Københavns Politi har anholdt en 17-årig dreng, som ifølge politiet kastede med sten ved en demonstration ved den israelske ambassade fredag 14. maj. Det oplyser politiet.
Han blev ifølge den centrale efterforskningsleder anholdt onsdag omkring klokken 19.50, efter at betjente på patrulje havde genkendt ham.
– Mig bekendt ramte han ikke nogen, siger efterforskningslederen.
Drengen bliver fremstillet i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling torsdag klokken 11.30.
I forbindelse med demonstrationen fredag blev to personer anholdt, og de blev dagen efter varetægtsfængslet. Den ene blev fængslet i foreløbigt 25 dage og den anden i 18 dage.
Demonstrationen var arrangeret til fordel for palæstinenserne som en reaktion på urolighederne i Israel og de palæstinensiske områder.
/ritzau/