Hvad er den grundlæggende ambition egentlig med regeringens udflytningsplaner? Når både erhvervslivet er tvivlende vedrørende omfanget af de positive effekter grundet erfaringerne fra tidligere udflytninger, og hverken studerende eller ansatte ønsker tiltaget – er det svært at se motivationen, skriver Simon Gardner Mogensen i denne analyse.
Af Simon Gardner Mogensen, redaktion@indblik.dk
En af de debatter, som formentlig vil være tilbagevendende det kommende år, er den brede politiske aftale, ”Tættere På – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund”, om at udflytte en stor andel af uddannelserne, som normalt er placeret i de større byer.
Det forlyder fra Uddannelses- og Forskningsministeriet at regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om flere og bedre muligheder for at tage en uddannelse i hele Danmark. En aftale, som har til hensigt at indføre et nyt regionalt taxameter og en 2030-målsætning om højere optag uden for storbyerne og lavere optag i de største byer. Som mere eller mindre betyder, at de store universiteter er nødsaget til enten at flytte studiepladser ud af byen eller decideret lukke dem.
Og her rejser spørgsmålet sig, om hvad årsagen er til at udflytte disse mange uddannelser? Bliver uddannelserne bedre? Pleaser man erhvervslivet og skaber mere beskæftigelse? Eller er det her grundlæggende en aftale, som har til hensigt at skaffe vælgere i Provinsdanmark?
Aftalens forventede konsekvenser
Aftalen betyder, at det på både Copenhagen Business School, Københavns Universitet og Aahus Universitet er humaniora, der bliver hårdest ramt af regeringens krav om at reducere studieoptaget med 10 procent. Her har CBS f.eks. tænkt sig at lukke hele fire uddannelser, mens KU reducerer optaget 1.590 studiepladser (heraf 40 procent på det humanistiske fakultet).
Generelt betyder forslaget, at utroligt mange studiepladser vil blive nedlagt og som udgangspunkt er der ingen plan for, at de skal erstattes. Udover universitetsuddannelserne, så er der afsat 50 millioner kroner i 2020 til flere velfærdsuddannelser uden for de store byer, 102 millioner kroner til l STEM-uddannelser i hele landet og 5.000 flere uddannelsespladser på de videregående uddannelser i 2020 og 2021 – som alt sammen indgår i ”Tættere På – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund”.
Det, der forekommer mærkværdigt ved aftalen, er at det tilsyneladende blafrer i vinden, hvad ambitionerne med den er – hvad er det, man egentlig vil opnå?
Den tidligere kirke- og undervisningsminister Margrethe Vestager i 1990’erne blev sat til at hæve uddannelsesniveauet ved at samle og centralisere uddannelserne under den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup. Hvad har ændret sig sidenhen?
Den politiske ambition og initiativets omfang
Af politiske partier som indgår i aftalen, er regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne. Enhedslisten og Alternativet har for nyligt trukket sig fra aftalen.
Og tiltaget ligner mere eller mindre en forlængelse af den tidligere Venstre-ledede regerings udflytningsplan ”Bedre Balance”, hvor man i 2015 annoncerede at flytte knap 3.900 statslige arbejdspladser fra Hovedstaden og ind i resten af Danmark.
Her lød ambitionen at rykke statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder, med den argumentation, at det var mere retfærdigt og ville skabe mere aktivitet rundt om i landet. Noget som konkret blev målt af Dansk Industri efterfølgende, med den konklusion at:
”Nye beregninger fra DI viser, at udflytningen af statslige arbejdspladser har haft meget begrænset betydning for udflytningskommunerne sammenlignet med udviklingen i private arbejdspladser. Flere lokale virksomheder vurderer samtidig, at udflytningen af statslige arbejdspladser ikke har gjort det nemmere, men sværere at skabe private arbejdspladser.” – Thomas Qvortrup Christensen, seniorchefkonsulent hos Dansk Industri i rapport fra januar 2020.
En konklusion som ikke ligefrem tilsiger, at udflytningen er en mirakelkur eller for den sags skyld, har særligt mange positive effekter. Men det har ikke afholdt regeringen fra at gå i samme retning, og fortsætte med endnu flere tiltag, i form af ny model for elevfordeling i gymnasier, udflytning af statslige job og universitetsuddannelser samt nedrivning af boligblokke.
Det, som tidligere på året blev refereret til af boligminister, Kaare Dybvad, som at blande befolkningen eller ”den store ommøblering” i Berlingske den 12. juli 2021.
Nu lyder argumentationen lidt mere ”luftig”, da ambitionerne for decentraliseringen i form af udflytninger er blevet mindre målbare. Da man ved tiltagene skal blande rige med fattige, indvandrere med etniske danskere, københavnere med jyder – med det mål, at skabe mere tryghed og nærhed.
