Analyse: Er Nye Borgerlige ved at sejre sig selv til overflødighed?

Pernille Vermund (NB) ankommer i forbindelse med at lederne fra Folketingets partier debatterer coronakrisen på årsdagen for første nedlukning, på Statens Museum for Kunst i København, torsdag den 11. marts 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

“Den kommende tid kan vise sig at være en ilddåb for Nye Borgerlige, der må vise, om de blot er en one-trick pony med udlændinge som enestående trumfkort, eller om de også kan formå at placere sig strategisk i et økonomisk-politisk smørhul mellem decideret socialdemokratiske og minimalstatstænkning”, skriver Mathias Kaa Andersen i denne analyse.

Af Mathias Kaa Andersen, statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet

Siden Folketingsvalget er det kun gået én vej for Nye Borgerlige: Fremad.

Men den 8. februar 2022 skete der noget skelsættende; Pernille Vermund udtalte ganske opsigtsvækkende, at Nye Borgerlige, i modsætning til V, K og LA ikke vil afskaffe Arne-pensionen. Det på trods af, at ordningen for mindre end halvandet år siden ifølge Pernille Vermund var ”hverken retfærdig, rimelig eller borgerlig”. Denne uforudsete drejning mod venstre vidner om et parti, der befinder sig i en mulig begyndelse på en strategisk krise.

Det kan lyde som en besynderlig udlægning, eftersom det netop blev betonet, at Nye Borgerlige har været karakteriseret af lutter fremgang i denne valgperiode – men det er er netop i fremgangen, at forklaringen skal findes.

For nok har Nye Borgerlige skovlet vælgere ind i folden de sidste par år, men det er sket nærmest udelukkende på grund af udlændingepolitikken, hvor partiet står som det klare strammeralternativ, der som de eneste på Tinge befinder sig til højre for Dansk Folkeparti. 

Det er formentlig kun et fåtal af danskerne, der indtil for nyligt har været klar over, at Nye Borgerlige står for en økonomisk politik, som om muligt er endnu mere højreorienteret end Liberal Alliances, fordi partiet stort set ikke har talt om den, sammenlignet med deres udlændingepolitik. 

Og heri består Nye Borgerliges store udfordring – for hvordan bibeholder man tocifret opbakning blandt vælgere, der er strømmet til partiet for den benhårde udlændingepolitik, når det efterhånden går op for dem, at Nye Borgerlige ønsker at nedlægge 100.000 job i det offentlige og afskaffe topskatten? Særligt set i lyset af, at så mange af Nye Borgerliges vælgere er ex-DF’ere med en nærmest socialdemokratisk indstilling til økonomisk politik, virker det utopisk at tro, at disse lige pludselig skulle begynde at sværge til et ønske om en minimalstat. 

Derfor må Nye Borgerliges nylige omfavnelse af Arne-pension ses som udtryk for en lidt panisk venstredrejning foretaget klokken lidt i tolv for at bibeholde så mange af de nye vælgere som muligt. For i en dansk kontekst er det ikke realistisk at fastholde så mange vælgere, der i høj grad kommer fra arbejderklassen, hvis ens vigtigste økonomisk-politiske dagsorden er skattelettelser for de rigeste. 

Mange vælgere blandt arbejderklassen finder Arne-pensionen kærkommen. Derfor er det også umiddelbart snusfornuftigt af Nye Borgerlige at støtte et politisk tiltag, der er populært i den demografi, mange af deres vælgere stammer fra. Men når Vermund selv decideret har sat en modsætning op mellem Arne-pension og borgerlighed, fristes man til at spørge, om Nye Borgerlige nu virkelig er så borgerlige, som de påstår at være?

 Det stritter i hvert fald i vidt forskellige retninger, når partiet på den ene side freder Arne-pensionen og samtidig danner fælles borgerlig front med V, K og LA i spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft, i protest mod venstrefløjen

Denne tvetydighed er problematisk for partiet, al den stund at erfaringen viser, at uklar kommunikation om, hvorvidt man fortrinsvist vil lave politik med rød eller blå blok, netop var den akilleshæl, der blev begyndelsen til den store deroute for Dansk Folkeparti. Proportionerne er ikke de samme i de to tilfælde, men ikke desto mindre er det politisk kommunikation 101, at de signaler, et parti sender vælgerne, bør være ensartede over hele paletten.

Endelig rejser Nye Borgerliges venstredrejning et andet vigtigt spørgsmål; hvis den nyfundne kærlighed til Arne-pension ikke er det sidste røde økonomiske standpunkt, partiet kommer til at indtage, hvad er så overhovedet Nye Borgerliges eksistensberettigelse? Det, der i første omgang gjorde dem unikke, var den særegne kombination af hardliner-udlændingepolitik og liberal økonomisk politik, a la Fremskridtspartiet i fordums tid. Men hvis Nye Borgerlige fortsætter med at stille sig side om side med de røde partier og Dansk Folkeparti i økonomiske spørgsmål, kunne man foranlediges til at spørge sig selv, hvori forskellen mellem dem og netop Dansk Folkeparti egentlig består. 

Den kommende tid kan vise sig at være en ilddåb for Nye Borgerlige, der må vise, om de blot er en one-trick pony med udlændinge som enestående trumfkort, eller om de også kan formå at placere sig strategisk i et økonomisk-politisk smørhul mellem decideret socialdemokratiske og minimalstatstænkning.

[adning id="17957"]

Fik du læst?