Den høje, skatteyderbetalte løn i landets testcentre betyder, at restauranter har svært ved at finde ansatte.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
– I restaurationsbranchen kan vi aldrig hamle op med sådanne lønninger. Det er vores kæmpe udfordring.
Sådan lyder det fra den bekymrede restaurantejer Mathias Walther til Børsen.
Han og flere andre restauratører har mod forventning svært ved at finde unge, der vil arbejde som f.eks. tjenere eller bartendere.
Det skyldes, at de unge kan få en højere løn i de skatteyderfinansierede testcentre, der bl.a. drives af Copenhagen Medical.
Som ung poder kan man se frem til en timeløn på 187 kroner – og det er uden evt. tillæg. Til sammenligning får man typisk 130 kroner i timen i restaurationsbranchen som ung ansat uden overenskomst, lyder det fra Horesta, restaurationserhvervets brancheorganisation.