Jeg har mærket en indre tvivl om ikke at være kyndig nok, blot fordi jeg er ung og ikke akademiker. Vi lever dog i en tid med nye udfordringer, og vi står alle over for komplekse facetter. Så hvem er egentlig eksperten, og hvem fortjener at blive hørt? Måske bør vi begynde med at lytte til hinanden – uden at lade os styre af regler og rammer, der dikterer, hvornår og hvem der har en stemme. Jeg ønsker at udforske spændingsfeltet mellem uddannelse, personlig dannelse og den naturlige, organiske livsanskuelse, og dermed udfordre de samfundsstrukturer, der påvirker vores dømmekraft. Jeg vil fremhæve værdien af erfaringer fra naturen og “alternative” livsformer og stille spørgsmålstegn ved ideen om, at man først skal være nogen eller noget, før man bliver taget seriøst…

Jeg ved ikke, om jeg kan tillade mig at spørge, men nu gør jeg det alligevel: Er det ikke sammen, vi skaber væredygtighed?

Det synes, som om uddannelse og dannelse sjældent går hånd i hånd. For mig er uddannelse et bredt begreb – et redskab til at dygtiggøre sig og til konstant at lære nyt. Men kan læring ikke foregå på utallige måder? Er uddannelse af høj kvalitet kun lig med universitetet?

Måske er jeg kommet på afveje i min forståelse af, hvordan det hele hænger sammen…

Jeg har trods alt rejst verden rundt, dykket ned i kulturforskelle, kommunikeret med mennesker fra forskellige baggrunde, dialekter og sprog, og indset, at deres perspektiver åbner op for nye ideer og tanker. Men i alt dette har jeg distanceret mig fra Danmarks målrettede, løsningsorienterede tilgang. Nu føler jeg mig fastlåst. Har jeg taget fejl? Jeg troede, at jeg kunne vende hjem uden en fastlagt plan – jeg havde levet i friheden, fundet indre ro, og set, hvad naturen kan give, når man åbner sig og føler dyb taknemmelighed for blot at være til. Jeg længtes efter at bryde fri af vores mentale rammer, at leve et liv mere organisk. Hvorfor skal vi altid have en plan, en struktur? Hvorfor konstant spekulere over, hvad der sker om fem år?

Vi putter alting i kasser – hvad enten vi vil det eller ej. Uddannelsessystemer, karrierer, livet selv – alt skal struktureres. Man skal have en bestemt titel for at blive taget alvorligt, og den titel kræver en specifik uddannelse. Selv hvis man har noget vigtigt på hjerte, skal man næsten være et kendt navn, før nogen virkelig lytter. Men burde det ikke være ens ord, ens tanker, ens holdninger, der tæller?

Som vi bevæger os væk fra naturens cyklus, fjerner vi os også fra den organiske tænkning. Jeg siger ikke, at uddannelse ikke er værdifuld – jeg elsker selv at lære, læse og nørde. Men jeg tror ikke på, at der kun er én vej frem, særligt ikke for unge. Fordi jeg mangler den alder, der giver autoritet, bliver jeg nødt til at acceptere, at ingen vil tildele mig rollen som ekspert. Ekspert – et ord så ladet med prestige – men jeg kalder mig ikke selv en. Jeg har dog oplevet, levet og opnået indsigter. Jeg har bevæget mig ud i verden med en hunger efter forståelse, stillet nysgerrige spørgsmål, og det har givet mig lærdom, som ingen bog alene kunne.

Og derfor vil jeg gerne åbne op for en samtale om nogle af de store emner, vi står over for – den grønne omstilling, bæredygtighed, og visionerne for fremtiden. Vi er jo glimrende til at tale om det, især dem der arbejder dagligt med bæredygtige løsninger. Men handler det ikke om, at vi samarbejder? Er det ikke fordi, vi alle forsøger at finde frem til løsninger? Vi burde være dem med de åbne sind, fordi udfordringen med den grønne omstilling er fælles for os alle. Mange taler nu om regenerative tilgange – et skønt begreb, som vi har gjort til en ‘metode’. Men i virkeligheden er det blot naturens vej, en forståelse af, at alt hænger sammen, og at alle arter styrkes i det store billede – nemlig økosystemet.

Jeg har selv boet i en selvforsynende landsby, hvor landbruget blev dyrket regenerativt. Men de kendte selvfølgelig ikke ordet ‘regenerativt’ – for dem var naturen spirituel, levende, organisk og af højere værdi end noget andet. De forstod, at hvis de lod naturen gå sin gang og deltog i dens rytme, ville de få de stærkeste afgrøder. Jeg arbejdede med hænderne i jorden, jeg skrev, jeg lærte af dem, der har en dyb kærlighed og forbindelse til naturen. Ikke ved at læse en bog eller kaste om sig med fine begreber, som vi kan skælde politikerne ud for ikke at forstå. Nej, jeg lærte fra dem, vi har vendt ryggen til – og jeg finder det absurd, at vi er kommet så langt væk fra naturens naturlige rytme, at vi har så svært ved at åbne op for de “alternative” veje, som i virkeligheden er de mest naturlige.

Jeg ønsker at dele min viden og erfaring, fordi jeg slår gnister efter at komme ud med disse værdier. Værdier, der er rodfæstet i naturen, i kærligheden til det at være til, og i de forståelser, der skaber indre ro.

Men.. er jeg stadig bare ung og uerfaren? Eller er mine refleksioner og opdagelser også noget værd?