3 serier der viser, hvordan DR har en klar, antiborgerlig politisk slagside

DR's TV-serie "Borgen" er et eksempel på, hvordan det statsejede medies store fortællinger ofte har en klar, politisk slagside, skriver Brian Degn Mårtensson. (Foto: Danni Riddertoft, SAM Productions ApS)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

“Målet er at få et samfund uden neurotiske, savlende, usympatiske og dysfunktionelle borgerlige mennesker. Få, der i hjertet har taget DR’s store fortællinger til sig, kan i hvert fald være i tvivl om, at det må være ambitionen”, skriver Brian Degn Mårtensson i denne gennemgang af den markante politiske slagside i tre af DR’s største TV-serier.

Af Brian Degn Mårtensson, filosof, forfatter og foredragsholder

Et samfunds sociale og politiske struktur formes i høj grad af dets store fortællinger, og derfor fylder disse ofte meget i mange antropologiske, sociologiske og historiske studier. Disse samfundsskabende fortællinger kommer traditionelt i form af religiøse tekster, folkesagn, myter, sange, romaner og anden kunst. 

Den vestlige kultur er moralsk måske mest markant formet af Bibelens skildringer af Edens have, slangens fristelser, Abrahams standhaftige tro, Jomfru Marias særlige renhed, Jesus’ guddommelige godhed, tilgivelse og genopstandelse, samt Judas’ forfærdelige forræderi. 

Vores åndelige horisont påvirkes både bevidst og ubevidst af de definerende grundfortællinger, som langt størstedelen af os har til fælles, og i praksis får vi herved nogle fælles referencerammer, som hjælper os, når vi skal orientere os i en kompleks og ofte modsætningsfuld omverden: Hvor kommer vi fra? Hvordan forstår vi hinanden og vores fortid? Hvem er vi som folk? Og hvor skal vi hen? Hvad er godt og hvad er ondt? 

For at forholde os til den slags spørgsmål, har vi løbende brug for nye fælles referencefortællinger, der sammen med de gamle kan guide og rammesætte en diskussion. Derfor har mennesket til alle tider haft behov for at skabe ”store fortællinger” om forskellige aspekter af samlivet, og i nyere tid har især det offentligt finansierede Danmarks Radio løftet en stor opgave i den forbindelse.

I “Matador” er det de radikale, der er de gode

I DR’s og Nordisk Films vidunderlige tv-serie “Matador”, der er konciperet af Lise Nørgaard og instrueret af Erik Balling, kræver det ikke den store anstrengelse at se, hvem der er de gode og hvad, der er sandt, smukt og godt. 

Uagtet at langt de fleste af seriens karakterer med tiden skildres relativt nuanceret, står en særlig gruppe frem som inderligt sympatiske: Doktor Hansen, Elisabeth Friis og bankdirektør Kresten Skjern. Fælles for dem er, at de er forstandige, empatiske, venlige og – måske vigtigst af alt – politisk tilhørende Det Radikale Venstre. 

Ganske vist er andre af seriens karakterer også skildret med stor sympati, men det nævnte trekløver indtager alligevel en politisk særstilling, bl.a. i kraft af deres egenhændige og bemærkelsesværdigt ahistoriske etablering af en modstandsbevægelse under den tyske besættelse. 

Dertil er det doktor Hansen, der via dagbladet Politiken heroisk bringer efterkrigstidens miljøsvineri i Korsbæk Fjord til offentlighedens kendskab, hvorved der tages et stort skridt fremad for folkesundheden. 

Elisabeth Friis er den, der mere end nogen anden gør en indsats for kvindefrigørelsen og det tolerante, ligestillede samfund. Kresten Skjern er legemliggørelsen af den begavede, tolerante og moralsk standhaftige moderne mand, der i bedste brandesianske stil er både dannet og progressiv på samme tid.

I “Krøniken” er den socialdemokratiske idealtype i centrum

I den næste store DR-serie med epokalt tilsnit, “Krøniken”, skrevet af Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, fastholdes traditionen med tydeligt og meget pædagogisk at skildre, hvem der politisk set er de gode. 

