Krisetider afslører folks sande værd. Og var man i tvivl, sætter Afghanistan-krisen to streger under en ubehagelig sandhed: den nuværende socialdemokratiske regering er uduelig, skriver chefredaktør Claes Theilgaard i denne leder.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Siden coronakrisen har den socialdemokratiske regering anført af Mette Frederiksen i mange folks øjne været mestre ud i krisehåndtering.

I starten viste Frederiksen og co. resolut handlekraft – eller i hvert fald en overrumplende villighed til at tage folks personlige frihed fra dem – da coronavirussen gjorde sit indtog.

Det senere kaotiske forløb omkring coronahåndteringen har dog vist, at det ikke så meget var god krisehåndtering, men mere kontrol af befolkningen, som regeringen excellerede i. Og lad os slå fast, at de to ting ikke er det samme. I hvert fald ikke i et frit land.

Sidenhen er regeringen blevet kastet ud i flere kriser, herunder Syriensbørnene, udrejsecenteret på Langeland og den, de nu befinder sig midt i: Afghanistan-krisen, der i disse dage udfolder sig for øjnene af os.

Fælles for alle disse kriser er, at regeringens ministre har løbet rundt som høns uden hoveder.

Når der er blevet taget klare valg, hvilket dog ofte har været en mangelvare, har regeringen taget valg efter strategiske overvejelser ift. især udlændingepolitikken, hvor man ikke vil tabe stemmer til strammere partier.

Oftest er der sket det, at regeringen siden er blevet presset til at omgøre sine beslutninger af såvel støttepartier som opposition.

Krisetider afslører folks sande værd. Og var man i tvivl, sætter Afghanistan-krisen to streger under en ubehagelig sandhed: den nuværende socialdemokratiske regering er uduelig.

USA og Joe Biden er måske den sande skurk i Afghanistan-krisen, men regeringen har også svigtet massivt. 

Man har siddet advarsler overhørig i månedsvis og har tøvet med at evakuere danskere og lokalansatte. Alt sammen, fordi man manglede rygrad.

Eller fordi man som udenrigsminister Jeppe Kofod var på ferie, da tingene eskalerede i Afghanistan.

Da krisen så brød ud i lys lue sidste weekend, brugte landets statsminister og forsvarsminister tiden på at tage til Folkeklubben-koncert på Fyn og tale om sæler på Ærø.

Helt ærligt, det virker jo som om, at regeringen langt hen ad vejen ikke har taget krisen i Afghanistan seriøst.

Nuvel, man forsøgte onsdag at klinke skårene ved at afholde et pressemøde i Spejlsalen. 

Måske forsøgte man at hidkalde urkraften fra 2020’s coronapressemøder, hvor danskerne lyttede alvorstungt med og rettede ind, når regeringens ministre talte til befolkningen på TV.

Problemet var bare, at pressemødet burde være afholdt længe inden onsdag. Regeringen burde have udvist ansvar og handlet for længst. De burde have adresseret befolkningen for længst.

Derfor virkede onsdagens pressemøde med Mette Frederiksen, Jeppe Kofod og Trine Bramsen mest af alt som et febrilsk forsøg på en feberredning.

Uden at gøre sig til overdommer kan man vist godt konstatere, at redningen ikke lykkedes.

Regeringens håndtering af Afghanistan-krisen står allerede som endnu et eksempel på, at regeringen ikke duer, når vi i krisetider har særligt brug for politisk lederskab.

Man kan håbe, at regeringen nu får reddet alle danskere og lokalansatte ambassadefolk ud af Afghanistan.

Når det er gjort, venter en bebudet kulegravning af forløbet. Og når selv Socialistisk Folkeparti allerede har åbnet for, at Afghanistan-krisen kan få “konsekvenser” for ministre, bør regeringen forberede sig på en – ganske fortjent – svær tid.

Måske endda en tid med mandefald.

Dette er en leder, der udtrykker Indbliks holdning. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.