Statsligt IT-rod: Virksomheder straffes, mens de venter på lån

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Problemer med de statslige IT-systemer gør, at pressede, tvangslukkede virksomheder må vente op til en måned på at få udbetalt lån. I mellemtiden skal de betale strafrenter til staten.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net 
Mandag den 1. marts skal landets små og mellemstore virksomheder betale den moms fra 2020, som de pga. nedlukninger har fået udskudt til i år.
Den dobbelte momsregning risikerer dog at tvinge mange virksomheder ud i konkurs, og derfor har man fra politisk hold indført en rentefri låneordning til de nødstedte virksomheder.
Desværre skaber momsregningen stadig problemer for de små og mellemstore virksomheder. 
De kan nemlig først ansøge om et lån fra den 17. marts, hvorefter deres ansøgning skal behandles, før de endelig kan få lånet udbetalt og dermed betale momsen.
Og fordi der kan ende med at gå en hel måned, før lånet udbetales, bliver virksomhederne ramt af gebyrer og strafrenter.
Erhvervsorganisation: Virksomhederne er i forvejen hårdt pressede
Forsinkelsen af lånet skyldes problemer med de statslige IT-systemer, og det møder kritik fra SMVdanmark, som repræsenterer over 18.000 små og mellemstore virksomheder.
– Lige nu gør det her IT-system, at der opstår problemer. De virksomheder, der ansøger om lån, er i forvejen meget hårdt pressede, og derfor er det mærkeligt, at man ikke kan lægge momsbetalingen og lånedatoen på samme dag, siger SMVdanmarks cheføkonom Mia Amalie Holstein til Indblik.
Blandt nogle af SMVdanmarks medlemmer bliver låneordningen mødt med skepsis, fortæller hun.
– Den her krise slår jo især ned i nogle specifikke brancher, som rammes hårdere end andre. Derfor siger nogle af vores medlemmer, at “det her lån kan vi ikke bruge til noget, for vi har ikke haft nogen indtjening”, mens andre synes om lånet og oplever, at det falder på et tørt sted. Og så er der endelig andre igen, der slet ikke behøver lånet, men bare kan betale momsen.
I en undersøgelse, som SMVdanmark har foretaget i januar blandt sine medlemmer, svarede hele 30 procent af de tvangslukkede virksomheder, at de risikerede at gå konkurs indenfor de næste tre måneder. En stor del af forklaringen på dette er den dobbelte momsregning.
Skatteministeriet har oplyst til Berlingske, at renten for den manglende betaling af moms fra 1. marts og frem til, at lånet bliver bevilget, bliver 0,7 procent per måned.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?