Denne gang er det dog seriens socialdemokrater, der rummer en helt særlig empati og menneskelighed, og i mindre grad de radikale. Særligt bør en af seriens hovedpersoner, den socialdemokratiske politiker Palle From, fremhæves. Palle er særegent empatisk, tålmodig, begavet og på alle måder behageligt selskab. 

Ligesom Matadors Kresten Skjern har Palle From et – tiden taget i betragtning – forbilledligt progressivt syn på ligestilling, og et på alle måder menneskekærligt væsen. Den eneste, der måske overgår ham, er hans supersøde og lidt usikre far, Børge From, der er en socialdemokratisk idealtype, så moralsk ren, godhjertet, elskelig og folkelig som det overholder lader sig gøre at fremstille et dødeligt menneske. 

En anden af seriens hovedpersoner, Palles livslange kærlighed, Ida, har ligesom Palle et umiskendeligt socialt udsyn og et tilsvarende moderne livssyn, og er ligesom Palle progressiv, empatisk og begavet på en helt særlig og raffineret folkelig måde. Palle, Børge og Ida er de virkelige danskere – dem, vi gerne vil være. 

I “Borgen” er det igen de radikale, der redder dagen

Sluttelig bør vi lige runde en tredje stor DR-serie, som ikke bare har en umiskendelig politisk slagside, men også en handling, der direkte kredser om det politiske, nemlig Borgen, skrevet af (primært) Adam Price. 

Her er det igen den radikale centrum-venstre-position, der er den rigtige, først i form af det fiktive parti ”De Moderate”, dernæst i hovedpersonen Birgitte Nyborgs udbryderparti ”Nye Demokrater”. Både Birgitte Nyborg selv og hendes aldrende mentor Bent Sejrø, er af en særlig moralsk støbning i en tid – og i et miljø – præget af intriger, fordækthed og åndeligt forfald. 

Serien skildrer flot de mange dilemmaer og umulige valg, politikere står overfor, og det er ikke altid nemt for Birgitte Nyborg at agere som skiftevis statsminister og oppositionspolitiker. Imidlertid er man i serien lykkelig for, at verden er velsignet med den radikale centrum-venstre-position, der på så tydeligvis kæmper for fornuften, menneskeligheden, ordentligheden og sammenhængskraften i en tiltagende inhuman og ignorant tid.

Usympatiske og skruppelløse borgerligt-liberale skikkelser, der spytter og savler sig igennem hvert afsnit

Retfærdigvis skal det siges, at alle tre serier også rummer udførlige beskrivelser af det borgerlige Danmark. I Matador møder vi eksempelvis den tragiske konservative sagfører Jørgen Varnæs, hvis uhæderlige og rodløse væsen resulterer i en afgrundsdyb, personlig deroute. 

Bedre går det for hans heldige, ligeledes konservative – men klart mere sympatiske –, storebror Hans Christian Varnæs, der har arvet faderens hus og stilling som bankdirektør. Hans Christian er bestemt både venlig, morsom og godhjertet, men har også en lidt hyklerisk og vattet side – og han er sin kone utro. 

Andre konservative skikkelser er direkte latterlige, eksempelvis Oberst Hackel, en råbende og rablende militærfanatiker, og konsulinde Holm, der føler meget stærkt for det synspunkt, at barnefødsler og det at tjene sin mand er kvindens hellige bestemmelse. 

Fælles for Matadors konservative figurer er, at de ikke selv har gjort sig fortjent til noget som helst, men blot er født ind i en heldig position. Matador har også den onde, liberal-egoistiske kapitalisme flot repræsenteret i form af den bidske og skruppelløse sagfører Viggo Skjold Hansen og forretningsmanden Mads Skjern, der begge laver lyssky handler og tilmed samarbejder med den tyske besættelsesmagt. 

