Indblik mener: Sådan genvinder blå blok magten

Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (KF) under spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketingssalen på Christiansborg i København, tirsdag den 9. november 2021. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Det kan godt være, at skandalesager om SMS’er og mink har fået rød blok til at bløde, men skal blå blok for alvor genvinde magten, er det noget helt andet, der skal til. Det skriver chefredaktør Claes Theilgaard i denne leder.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

Magten er ved at tippe i dansk politik. Rød og blå blok står pludselig ganske lige i meningsmålingerne. Ja, måske tager blå blok endda føringen for første gang siden folketingsvalget, som et nyt vægtet gennemsnit fra Altinget kunne tyde på.

Årsagen er ikke så meget, at blå blok har gjort det godt, men snarere, at det største parti i rød blok – Socialdemokratiet – har formået at ødelægge meget for sig selv.

Siden årets begyndelse har regeringspartiet tabt seks procentpoint af sin vælgeropbakning og er således gået fra 32,8 procent til 26,5 procent i målingerne.

Det koster på vælgeropbakningen, når man ulovligt nedlægger et helt erhverv og siden sletter sine SMS’er om forløbet.

I disse tider, hvor de blå partier for første gang længe kan ane regeringsmagten i horisonten, bider de sig stadigt mere fast i mink- og SMS-skandalen.

Men det er den forkerte vej at gå.

Det er ikke, fordi denne sag ikke er vigtig. Det er den. Der er trods alt tale om den største politiske skandale på dansk jord i nyere tid, og den skal følges til dørs.

Problemet er derimod, at blå blok synes at mene, at mere snak om mink og SMS’er er den rette vej til at genvinde magten.

Tror man det, overser man dog det virkelige problem: Den akutte mangel på idéer, som plager blå blok.

Faktum er desværre, at rød blok alt for længe har siddet på det, man med et til lejligheden opfundet begreb kan kalde idémagten. 

Kast et blik på debatten, og du vil hurtigt se følgende mønster åbenbare sig: Et rødt parti – typisk Socialdemokratiet eller Enhedslisten – spiller en idé på banen, som de blå partier derefter kritiserer i skarpe vendinger. Rød idé, blå reaktion.

Nu er det jo fint og oftest berettiget at kritisere sine politiske modstanderes idéer. Problemet opstår, når man kommer til at sidde fast i denne reaktive rolle og ikke selv spiller nogle idéer på banen.

Så kan man hurtigt komme til at virke som en mandagstræner. Det er heri, blå bloks største problem ligger.

Røde politikere og debattører spytter debatbøger og store politiske progammer ud, mens blå blok oftest blot forfalder til at blot at nedsable disse uden selv at præsentere konkrete modspil i hverken bog- eller programform.

Konsekvensen bliver, at Danmark bliver stadigt mere rødt. Uanset, hvor meget de blå kritiserer – og uanset, hvor meget de har ret i deres kritik.

Fordi rød blok i så lang tid har siddet på idémagten herhjemme, er retningen for Danmark for længst sat mod mere stat, mere tvang og mere regulering. Kritik af de rødes idéer kan kun forhale udviklingen en smule, men ikke vende skuden. 

Det sidste kan kun selvstændige, konstruktive politiske idéer. Og de er i dag en mangelvare i blå blok og det borgerligt-liberale Danmark som hele.

Der er simpelthen behov for at sprænge de blodrøde rammer, som dansk politik opererer indenfor. Rammer, som gør, at ethvert forslag til blot en lille skattelettelse, afbureaukratisering eller frigørelse bliver anset som udtryk for enten ondskab, egoisme eller begge.

Så længe Danmark og danskerne er præget af røde idéer, bliver Danmark aldrig rigtigt blåt. Det er derfor, at det er kampen om idémagten, der kommer til at afgøre Danmarks fremtid.

Heldigvis for blå blok har der næsten aldrig været et bedre tidspunkt end netop nu til at kaste sig ind i idékampen.

Det pres, som rød blok og særligt Socialdemokratiet for tiden er under, udgør i virkeligheden et godt afsæt for at tage hul på idédebatten i blå blok. 

På sin vis har den vedholdende kritik i mink- og SMS-skandalen altså virket, men tiden er nu inde til at rykke videre fra de kortsigtede politiske slagsmål og i stedet fokusere på at bygge nogle mere langtidsholdbare politiske projekter op.

Det ville være katastrofalt, hvis blå blok ved næste valg vinder regeringsmagten, men har forsømt at gøre dette opbyggelige politiske forarbejde.

Medgivet, det er sværere og mere krævende selv at sætte kursen end at kritisere den, som andre udstikker. Men samtidig er det så meget vigtigere at udforme egne politiske idéer end blot at slå plat på det seneste nyt om Mette Frederiksens SMS’er.

Det er nu blå blok skal træde i karakter. Det er nu de konkrete politiske idéer skal på bordet, og harmdirrende Facebookopslag skal skiftes ud med visionære debatbøger og politiske udspil. 

Det er nu idémagten skal gribes, så det bliver blå idéer, der for fremtiden sætter rammerne og dagsordenen, mens de røde er forvist til blot at reagere og om muligt forhale udviklingen. Sådan bliver retningen sat mod et bedre og mere blåt Danmark.

Dette er en leder, der udtrykker Indbliks holdning. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?