Nordea sender overskuddet i vejret med 70 procent

Nordea sender overskuddet i vejret med 70 procent
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Nordea har haft fremgang i årets første tre måneder, hvor bankens overskud er steget med over 70 procent.

Banken har fået flere penge i kassen fra lån til boligejere og virksomheder og har samtidig nydt godt af en periode på aktiemarkedet, hvor kunderne har handlet løs med aktier og andre værdipapirer.

Bankens samlede indtægter er i første kvartal steget med 21 procent til 18 milliarder kroner.

Når alle regninger er betalt, kommer banken ud af første kvartal med et overskud på 5,9 milliarder kroner. Det er en forbedring fra 3,4 milliarder kroner i første kvartal 2020. Det viser regnskabet fra Nordea.

Nordea fremhæver i regnskabet, at væksten i renteindtægter, der blandt andet stammer fra lån, er den højeste i ti år.

Det er ifølge banken øget udlån til boligejere og små og mellemstore virksomheder, som har trukket op.

Nordea har derudover skåret sine nedskrivninger – forventede tab på lån – til knap 400 millioner kroner i kvartalet, hvilket er en tredjedel af niveau i første kvartal sidste år.

Samtidig er indtægterne fra gebyrer på at oprette eller ændre boliglån steget, og derudover har Nordea fået flere penge ind fra gebyrer, når kunderne handler med aktier.

Udviklingen på aktiemarkedet har også betydet, at Nordea har kunnet se en stor værdistigning i de aktier og værdipapirer, som banken selv ligger inde med.

Til gengæld er Nordea mærket af, at forbruget har været ramt af coronakrisen på grund af lavere forbrug.

Det betyder, at indtægter fra gebyrer på kreditkort er faldet, fordi forbrugerne ikke svinger kortet så meget som normalt og for eksempel rejser markant mindre.

/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?