“Åbenlyst arrogant”: Sundhedsstyrelsens pressechef møder kritik for at gå på ferie midt i afgørende vaccinestop

Foto: Sundhedsstyrelsen

Det var sparsomt med oplysninger til pressen om beslutningen om at droppe Johnson&Johnson-vaccinen. Men Sundhedsstyrelsens pressechef var ikke gået i flyverskjul – nej, hun var såmænd “bare” gået på ferie, oplyser hun.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

For nyligt tog Sundhedsstyrelsen den vidtgående beslutning at trække endnu en vaccine mod covid-19 ud af det danske vaccinationsprogram.

Hvor det først var AstraZeneca-vaccinen, der røg, var det denne gang Johnson&Johnson-vaccinen, som blev droppet.

Baggrunden for beslutningen var i begge tilfælde, at vaccinerne er blevet sat i forbindelse med alvorlige blodpropper.

Men kommunikation omkring Johnson&Johnson-stoppet har mødt kritik for at være uklar.

Selvom beslutningen er af afgørende karakter for genåbningen af Danmark, som bliver hængt op på antallet af vaccinerede, holdt Sundhedsstyrelsen nemlig intet pressemøde, men annoncerede blot beslutningen via en pressemeddelelse. 

Sundhedsstyrelsen slukkede herefter for sin pressetelefon i timerne efter annonceringen.

Siden har styrelsen informeret yderligere om beslutningen, men har stadig ikke afholdt noget pressemøde.

Samtidig er Sundhedsstyrelsens pressechef Tina Guldmann Gustavsen gået i flyverskjul siden beslutningen blev truffet. Men dette er der dog en god forklaring på: Hun var nemlig gået på ferie, oplyser hun i en Twitter-tråd.

“Åbenlyst arrogant”

Og den udmelding møder hård kritik i selvsamme Twitter-tråd.

– Jeg håber stadig, der kommer et pressemøde mandag. Synes stadig vi mangler svar på en masse ting, som journalister og borgere (underlagt restriktioner) forgæves har forsøgt at få afklaring på. Men det er nok ikke et ønske, der går i opfyldelse, skriver Mikael Olai Milhøj, chefanalytiker i Danske Bank, i et tweet.

Hertil kommenterer journalist Sandie Westh, at det er “ret bekymrende”, at pressechef Tina Guldmann Gustavsen er gået i flyverskjul.

– Det vækker ikke ligefrem tilliden, som jo ellers er noget vi lever godt på her i DK, tilføjer hun.

Her giver pressechefen svar på tiltale:

– Prøver såmænd bare at holde min ferie. Tænker ikke, det behøver at vælte din tillid til samfundet, sådan helt grundlæggende.

Herefter følger en debat, hvor Tina Guldmann Gustavsen bl.a. beskyldes for opføre sig “åbenlyst arrogant”, og pressechefen ender med at skrive, at hun vender tilbage til sin ferie.

Du kan se den fulde Twitter-korrespondance herunder.

Længere nede finder du også en kommentar til sagen fra Sundhedsstyrelsens kommunikationsafdeling.

Sundhedsstyrelsen: “Det her var en af de dage!”

I en skriftlig kommentar til Indblik forklarer Sundhedsstyrelsens kommunikationschef Eva Tolstrup Ziegler, hvorfor der ikke blev afholdt pressemøde omkring beslutningen om at droppe Johnson&Johnson-vaccinen.

– Mandag den 3. maj (den dag, hvor beslutningen om at droppe Johnson&Johnson-vaccinen blev annonceret, red.) var en tætpakket dag præget af møder først om vacciner i Sundhedsministeriet og så deltagelse i genåbningsforhandlinger i Justitsministeriet , hvor Sundhedsstyrelsen skulle være til stede. Derfor var det af tidsmæssige årsager desværre ikke muligt at afholde en pressekonference.

– Vi udsendte en pressemeddelelse umiddelbart efter at vi havde orienteret det politiske niveau om beslutningen og gav efterfølgende og inden det næste møde interviews til de tre landsdækkende medier, som havde bedt om det.

– Nogle gange er der en meget lavpraktisk virkelighed, der sætter dagsordenen for de muligheder, vi har. Det her var en af de dage!, skriver kommunikationschefen bl.a.

Hun tilføjer, at pressechefens ferie ikke var relevant for beslutningen om ikke at afholde en pressekonference.

Eva Tolstrup Ziegler svarer dog ikke på Indbliks spørgsmål om, hvorfor pressechef Tina Guldmann Gustavsen vælger at holde ferie midt i en så afgørende beslutning eller om hun forstår den kritik, som hendes beslutning om at holde ferie har mødt.

[adning id="17957"]

Fik du læst?