Udflytningens forventede effekter og andre erfaringer
Frem for at præsentere legitime data bag tiltaget, fortalte Kaare Dybvad i kølvandet på tabet af vælgere i de store byer ved kommunalvalget i efteråret i Debatten d. 18. november, at hele kritikken af decentraliseringen, var lettere højpandet og storsnudet. I og med, at man byer som Svendborg, Halsnæs og Holbæk – alle byer som Socialdemokratiet gik frem i – lige så godt kunne skabe samme kvalitet for uddannelse og studiemiljø, som i de store byer.
Til trods for, hvad boligministeren insinuerer, er det værd at kigge på, hvad vi egentlig kan antage om den kommende udflytning, da det hele nok ikke er så rosenrødt, som de gerne vil have, at det er.
Først og fremmest er nogle af de konklusioner som Dansk Industri kom frem til i 2020, efter ”Bedre Balance I & II” var gennemført, relativt negative.
Dette afstedkom af, at kun hver fjerde medarbejder flyttede med deres udflytning og 13 procent af virksomhederne har efter udflytningen fået sværere ved at rekruttere. Alt imens at den offentlige beskæftigelse kun steg med 775 personer i udflytningskommunerne, på trods af at 5.500 arbejdspladser skulle udflyttes til 33 kommuner rundt om i landet.
Det sidste skyldes, at offentlige arbejdsgiveres rekrutteringssituation og andre tilpasninger (f.eks. omstruktureringer og oprettelse/nedlæggelse af institutioner) i kommuner, regioner og på de eksisterende statslige arbejdspladser har betydning for udviklingen i den offentlige beskæftigelse. Det samme, som allerede er ved at ske ved nedlukningen og omstruktureringer af studiepladser og uddannelsesretninger.
Vokal kritik af forslaget og et rejsende studenteroprør
For trods det romantiserede billede af de glorværdige provinsuniversiteter ved Oxford og Harvard, så har man også fået en anden vokal kritik af regeringens udflytningsplaner – bestående af den voksende modstand blandt de studerende. Her lægger man vægt på lidt andre ting end erhvervslivet, og har samlet sig i en bevægelse ved navnet Studenteroprøret ’22.
Her agiterer man mod forslaget på baggrund af, at afstanden til uddannelser i langt de fleste unges tilfælde ikke er er et massivt problem. Da der ifølge Kraks Fonds byforskning fra 2015 at; ”over 90 procent af de hjemmeboende unge har mindre end 30 kilometer til en erhvervsakademi- eller professionsuddannelse, og over 65 procent har mindre end 30 kilometer til en universitetsuddannelse.”.
Alt imens, at den demografiske udvikling ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet i 2021 tilsiger, at ungdomsårgangene bliver større i storbyerne, mens de reduceres i de mindre byer – og dermed rykker man faktisk uddannelserne fra der, hvor dem, der bruger dem bor.
I lyset af disse tal, lægger Studenteroprøret ’22 også vægt på, at langt de fleste af universitetsbacheloruddannelserne i byer som Herning, Sønderborg og Esbjerg har haft tomme pladser i perioden 2009 til 2019.
Samtidig med, at hvis ens studie er placeret i en mindre by, har de studerende større tilbøjelighed til at pendle fra en større by. Eksemplificeret i, at hos SDU Slagelse kommer 60-70 procent af de studerende ikke fra Slagelse og omegn. I stedet pendler en stor gruppe af studerende fra København.
Udover de unges kritik, så har de ansatte på universiteterne da også ytret en vis utilfredshed. I hvert fald har lagt størstedelen af de ansatte på henholdsvis DTU og Københavns Universitet svaret, at de ikke ønsker at flytte med.
På DTU svarede 8 procent, at de ville flytte med uddannelsen og 4 procent på Københavns Universitet. I stedet vil de ansatte finde job i den private sektor eller andre job i universitetsverdenen. Årsagen til dette skyldes bl.a., at man mener at forskermiljøer vil forsvinde og at dette vil føre til en kvalitetsreduktion af uddannelserne.
Spørgsmålet om ambitionen med udflytningen blafrer stadig i vinden
For hvad er den grundlæggende ambition egentlig med regeringens udflytningsplaner? Når både erhvervslivet er tvivlende vedrørende omfanget af de positive effekter grundet de tidligere erfaringer fra ”Bedre Balance I & II”, og hverken studerende eller ansatte ønsker tiltaget – er det svært at se motivationen.
Da det mere eller mindre minder om en teoretisk floskel, at man kan mindske afstanden mellem land og by – hvis præmissen er, at det ingen positive effekter vil have for erhvervslivet, ikke harmonerer med den demografiske udvikling og kvaliteten af uddannelserne er i risiko for at blive forringet.
Man fristes til at få den overbevisning, at det hele muligvis handler mere om at skaffe vælgere i det såkaldte Provinsdanmark, end at skabe egentlig positive resultater for de implicerede. Specielt taget i betragtning af den automatreaktion vi ser fra socialdemokraterne, som affejer kritikken som elitær og storbyfanatisk – frem for at fremsætte målbare resultater af aftalen.