes industrimodel. Men det er netop denne model, som mange politiske bevægelser forsøger at genoplive – ofte på bekostning af investeringer i teknologi, grøn omstilling og europæisk integration.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron er term-begrænset og kan ikke genopstille i 2027. Italiens økonomi er præget af lav vækst og strukturelle udfordringer – BNP ventes kun at stige med 0,6 % i 2025. Derfor er det Tyskland, der må tage lederskab, hvis EU skal undgå at blive fragmenteret og reaktiv.

Et verdensmarked på vej i konflikt

Samtidig med Europas indre spændinger, bevæger verdensmarkedet sig mod en ny form for konflikt. USA og Kina omdefinerer spillereglerne – ikke med våben, men med teknologi, handel og geopolitisk pres.

Kina har overhalet Europa på centrale områder: grøn brint, bilindustri, AI og mobilteknologi. Tyske bilproducenter som BMW og VW har allerede været tæt på at flytte al udvikling til Kina, og Tesla’s motorstyringer udvikles nu i Shenzhen – Kinas intelligens for IT-udvikling.

USA under Trump har destabiliseret NATO, indført toldbarrierer og signaleret, at Europa må klare sig selv. Anders Fogh Rasmussen har sammenfattet udviklingen klart: Europa har mistet sin adgang til billig sikkerhed fra USA, billig energi fra Rusland og billige varer fra Kina. Nu er alle tre haner lukket.

Tyskland som brobygger – Europas strategiske anker

Hvis Europa skal genvinde sin strategiske handlekraft, må Tyskland ikke blot genopfinde sig selv – det må også træde i karakter som brobygger mellem EU og de demokratier, der står uden handelsbeskyttelse.

Canada, Australien, New Zealand, Japan, Sydkorea, Taiwan, Storbritannien og Schweiz udgør en gruppe af frie samfund, som i dag er overladt til bilaterale forhandlinger med Washington og Beijing. De har ingen fælles toldstruktur, ingen handelsmæssig alliance og ingen sikkerhed for, at deres demokratiske værdier ikke bliver udnyttet som forhandlingsbrikker.

Alliance of Democracies – stiftet af Anders Fogh Rasmussen – har arbejdet for en global værdikoalition af demokratier. Men det er vigtigt at skelne mellem strategisk værdifællesskab og operationel handelsbeskyttelse. En overstatslig struktur risikerer at miste folkelig opbakning i EU27, hvis den ikke har en klar og afgrænset funktion.

Derfor er det nødvendigt med en ny tilgang: en EU-ledet associeringsaftale med de 8 demokratier, som står uden beskyttelse. Det er ikke en værdikoalition – det er en handelsmæssig og strategisk nødvendighed. Og det kræver, at Tyskland går forrest.

Hvad skal vi holde øje med?

• Tysk lånepolitik: Vil Merz fastholde åbningen mod investering?
• SMR-kernekraftteknologiens udbredelse: Kan Europa skabe en ny energimodel?
• Digital investering pr. capita: Er Tyskland i gang med at indhente efterslæbet?
• Kina-EU handelsrelationer: Vil EU turde sætte grænser?
• Toldpolitikken: Kan EU beskytte sine partnere uden at lade USA dominere dagsordenen?

Opgaven er gigantisk, og den haster

Europa har brug for et vækstlokomotiv – strategisk, digitalt og grønt. Hvis Tyskland kan løfte den opgave, kan hele EU27 genvinde sin globale relevans. Hvis ikke, risikerer vi at blive reduceret til tilskuere i en verden, hvor magten fordeles mellem Washington, Beijing og Kreml.