40.000 er kommet i arbejde – men hvor mange af dem har fået job i test- og vaccinecentre?

Ledigheden er faldet med 40.000 personer i foråret

Beskæftigelsesministeriet har endnu ikke svaret på, hvor stor en del af faldet i ledigheden, der kan tilskrives midlertidige stillinger i skatteyderbetalte test- og vaccinecentre.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

Hen over foråret er ledigheden faldet med cirka 40.000 personer.

Det viser nye og ikke-sæsonkorrigerede tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Aktuelt er 132.177 personer meldt ledige i Danmark. Det er godt 14.000 færre end for en måned siden. Det betyder, at maj har budt på endnu en måned med et dyk i antallet af ledige.

I april faldt antallet med omkring 14.000 personer, mens faldet lød på lidt over 12.000 i marts.

Inden coronakrisen sidste år var 131.500 personer i Danmark meldt ledige.

Det er ved første øjekast lavere end de godt 132.000 personer, der aktuelt er ledige. Men i de godt 132.000 personer er også indregnet personer, som er tilmeldt ordningen om arbejdsfordeling. Det drejer sig om 4658 personer.

Tager man højde for dem, så er antallet af ledige uden for arbejdsfordeling altså 127.519.

Med andre ord er ledighedstallet uden arbejdsfordelinger omkring knap 4000 lavere i dag end inden coronakrisen.

Indblik har rettet henvendelse til Beskæftigelsesministeriet for at høre, hvor stor en del af faldet i ledigheden, der kan tilskrives nyoprettede – og midlertidige og skatteyderbetalte – stillinger i test- og vaccinecentre.

Der er endnu ikke kommet svar fra ministeriet.

Tilbage i april var det dog været fremme, at test- og vaccinecentrene dengang have over 18.000 ansatte.

[adning id="17957"]

Fik du læst?