Anklageskrift: Sanjay Shah stak selv 7,2 milliarder skattekroner i lommen

Anklageskrift: Sanjay Shah modtog selv 7,2 milliarder
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sanjay Shah fik selv en andel på mindst 80 procent af de lidt over ni milliarder kroner, som han skal have svindlet den danske statskasse for i udbytteskat.
Det mener anklagemyndigheden, der 7. januar rejste tiltale mod britiske Sanjay Shah og en anden brite for uberettiget refusion af udbytteskat.
Det fremgår af anklageskriftet fra Bagmandspoliteit (SØIK), som Ritzau har fået aktindsigt i.
En andel på 80 procent svarer til over 7,2 milliarder kroner.
Den anden brite, som skal have medvirket til svindlen, fik en noget mindre andel – men stadig et voldsomt beløb. Han er tiltalt for at have modtaget mindst 1,5 procent af et beløb på cirka 8,9 milliarder kroner.
Den andel svarer til over 134 millioner kroner.
Den medtiltalte var ifølge anklageskriftet konsulent i flere af Sanjay Shahs selskaber. Han bistod angiveligt med udviklingen, organiseringen og driften af det lukkede handelssystem, som blev brugt til svindlen.
I udbyttesagen er der i alt blevet svindlet for 12,7 milliarder kroner. Selv om der er rejst tiltale mod de to for samlet svindel og forsøg på svindel for 9,6 milliarder kroner, fortsætter efterforskningen.
Det oplyste Bagmandspolitiet, da det havde rejst tiltale tidligere i januar.
50-årige Sanjay Shah har tidligere nægtet sig skyldig. Han mener, at han blot har udnyttet et hul i loven. Sanjay Shah, der bor i Dubai, har også fortalt, at han gerne ville møde op til en straffesag i Danmark.
– Og jeg ved, at det værste, der kan ske, er, at jeg bliver smidt i fængsel i tre år, har han sagt til Børsen.
Tiltalen er dog rejst efter en paragraf om groft bedrageri, hvor strafferammen kan forhøjes til 12 års fængsel.
Det betyder ikke, at anklagemyndigheden nødvendigvis vil gå efter så hård en straf. I nyere tid har de hårdeste domme i Danmark for økonomisk kriminalitet været på syv års fængsel.
Foruden fængsel kræver anklagemyndigheden, at de to mænd frakendes retten til at deltage i ledelsen af en virksomhed i Danmark og udlandet, hvis ikke de hæfter personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.
Den medtiltalte brite bor i Storbritannien. Retssagen vil foregå i Retten i Glostrup på et endnu ikke bestemt tidspunkt.
Per Fiig, der er fungerende statsadvokat for Søik, har dog afvist at svare på, om de vil kræve de to mænd anholdt for at sikre, at de møder op til retssagen:
– Vi er selvfølgelig ikke så blåøjede, at vi tror, at nogen af sig selv vil møde op i Danmark til en retssag, hvor de risikerer mange års fængsel, sagde han 7. januar.
– Derfor vil vi selvfølgelig også arbejde med alle de muligheder, vi har, for at sikre, at de tiltalte bliver stillet for en dommer i Danmark. Lige præcis hvad det er for et arbejde, vi skal til at udføre, kan jeg ikke komme ind på i dag.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?