Indblik mener: Det var på tide

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Coronavirus er en sygdom, der skal håndteres. Men vi må ikke kvæle livet og friheden i forsøget på at håndtere sygdommen, skriver chefredaktør Claes Theilgaard i denne leder.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

I dag genåbner Danmark endelig en smule mere. 

Jerngrebet løsnes, men kun delvist.

Mange restriktioner holdes stadig i hævd, selv her mere end et år efter coronavirussens indtog og den første nedlukning.

Alligevel finder mange grund til at fejre, at vi nu åbner blot en smule mere op.

Man får næsten det indtryk, at vi skal være taknemmelige for, at vi slipper for mundbindskravet i supermarkedet og coronapasset på biblioteket.

Men det er ærligt talt en mærkelig indstilling til tingene.

Vi skal ikke takke for, at vi får en bid af vores almindelige liv og frihed tilbage. Vi burde i stedet være kritiske overfor det faktum, at friheden blev taget fra os i første omgang. 

Samtidig bør vi stille os undrende overfor, at vi endnu ikke har fået hverdagen tilbage, som vi kender den.

Vi bør ikke glæde os over, at vi nu kan smide mundbindet i de fleste sammenhænge, men i stedet konstatere, at det godt nok var på tide, at restriktionerne blev lempet.

Efterhånden er der så mange vaccinerede og så få smittede, indlagte og døde, at vi er nødt til at spørge: Hvorfor er der overhovedet restriktioner tilbage?

Tiden er ikke til at falde hen i misforstået taknemmelighed. 

I stedet er det nu, hvor der er et åbent politisk vindue til det, at vi skal skubbe på, så endnu flere restriktioner kan bortfalde.

Samtidig skal vi sætte hegnspæle op, så vi kan sikre os, at restriktionerne ikke blot vender tilbage for fuld kraft til efteråret og vinteren, hvor virussæsonen igen er over os.

Det var på tide, at maskerne faldt. Det er godt, at der bliver åbnet op, lempet betragteligt, og at danskerne får mere af deres frihed igen.

Men på sigt bør målet være, at vi lærer at leve med coronavirus på lige fod med andre sygdomme, f.eks. influenza.

Det vil sige en mere fornuftig og proportionel tilgang til sygdommen, der bl.a. vil indebære en fuldstændig og endegyldig afsked med mundbind, coronapas og andre indgreb og restriktioner.

Coronavirus er en sygdom, der skal håndteres. Men vi må ikke kvæle livet og friheden i forsøget på at håndtere sygdommen.

Kan du lide, hvad du læser?

Så bliv medlem af Indblik for kun 49 kroner om måneden, støt vores arbejde og få adgang til vores medlemsfordele. Vores medlemmer får bl.a. direkte adgang til at komme med idéer til historier.

Bliv medlem her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?