Moderna tror nu på et endnu større vaccinesalg i år. Selskabet forventer nu at sælge vacciner for 19,2 milliarder dollar – eller 118,9 milliarder kroner.
Det er 4,3 procent mere end forventningen var i februar, viser selskabets regnskab torsdag. Her blev spået et salg i år på 18,4 milliarder dollar.
Selv om det er et stort tal, er det mindre, end hvad Pfizer forventer at sælge for af sin vaccine. Her ventes et salg på 26 milliarder dollar i år.
Moderna solgte i første kvartal vacciner for 1,7 milliarder dollar, hvilket gav et overskud på 1,2 milliarder dollar – eller 7,4 milliarder kroner.
Selskabet leverede 102 millioner doser af sin vaccine i første kvartal, og det ventes at stige til mellem 200 og 250 millioner doser i andet kvartal.
Moderna forventer i alt at kunne levere mellem 800 millioner og 1 milliard doser af sin coronavaccine i år. Og næste år skal der produceres endnu flere.
Selskabet investerer, så der til næste år kan produceres op mod tre millioner doser af vaccinen, der kræver to stik, før man er færdigvaccineret.
I fremtiden kan det dog være, at der ikke skal lige så mange stik til. Det kan for eksempel være, hvis der er tale om genvaccinering af personer.
Vaccinen er en af de to, der i øjeblikket bruges i Danmark. Der er lagt billet ind på at kunne købe op mod 10,8 millioner vaccinedoser fra producenten.
Den anden, der bruges i Danmark, er fra Pfizer/BioNTech. Yderligere to vacciner er også godkendt til brug, men de bruges i øjeblikket ikke i Danmark.
Vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson blev droppet efter få tilfælde af særlige blodpropper blandt vaccinerede. De kan dog vende tilbage.
Der er i hvert fald blevet åbnet op for, at der kan komme en model, hvor man selv kan vælge, om man ønsker at blive vaccineret med en af de to.
/ritzau/