Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
I løbet af det seneste år har en ny aftale på gymnasieområdet vakt stor diskussion.
Aftalen, der også omtales som afskaffelsen af det frie gymnasievalg, gør, at man nu vil fordele gymnasieelever på baggrund af deres forældres indkomst.
Forslaget blev først bragt på banen helt tilbage i januar 2020, endda af formanden for Danske Gymnasie, Birgitte Vedersø, selv, og blev allerede dengang mødt af stor modstand.
Afskaffelsen af det frie gymnasievalg skal, som Vedersø selv forklarer det, medvirke til at elever ikke søger sammen på bestemte gymnasier.
I Folketingssalen har forslaget ligeledes lagt op til store diskussioner.
Her er blandt andet Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh stærkt imod forslaget, som blandt andet kan ses udspille sig i en af LA’s kampagnevideoer, imens Socialistisk Folkepartis leder Pia Olsen Dyhr er for forslaget.
Og her har det for sidstnævnte betydet, at støtten for afskaffelsen af det frie gymnasievalg også har medbragt et spørgsmål om hykleri.
”Hvor stort er hykleriet på en skala fra 1-10?”
Det forholder sig nemlig sådan, at den socialistiske partileders egen datter er blevet sendt på privatskole.
Dette skete tilbage i sensommeren 2020, hvor partilederen dengang sagde, ”jeg er mor først – derefter politiker”, og uddybede:
– Hendes klasse kørte desværre rigtig dårligt de sidste år, og hun havde ikke længere lyst til at gå der, da hendes tætte veninder valgte at skifte skole.
SF har dog netop gang på gang understreget, det er en bekymring, at forældre fravælger folkeskolen.
Grunden til dette forklarer partiet ved, at privatskolerne så at sige ikke er med til at løfte det sociale ansvar.
Dertil har partiet også gentagne gange fremlagt et ønske om at sænke tilskuddet til privatskolerne.
Nu er det dog partiets egen formand, der ikke er ”med til at løfte det sociale ansvar” – for valget kunne stadig have faldet på en almindelig folkeskole, fremfor flytning til privatskole.
Hykleriet er dertil kun blevet større, siden forslaget om at afskaffe det fri gymnasievalg kom på banen inden for det seneste år.
Efter en af den forgangne uges partilederrunder stillede Ekstrabladet derfor Olsen Dyhr spørgsmålet: ”Hvor stort hykleriet er på en skala fra 1-10?”.
Dette kan SF-politikeren dog ikke svare på.
Og efter at have uddybet, at SF jo støtter frie og private skoler, afbryder journalisten igen, og beretter, ”Så SF støtter frie og private skoler… men ikke det frie gymnasievalg – hvad er forskellen?”.
Olsen Dyhr meddeler hertil, at hun det er en sammenblanding af pærer og bananer.