Amazon tilbyder nu 10 dollars hvis man registrerer sine biometriske data i deres håndaftryks-genkendelsessystem. Men ingen ved, hvordan disse data vil blive brugt i fremtiden.
Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk
Systemet der kan identificere håndfladeaftryk, kaldes Amazon One og blev lanceret i september sidste år af den amerikanske Tech-gigant Amazon.
Det oplyser The Verge.
Amazon One scanner kundens unikke håndfladeaftryk baseret på håndens linjer og vener. Informationerne kan bruges til at bekræfte kundens betalingsordrer. Således bliver tusindvis af folks håndflader nu brugt som alt lige fra kreditkort til entrébilletter og lignende.
Systemet er ikke kun tiltænkt Amazons egne butikker. Det står klart, at Amazon forventer, at mange andre virksomheder og lokaliteter vil anvende Amazon One som et fremtidig system til identifikation. Allerede nu er teknologien tilgængelig 50 forskellige steder i USA.
Potentielt muliggør det, at Amazon kan tracke mennesker rundt i en større række af fysiske lokationer – ikke blot butikker, men også kontorbygninger, sportsstadioner osv.
Teknologien bliver mødt med kritik fra forskere, som er bekymrede for, hvordan den slags data kan blive brugt i fremtiden.
– Fordelen ved dit håndaftryk er, at du har det på dig hele tiden, så det er ikke noget, du kan miste. Men det er også en ulempe, for du vil aldrig kunne ændre det.
– Du vil aldrig kunne ændre din håndflade på samme måde, som du kan ændre dit password eller andre ID-beviser.
Sådan lød den bekymrende udmelding fra sikkerhedsforsker og University of Oxford akademiker Reuben Binns, der sidste år udtalte sig til The Verge.
Samtidig anser kritikere teknologien som værende unødvendig, eftersom det kontaktløse kreditkort stort set har samme fordele, når det gælder nem og hurtig betaling.