Amerikansk universitet fjerner “racistisk” sten efter klager fra sorte studerende

Foto: Corey Coyle/Wikimedia Commons

Klager fra skolens sorte studieråd har fået universitetet i Wisconsin-Madison til at fjerne en næsten 100 år gammel sten fra skolens område.

Af Philip Friis, philip@indblik.dk

Siden 1920’erne har en stor kampesten været placeret på toppen af Wisconsin-Madison universitetets Observatory Hill, der på dansk oversættes til observatoriebakken.

Stenen ved navn Chamberlin Rock blev i sin tid placeret til ære for Thomas Crowder Chamberlin, der er en kendt geolog fra 1900-tallet og senere universitetspræsident for netop Wisconsin-Madison universitetet.

Tilsyneladende har stenens eksistens undertrykt studerende på universitetet lige siden dens placering tilbage i 1925, og Juliana Bennett, der er afgangsstudent og campusrepræsentant, udtalte, at det at fjerne stenen var et vigtigt skridt imod en mere ”inkluderende” campus, og fortsatte:

– Dette øjeblik handler om de studerende, fortidige og nutidige, der ubøjeligt har advokeret for fjernelsen af dette racistiske monument, udtalte Bennett til the Associated Press, og afsluttede:

– Nu er det et tidspunkt for alle os BIPOC-studerende (red. BIPOC = sorte, indfødte og “people of colour”) at ånde lettet op, være stolte over vores udholdenhed og begynde at hele.

Kan en sten være racistisk?

Det viser sig, at det hverken er stenen – der formodes at være mere end to milliarder år gammel – eller den forhenværende universitetspræsident – der ifølge universitetets hjemmeside arbejdede med gletsjerdepoter – der i sig selv er racistisk eller har en racistisk fortid.

Derimod er det en gammel avisartikel, der har medført til, at Chamberlin-stenen er blevet døbt et racistisk monument af det sorte studieråd og andre identitetspolitiske aktivister, og igennem mange år er blevet advokeret for at blive fjernet fra universitets observatoriebakke.

Det forholder sig nemlig sådan, at tilbage ved stenens introduktion i 1920’erne brugte en journalist dengang et racistisk udtryk – “n-ordet” – til at beskrive kampestenen. 

Det er altså denne næsten 100-år gammel enkeltstående hændelse, der har ført til, at universitetets BIPOC-studerende, ifølge campusrepræsentanten Juliana Bennett, nu har brug for tid til at hele.

Artiklen, hvori udtrykket blev brugt, blev udgivet i den lokale avis Wisconsin State Journal ved stenens introduktion tilbage i 1920’erne. 

Derfor er en vigtig detalje, at det angiveligt racistiske n-ord, der blev brugt i artiklen, i 1920’erne var almindeligt slang for at beskrive store mørke sten.

Hvad sker der nu med den ”racistiske” sten?

Fox News beretter, at den tidligere universitetspræsident Thomas Crowder Chamberlin, som stenen var til ære for, nu i stedet får en mindesplade i en af universitetets bygninger, der allerede er navngivet efter ham.

Stenen bliver altså fjernet, men den kommer stadig til at stå på universitetets jord. Dog ikke direkte på campus, men i stedet på et stykke jord, som Wisconsin-Madison universitetet ejer tæt på Lake Kegonsa.

[adning id="17957"]

Fik du læst?