Indblik mener: Det er nu, vi skal indfri vores NATO-løfte og bruge to procent af BNP på forsvaret

Den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky og NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg mødes den 16. december 2021. (Foto: President.gov.ua)

Det bør stå klart for enhver, at tiden er inde til at leve op til vores NATO-løfte og bruge to procent af BNP på forsvaret. De 18 milliarder, som dette koster, bør vi finde ved at gennemføre hårdt tiltrængte reformer af vores vildtvoksende velfærdsstat, skriver chefredaktør Claes Kirkeby Theilgaard i denne leder.

Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk 

Ruslands invasion af Ukraine har været et wakeupcall for Danmark og resten af den frie verden. Pludselig står det pisset i sne, at vi ikke kan tage hverken freden eller friheden for givet. 

Nu spørges der i ind- og udland om, hvordan vi bedst sikrer os mod en Putin på fremmarch – og alle de andre trusler, der lurer i horisonten. 

Svaret ligger lige for, og har gjort det i mange år: Et styrket NATO-samarbejde er vejen frem.

I virkeligheden er det langt hen ad vejen NATO’s fortjeneste, at vi i Danmark ikke behøver frygte, at vi bliver rendt over ende af Putin, som det i disse dage sker for ukrainerne. 

Et lille land som os kan svært klare sig uden allierede. Alligevel har vi i mange år svigtet vores ansvar, når det kommer til NATO-ansvaret. Vi har nasset på USA og andre, der betaler deres “fair share” til samarbejdet.

Tilbage i 2014 forpligtede vi os på et fælles NATO-mål om at bruge mindst to procent af vores BNP på forsvaret. Men siden da har vi – og mange andre lande – ikke formået at leve op til vores løfte.

Det har herhjemme været aftalt, at vi frem mod 2023 skal op på at bruge 1,5 procent af BNP på forsvaret. I skrivende stund bruger vi 1,41 procent. Det er langtfra godt nok.

Tyskland har indtil nu været i en situation som Danmark. Men også de kan se vanviddet, og derfor har kansler Olaf Scholz meldt ud, at Tyskland fremover vil leve op til sit løfte og bruge over to procent af BNP på forsvaret.

Danmark bør følge trop snarest muligt. For helt ærligt: Hvis ikke nu, hvornår så?

Der er ingen tvivl om, at det vil koste dyrt at leve op til vores NATO-løfte. Tal fra Finansministeriet viser, at det vil koste ca. 18 milliarder kroner. Men det er en pris, som vi uden at blinke bør være villige til at betale. For fred og frihed er ikke gratis. 

Investerer vi ikke i forsvaret, så Danmark og danskerne er sikret, kan alt andet politik være ganske ligegyldigt. Vi bør ikke investere i forsvaret for at ruste os til krig, men for at sikre os til fred.

Spørgsmålet er dog, hvordan de nødvendige 18 milliarder skal findes.

Socialisterne vil nok råbe på højere skatter, som de altid gør. Men det er simpelthen ikke rimeligt, at danskerne, der i forvejen lever i landet med verdens højeste skattetryk, skal flås yderligere af griske politikere.

Slet ikke, når der foreligger en oplagt anden mulighed: At gennemføre hårdt tiltrængte reformer af vores vildtvoksende velfærdsstat. Reformer, som vi alt for længe har udskudt.

I reglen er det nemlig sådan, at selv nødvendige reformer af velfærdsstaten typisk kun sker, når politikerne ingen andre muligheder har. Og det har de ikke nu.

Hvorfor ikke gøre den russiske invasion til noget, der styrker Danmark både udadtil i form af et bedre forsvar og en bedre forsvarsalliance og indadtil i form af en mere velfungerende velfærdsstat?

Hvis man vil finde de 18 milliarder til at løfte forsvaret, kunne man starte med at se på jobcentrene. De koster 13 milliarder kroner årligt, men gør ikke nogen nævneværdig forskel

Derudover kunne man, som Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh foreslår i Berlingske, udfase efterlønnen, afskaffe Arnepensionen og reformere SU’en, så den bliver omlagt til et lån og ikke en overførselsindkomst for kandidatstuderende. Alt sammen noget, der ville frigive i omegnen af 14 milliarder kroner.

Et andet oplagt sted at indføre reformer er på erhvervsstøtten. Den var i 2021 på hele 42 milliarder kroner. Og det er uden tvivl rart for visse dele af erhvervslivet at være på patten, men mon ikke der er mulighed for også at spare mindst et par milliarder her? 

Den måske mest oplagte mulighed er at trække tæppet under en problematisk aftale, som rød blok sammen med Venstre har indgået.

De røde partier og Venstre har indgået en aftale om, at det offentlige forbrug skal følge det såkaldte demografiske træk, altså at den offentlige sektor skal tilføres stadigt flere penge, efterhånden som der kommer flere ældre.

Udover at være en håbløst uoriginal aftale, der alene søger at hælde flere penge i et offentligt velfærdssystem, der halter, er denne aftale også helt exceptionelt dyr. Den koster nemlig 25 milliarder frem mod 2030

Skulle aftalepartierne komme på bedre tanker og f.eks. indgå i en aftale, der sikrer mere effektiv velfærd ved f.eks. at udlicitere mere til private udbydere, kan i hvert fald en god luns af denne massive sum blive frigjort.

Ovenstående er blot et par enkelte bud på, hvordan finansieringen skal findes. Man bør huske på, at selvom 18 milliarder kroner er mange penge, så svarer beløbet omtrent til den dummebøde, skatteyderne blev efterladt med, da den socialdemokratiske regering ulovligt nedlagde minkerhvervet og senere måtte betale aflad i form af en i øvrigt helt passende erstatning.

Og husk så også, at det samlede statsbudget ifølge Danmarks Statistik årligt er på mere end 1.200 milliarder kroner.

Så pengene må kunne findes. Hvor der er vilje, er der vej. Sæt i gang, kære politikere.

Dette er en leder, der udtrykker Indbliks holdning. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?