Der har gennem de senere år adskillige gange været politiske drøftelser om Kammeradvokatordningen, ofte begrundet af meget høje omkostninger ved ordningen. Der har været foretaget mindre ændringer, senest i 2015, hvor man afskaffede den personificerede Kammeradvokat, som var udnævnt af dronningen. Men selve ordningen blev i det store og hele videreført.

Politikere, især fra Venstre og Socialistisk Folkeparti, har været kritiske over for ordningen. Der har været fremlagt forslag, bl.a.om udbud af alle opgaver til andre advokatkontorer, men der har stort set ikke været talt om en løsning som i andre lande, så Kammeradvokaten blev en del af staten. I øvrigt tror de fleste danskere, at Kammeradvokaten er ansat af staten som embedsmand!

I SVM-regeringsgrundlaget fra december 2022 står der:
“Regeringen ønsker øget konkurrence om den juridiske rådgivning af staten. Regeringen vil se på mulighederne for – og potentialerne ved – hel eller delvis konkurrenceudsættelse af kammeradvokatordningen, der skal frigive et provenu for staten.”

Forslaget i artiklen her er ikke opfundet ved en nøje analyse af fordele og ulemper ved den nuværende Kammeradvokatordning, men er baseret på den norske ordning, som har fungeret siden 1962, efter at Norge afskaffede en ordning, der havde været baseret på den danske Kammeradvokatordning. Så ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken, når den allerede findes og har fungeret i 60 år til nordmændenes tilfredshed med meget mindre omkostninger og meget færre retssager.

Findes vores Kammeradvokatordning i andre lande?
Dr.jur. Frederik Waage forsvarede i 2017 en doktordisputats om Kammeradvokatordningen, ”Det offentlige som procespart”. I hans store værk undersøgte han, hvilke ordninger andre lande har. Han fandt, at Danmark på det punkt er meget speciel. Kun i Holland er der en ordning, der på nogle punkter ligner den danske. De lande, som vi normalt sammenligner os med, især vore skandinaviske naboer, har ikke noget, der ligner den danske ordning.

Følgende afsnit er hentet fra Frederik Waages bog: Offentligretlige retssager

“Norge har haft en ordning helt som den danske (som Norge ”arvede” fra os), men har som nævnt ændret den fundamentalt i 1962.
I Sverige føres det offentliges retssager i overvejende grad af embedsmænd. Repræsentationen i civile sager forestås i almindelighed af embedsmænd, der er underlagt den svenske Justitiekanslers tilsyn. I sager ved forvaltningsdomstolene møder det offentlige i almindelighed ved embedsmænd, ofte de samme, som har behandlet forvaltningssagen. De svenske kommuner lader sig endvidere ofte repræsentere ved private advokater i civile retssager.
I Finland er ansvaret for statens retssagsførelse fordelt mellem Finansministeriet (i forhold til retssager om offentligt erstatningsansvar) og Justitsministeriet (i forhold til øvrige retssager). Repræsentationen sker normalt ved embedsmænd, men det er dog også almindeligt, at de respektive myndigheder engagerer private advokater. En række øvrige lande har centrale enheder, der ledes af en højtstående embedsmand i civile sager og forvaltningssager. Det gælder bl.a. Østrig (die Finanzprokuratur), Italien (Avvocato Generale dello Stato) og Spanien (Abogacia General del Estado).
Ved de lavere retsinstanser i England og Wales forestås civil retssagsførelse både af embedsmænd og advokater (solicitors og barristers). Offentlige solicitorsager varetages dels af embedsmænd i de enkelte ministerier, dels af ansatte i den selvstændige Government Legal Department, der er en form for advokatstyrelse. Visse solicitorsager behandles dog af eksterne advokatfirmaer, der har indgået en rammeaftale med staten efter et afholdt udbud. Selve retssagsbehandlingen på vegne af det offentlige ved de højere domstole afvikles i alle tilfælde af private barristers. I USA forestås alle den føderale stats civile retssager af en særlig afdeling af det amerikanske Department of Justice, der er en integreret del af embedsværket. Retssager for den amerikanske højesteret (US Supreme Court) forestås af The Solicitor General, en særligt højtstående embedsmand. I de enkelte delstater sker repræsentationen tilsvarende i overvejende grad ved embedsmænd, idet der dog lokalt i mindre omfang sker udlicitering til private advokatvirksomheder.”