I Krøniken er de fremtrædende borgerlige figurer Erik Nielsen og dennes far Kaj Holger Nielsen. Erik er en desperat, men driftig, ung handelsmand, der lider voldsomt under faderens kontrollerende og psykisk invaderende væsen. 

Disse to dysfunktionelle borgerlige figurer har mange konflikter i serien, og det ender med at Erik begår selvmord, og Kaj Holger rammes af en alvorlig blodprop. Det understreges i serien kraftigt, at hverken Erik eller Kaj Holger er deciderede onde, men deres grundlæggende menneskelige fejl bevirker bare, at de ødelægger alt omkring sig. Sådan er det med borgerlige mennesker, forstår man nok.

I Borgen har vi også et spændende sæt af borgerligt-liberale figurer, mest markant i form af Frihedspartiets ultraliberale og indvandrerfjendske leder, den rablende gale og malerisk ulækre Svend Åge Saltum, der spytter og savler sig igennem seriens afsnit. Han er også ond ved dyr, og i et afsnit klipper han sågar halerne af nogle smågrise uden bedøvelse. En anden gennemgående borgerlig figur er den konservative leder Lars Hesselboe, der er et manipulerende og kynisk magtmenneske med en neurotisk kone.

Målet er et samfund uden neurotiske, savlende, usympatiske og dysfunktionelle borgerlige mennesker

Den samlede – og moralsk grundlæggende – forståelse, de beskrevne store fælles fortællinger giver os, er som følger: Vi danskere er et mangfoldigt folk, der formet af kulturen og historien indtager forskellige politiske holdninger og positioner. De bedste, mest sympatiske og mest ægte af os har klare, progressive centrum-venstre værdier, og det er naturligvis det, vi fremadrettet skal bygge på. 

I serierne kan vi lære, at de borgerlige i blandt os nok handler ondt, men i grunden blot er dysfunktionelle mennesker, der ikke ved bedre. De må rummes og hjælpes individuelt, samtidig med at vi bekæmper effekten af deres skadelige holdninger på demokratisk vis. 

Der kan jf. de tre epokale serier ikke være den mindste tvivl om, at det gode, humane samfund bør opbygges med en SR-regering ved roret, og i en bredere forstand kommer alt, hvad der er godt, sandt og smukt også fra denne politiske horisont. Folk, der trods dette stadig bekender sig til borgerligt-liberale værdier, er enten psykisk forarmede mennesker (som Jørgen Varnæs, Mads Skjern, Kaj Holger Nielsen eller Svend Åge Saltum) eller håbløst forblændede af deres egne medfødte privilegier (som Hans Christian Varnæs eller konsulinde Holm). 

Skal man forblive i seriernes politiske univers, kan man kun glæde sig over, at vi i skrivende stund har en socialdemokratisk regering med radikal støtte, og at vores statsfinansierede mediekoncern i så mange årtier vedholdende har evnet at producere progressiv, folkelig dramatik, der har markant formet vores kollektive bevidsthed og fælles referenceramme. 

Ligeledes er det i samme optik en lykkelig situation, at et overvældende flertal af landets journaliststuderende og kunstnere er venstreorienterede. Endnu bedre er det måske, at landets pædagoger og undervisere – de, der om nogen former den opvoksende generations bevidsthed – er blandt de faggrupper, hvis holdninger bedst matcher DR-seriernes centrum-venstre-optik. 

Hvis vi evner at fastholde denne kulturelle situation, er der gode muligheder for, at vi med de rette sociale og pædagogiske indsatser en dag kan få et samfund uden neurotiske, savlende, usympatiske og dysfunktionelle borgerlige mennesker. Få, der i hjertet har taget DR’s store fortællinger til sig, kan i hvert fald være i tvivl om, at det må være ambitionen.

Det er netop blevet meddelt, at DR agter at producere endnu en sæson af Borgen, og det bliver spændende at se, hvilke modbydeligheder, seriens borgerlige figurer finder på.

Dette er en kulturklumme skrevet af en af Indbliks tilknyttede kulturskribenter. Klummen repræsenterer skribentens egne holdninger.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?