Det koster skatteyderne dyrt, når der skal gøres reklame for den nye digitale løsning MitID. Det viser en aktindsigt, som Indblik har modtaget.
Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk
I forbindelse med lanceringen af det nye MitID, der skal erstatte NemID som fælles login-løsning til bl.a. netbanker og offentlige hjemmesider, har der været iværksat en massiv markedsføringindsats for at promovere den nye IT-løsning.
MitID er blevet udviklet af den danske stat i samarbejde med danske pengeinstitutter. Konkret er det Digialiseringsstyrelsen og interesseorganisationen Finans Danmark, der har indgået samarbejde om at udvikle MitID.
Den massive markedsindøringsindsats har kostet skatteyderne dyrt. Det viser en aktindsigt, som Indblik har modtaget fra Digitaliseringsstyrelsen.
Heraf fremgår det, at der er blevet brugt 6.509.401,23 kroner fra statskassen på at markedsføre den nye IT-løsning. Dette tal er dog eksklusiv moms, oplyses det. Medregnes moms, løber beløbet i stedet op i 8.136.751,54 kroner.
Digitaliseringsstyrelsen oplyser endvidere, at “eftersom MitID er etableret i et partnerskab mellem Digitaliseringsstyrelsen og de danske pengeinstitutter er markedsføringen af MitID et fælles anliggende, som deles 50-50, og bankerne har derfor afholdt en tilsvarende omkostning.”
Det vil altså sige, at den samlede udgift til markedsføring af MitID har været 13.018.802,50 kroner eksklusiv moms, og 16.273.503,10 kroner kroner inklusiv moms.
– Perioden for markedsføringsudgifterne er opgjort fra 2020, hvor de første udgifter i forbindelse med markedsføring blev registreret, og frem til og med 14. februar 2022, hvor seneste mulige træk af markedsføringsudgifterne for MitID er foretaget, skriver Digitaliseringsstyrelsen i svaret på Indbliks aktindsigtsanmodning.
Styrelsen oplyser, at man ikke er i besiddelse af et dokument, der indeholder de samlede udgifter til markedsføring, og at udgifterne derfor er udregnet på baggrund af flere dataudtræk fra styrelsens regnskabssystem.
Indblik arbejder på at få oplyst de totale udgifter til MitID – herunder udgifter til udvikling og drift.