Hvad er der galt med Kammeradvokatordningen?
Der er mange grunde til, at andre lande ikke har en ordning som den danske. Det er ofte de eksorbitante omkostninger ved den danske ordning, som får politikerne til at råbe op. Men der er mange andre grunde til at råbe op, fordi det er et privat advokatfirma, som sideordnet driver Kammeradvokatfunktionen.
Et privat advokatfirma er en forretning, som skal tjene penge. Der er derfor ikke nogen stor interesse i at forlige sager. Det giver jo ikke salær. Det giver incitament til at anke sager, selv om det måtte se håbløst ud, for det giver salær. Når Kammeradvokaten også fungerer som rådgiver for staten, er der også her et incitament til at foreslå at anlægge sager. Det giver salær. Selv om f.eks. SKAT skal træffe den endelige beslutning om at anlægge en sag, om at anke etc., så vil SKAT ofte følge rådet fra Kammeradvokaten. Kammeradvokaten har gennem de sidste 25 år opnået en status, der gør, at dommerne ofte lytter mere til Kammeradvokaten end til andre advokater, f.eks. i skattesager, som for de fleste dommere er meget vanskelige at overskue på grund af de utallige skattelove, som konstant ændres. De nævnte argumenter truer alle retssikkerheden. Og alle argumenterne kan føres tilbage til, at det er et privat advokatfirma, som Kammeradvokaten er en del af.

Det går helt galt, når Kammeradvokaten fører sager mod andre private advokatfirmaer, som f.eks. senest Bech-Bruun. Det kan ikke være rigtigt, at staten betaler et privat advokatfirma (under navnet Kammeradvokaten) for at føre sag mod en konkurrent.
Nogle politikere mener, at Kammeradvokaten er den mest uafhængige advokat, men advokatfirmaet Poul Schmith er slet ikke uafhængig, da hovedparten af indtægterne kommer fra staten. Et privat firma styres af penge. Det er utopi at tro andet. Uden konkurrence er Kammeradvokaten i realiteten den, der selv kan styre indtjeningen ved at anbefale sagsførelse og anbefale anke af sager.
Der er blandt jurister nogen uenighed om, hvorvidt forvaltningsloven også gælder for Kammeradvokaten, når Kammeradvokaten er et privat advokatfirma.

Det bringer retssikkerheden i fare.

Kammeradvokaten er naturligvis bange for at miste sin særstatus. Man har udvidet sine stofområder til også at omfatte bl.a. M&A og ejendomme. Derfor opstår oftere habilitetsspørgsmål internt hos Poul Schmith.

Kammeradvokaten har efter alt at dømme sin største indtjening fra konkursboer, som ikke er omfattet af prisaftalen med staten, da det er retterne, der udpeger kurator. Det er typisk SKAT, der er største kreditor. Der er ingen fornuftig grund til, at Kammeradvokaten får alle disse boer. Selv de største af boerne kan klares af andre store advokatfirmaer. Det er med til at forvride konkurrencen, da den store indtjening fra konkursboerne kan bruges til at konkurrere med de andre private advokatfirmaer.

Frederik Waage har i sin doktordisputats argumenteret for, at det vil styrke de offentlige myndigheders generelle sagsbehandlingskvalitet, hvis de fik flere jurister in-house, der kunne varetage retssagsbehandling. Der er eksempler på, at Kammeradvokaten både har udarbejdet lovforslag og lavet udkast til regulære afgørelser. Man bør aldrig være i en situation i forvaltningen, hvor man ikke har jurister, der kan matche en privat advokat. Kammeradvokaten skal, som enhver anden advokat, repræsentere sin klients interesser og nøjes med at fremføre, hvad der er bedst for klienten – her staten. Jura er nemlig ikke nogen eksakt videnskab. Der er derfor ingen der kan påstå, at Kammeradvokaten nødvendigvis repræsenterer staten som den ophøjede part, der skal sikre en for staten og borgeren retfærdig løsning.
Et privat advokatfirma, som Kammeradvokat, vil til enhver tid sørge for, at kunden får det, vedkommende ønsker. Kammeradvokatordningen opererer med en rabat på timeprisen, men timepriser er som at sælge elastik i metermål. Det er jo ligegyldigt med timeprisen, når det typisk er umuligt at kontrollere, om timeforbruget er rimeligt.

Den norske ordning – argumenter for og i mod i tilblivelsesfasen
Nordmændene har som nævnt tidligere haft en Kammeradvokatordning ”arvet” fra Danmark. Kammeradvokaten blev kaldt Regeringsadvokaten. Men også i Norge blev der i mange år politisk diskuteret, om ordningen skulle ændres, bl.a. hensyn til omkostningerne, men primært fordi en Kammeradvokatordning indebærer store retslige problemer.
Fra 1816 til 1962 var Regeringsadvokaten personligt udpeget til at føre sager for staten, men med ret til at have sin private praksis ved siden af (ligesom den nuværende danske ordning). Ændringen af Regeringsadvokaten til at blive statsansatte advokater i 1962 blev slutningen på en meget lang politisk kamp fra 1950, hvor andre landes ordninger, bl.a. den danske, blev vurderet.

Det mest almindelige argument for at ændre ordningen var, at det ville blive billigere for staten, men man ønskede også at forhindre interessekonflikter med Regeringsadvokatens private virksomhed (som her i Danmark).

