Virksomheder skal ikke risikere at skulle tilbagebetale flere låneordninger på én gang i 2022.
Derfor foreslår regeringen, at tilbagebetalingsfristen for nye A-skattelån bliver udskudt.
Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
– Regeringen tager virksomhedernes situation meget alvorligt. Og vi er optaget af, at virksomhederne kommer så godt som muligt igennem krisen.
– Sammen med Skatteforvaltningen har regeringen helt frem til nu set på muligheden for at forlænge betalingsfristen, så vi så at sige glatter tilbagebetalingerne lidt ud. Derfor har jeg oversendt et ændringsforslag til Folketinget, siger skatteminister Morten Bødskov (S).
Folketingets partier er ved at hastebehandle et regeringsforslag om at udvide låneordningerne for A-skat, AM-bidrag og moms. Det har til formål at stille 170 milliarder kroner yderligere likviditet til rådighed for virksomhederne.
Men i lovforslaget, som regeringen fremsatte til hastebehandling 10. februar, er der foreslået en tilbagebetalingsfrist 1. februar 2022.
Det betyder, at små og mellemstore virksomheder, der gør brug af de nye låneordninger, vil have seks betalingsfrister i februar 2022.
Derfor er der ifølge regeringen bekymring for, hvad det vil betyde, hvis virksomhederne skal tilbagebetale lån fra flere låneordninger på én gang. Og derfor foreslår regeringen altså, at tilbagebetalingerne skal fordeles over en længere periode.
En virksomhed, der både benytter sig af de nye A-skattelåneordninger og den nye momslåneordning, vil have op til seks betalinger i februar 2022.
Med de udskudte tilbagebetalingsfrister vil samme virksomhed få spredt tilbagebetalingerne ud, så virksomheden undgår at skulle tilbagebetale lån fra både de nye A-skattelåneordninger og den nye momslåneordning i samme måned.
Meldingen fra regeringen bliver positivt modtaget hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
– Det er meget positivt, at der nu lægges op til at forbedre likviditeten og udskyde tilbagebetalingsfrister i 2022, så det hele ikke skal betales på én gang.
– Det ville have været et stort smæk for mange virksomheder, siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar.
/ritzau/