Tryg vil sælge aktier for 37 milliarder

Tryg vil sælge aktier for 37 milliarder til gigantisk opkøb
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Tryg vil sælge aktier for hele 37 milliarder kroner i forbindelse med selskabets opkøb af det britiske forsikringsselskab RSA Insurance Group, som blev offentliggjort sidste år.

Det oplyser Tryg i en meddelelse til fondsbørsen, hvor detaljerne om aktiesalget er blevet offentliggjort.

Aktiesalget er rettet mod de eksisterende aktionærer i Tryg, og det er garanteret af en række store aktionærer. Det vil sige, at det er sikret, at pengene kommer i kassen.

Opkøbet er blandt de største nogensinde for et dansk selskab, når man ser, hvad Tryg skal lægge på bordet.

Tryg køber RSA Insurance Group sammen med det canadiske selskab Intact.

Handlen er skruet sådan sammen, at Tryg overtager RSA’s aktiviteter i Sverige og Norge – henholdsvis selskaberne Trygg-Hansa og Codan.

Til gengæld får Intact aktiviteterne i Canada, Storbritannien og resten af verden.

På det danske marked er der lavet en lidt speciel konstruktion, hvor Intact og Tryg vil dele ejerskabet af Codan, men Intact står for at drive selskabet.

Den valgte model hænger sammen med, at Tryg og Codan er henholdsvis nummer et og tre på det danske forsikringsmarked.

Hvis Tryg alene havde overtaget Codan, ville konkurrencemyndighederne muligvis se skeptisk på det, fordi Tryg så ville blive for dominerende på det danske marked.

Tryg kan blive det største forsikringsselskab i Skandinavien med 5,3 millioner kunder og 6000 ansatte, når handlen efter planen er endelig.

– Med købet af RSA’s svenske og norske aktiviteter, svenske Trygg-Hansa og norske Codan, får vi mulighed for at indfri et ønske, vi længe har haft om at styrke Trygs markedsposition i Sverige og Norge.

– Det vil give os tre stærke ben på tværs af landene – hvilket vi forventer, samtidig vil gøre Tryg til Skandinaviens største skadeforsikringsselskab, siger administrerende direktør Morten Hübbe i en kommentar.

Der mangler en række godkendelser fra myndighederne, inden handlen er på plads. Handlen ventes at være afsluttet inden udgangen af juni.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?