Advokatforeningen i Norge gik imod forslaget og ønskede i stedet 8 forskellige regeringsadvokater, som også skulle drive privat advokatvirksomhed. Justitsministeriet i Norge mente, at det var naturligt, at staten ansatte sine egne advokater, når norske virksomheder også ansatte egne advokater og mente, at en fast ansat advokat i staten var mere uafhængig end en privatansat, som er økonomisk afhængig af klienten.
I 1962 blev ordningen ændret. De ansatte advokater blev tjenestemænd, og regeringsadvokaten blev embedsmand og måtte ikke have private klienter.
Den første Regeringsadvokat var en domstolsjurist. Den næste en jurist fra olieindustrien, og den tredje havde været departementschef i Justitsministeriet.
I år 2000 blev Regeringsadvokaten flyttet fra Justitsministeriet til en etat direkte under statsministeriet. Samtidig blev det bestemt, at Regeringsadvokaten skulle have ugentlige møder med alle departementscheferne. Således er Regeringsadvokaten blevet en rådgiver for følsomme politiske/retslige områder. Den nuværende Regeringsadvokat har en doktorgrad og er tidligere professor i europæisk ret. De ansatte er underlagt de etiske regler for statsansatte, herunder forvaltningsloven – og ombudsmanden kontrollerer overholdelsen. Regeringsadvokaten bedømmer løbende, om der skal føres sag – og mange tvister afgøres ved forlig.

Når der er mange sager, henter Regeringsadvokaten hjælp fra private advokatfirmaer efter udbud!
Nogle advokatfirmaer er specialister inden for bestemte områder, og får typisk den type sager efter udbud.
Især mange skattesager varetages af private advokatfirmaer efter udbud. Der er mange sager på udlændingeområdet, som procederes af et kontor, der ikke har deltaget isagsbehandlingen.

Kammeradvokaten har i Danmark ofte dobbeltrolle som rådgiver og derefter sagsfører.

Budgettet for Regeringsadvokaten i Norge var i 2020 122.500.000 NOK. Klienten – altså den offentlige myndighed – betaler ikke noget til Regeringsadvokaten. Der er ingen intern afregning. Timeprisen er beregnet til 1450 NOK, og det betyder, at private modparter normalt ikke kritiserer salærstørrelsen. Gennemsnitslønnen for advokater og -fuldmægtige var i 2018 920.000 NOK. 43% af advokaterne var kvinder.
Der ansættes mange unge advokater med høje eksamenskarakterer. De bliver typisk hos Regeringsadvokaten i 6-8 år. De fleste overgår derefter til private advokatfirmaer. De fleste af kvinderne bliver dommere. Rådgivningen er fortrolig. Ministerierne kan ikke gøre undtagelser herfra. Regeringsadvokaten har tæt kontakt med Justitsministeriets lovafdeling.
Mange frygtede, at man ikke kunne få de bedst kvalificerede til at blive ansat hos Regeringsadvokaten, men det holdt ikke stik. Det er blevet en prestige at blive ansat hos Regeringsadvokaten og et springbræt til et godt job siden hen i et privat advokatfirma.
Man kan sige, at intentionen er, som den svenske tidligere justitskansler, Göran Lambertz, har sagt:
”Udgångspunktet för agerandet är … att staten inte ska vinna orätmätigt. Vi försöker därför aldrig att drible
med fakta, inte heller att vinna med rättstliga argument som vi i själva verket inte tror på. Jeg tycker att
detta är den rimliga hällningen för en statens advokat.”

Den norske ordning oversat til den nye danske Kammeradvokatordning

• Den norske ordning kan uden væsentlige ændringer bruges i Danmark.
• De ansatte bliver embedsmænd underlagt forvaltningsloven og under tilsyn af Ombudsmanden. Det er unaturligt, at ikke-kriminelle sager skal varetages af private advokater, når kriminalsager varetages af staten.
• De ansatte må ikke have private klienter
• De ansattes aflønning er ikke salærafhængig
• Der vil indgås mange forlig (som i Norge), fordi der ikke tjenes ekstra salær ved sagsførelse og anke.
  Er der tale om sager, der kræver specialviden, sendes sagen i udbud til private advokatfirmaer.
• Der bør nedsættes et tværministerielt udvalg under ledelse af Justitsministeriet, som forholder sig til
  spørgsmålet om en principiel ændring af Kammeradvokatordningen.

Hvad vil modstanderne komme med af argumenter?
Et advokatfirma, som har en kunde, der totalt dominerer indtjeningen, er ikke uafhængigt.
Advokatfirmaet Poul Schmith kan ikke tåle at tabe staten som kunde og vil derfor gøre hvad som helst for
at bevare forholdet. Kammeradvokataftalen med staten indeholder da også regler om fair varsel for ophør
af ordningen.