Anmeldelse: “Med lov skal land nedbrydes” ændrer samtykkedebatten totalt

Marianne Stidsen genrejser debatten om samtykke. I sin nye udgivelse viser hun 10 konkrete sager, der fjerner enhver tvivl om, at den ny samtykkelov er et problem for retssamfundet og demokratiet.
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Det er ikke fra nogen fjern eller selvophøjet position, at Marianne Stidsen taler om samtykkeloven i sin nye bog “Med lov skal land nedbrydes”, som udkommer d.18. september. Tværtimod. Stidsen har i årevis beskæftiget sig med samtykkeloven såvel som Metoo-bevægelsen, og hun har gravet dybt ned i både den juridiske materie og konkrete sager, ligesom hun har været helt tæt på ofrene i sagerne, for at få deres beretninger.

Så meget er tydeligt i bogens 304 siders gennemgang og behandling af 10 rigtige sager fra det danske retsvæsen efter samtykkelovens indførelse i 2021. Debatten om samtykke har hidtil været mere teoretisk og lejlighedsvist spekulativ, men med konkrete sager på bordet leverer Stidsen en sprængfarlig debatbog:

Et enigt Folketing, et utal af NGO’er og aktivister og flere jurister er ret og slet gået galt i byen, ifølge Marianne Stidsen. Havde kalenderen skrevet 2020, og var bogen ikke skrevet på baggrund af knap to års erfaring med samtykkeloven i det danske retsvæsen, kunne bogens konklusion meget vel fremstå som blot entusiastisk alarmisme.

Med de 10 konkrete sager i bogen, er der dog tale om alt andet, og efter at have læst den er det særdeles svært at konkludere andet end, at samtykkeloven har slået grueligt fejl på parameteren retssikkerhed.

Hvor Stidsen og mange andre – herunder ikke så få juridiske eksperter – hidtil har råbt vagt i gevær over den ny samtykkelov i mere principielle vendinger, er “Med lov skal land nedbrydes” anderledes konkret. Dét ændrer ikke så lidt for læseren, som bogen efterlader uden nogen tvivl om, at Danmark virkelig har oplevet et ganske alvorligt skred i retssikkerheden med den ny samtykkelov.

At uskyldige nu dømmes, og der således i praksis er gjort op med Uskyldsformodningen, som Stidsen advarede imod inden lovens vedtagelse, og nu insisterer på.

Stidsens formuleringer om denne påståede politikfejl strækker sig fra “Dante’s 10. helvedeskreds” til “en gru forårsaget af overlagt ondskab begået af staten i det godes navn”, ligesom det ikke skorter på sammenligninger med historiske politikfejl under totalitære regimer.

Polemik ville ikke være nogen ny anklage at rejse mod Marianne Stidsen i regi af samtykkedebat. Hendes holdningsmodstandere har i årevis kaldt hende polemisk, og langt værre. Anderledes er dog, at det med blot et perifert blik på bogens 10 sager ville være svært gjort at forestille sig nogen uskyldigt voldtægtsdømts eller pårørendes protest over sådanne formuleringer, som Stidsen gør brug af:

Det ville nærmere kræve et mere eller mindre fravær af empati at foreslå andet.

Tilbage til start i samtykkedebatten?

Samtykkeloven var omdrejningspunkt for ivrig og hidsig debat inden den blev vedtaget af et enigt Folketing. Hvis Stidsens bog har blot fugls føde på sig – og henset de nærmest zealotisk kritiske faktatjek, Stidsen vanligvis mødes af, har hun næppe surret en bog sammen af nemt afviselige usandheder – så ændrer udgivelsen af “Med lov skal land nedbrydes” ikke så lidt for samfundsdebatten.

Ikke bare tvinger bogen principielt set samtykkedebatten mere eller mindre tilbage til start, hvilket selvfølgelig i sig selv er noget af en bedrift for en debatbog. Den sætter også et mastodontisk spørgsmålstegn ved en ideologisk bevægelse – den feministiske, for at være sikker – som omfatter ikke så få medlemmer af regeringen, partiledere, embedsværket, et omfattende netværk af statsstøttede NGO’er, fylder ikke så lidt i det europæiske samarbejde, fagforeninger, statsradiofonien og mediebilledet generelt, og derfor diskursen.

Det er kort sagt en kamp om selveste folkets virkelighedsopfattelse, Marianne Stidsen er involveret i, imod en omfattende magtfuldhed – og som hun med sin nye udgivelse tager et massivt stik i. Bogen gør det mildt sagt svært for en læser at være uenig i Stidsens sigte for politikfejl i forbindelse med samtykke og feminisme.

Det er sandsynligvis af samme årsag, at Stidsen – der har en doktorgrad i litteratur – holder bogens sprog bredt tilgængeligt for også den almindelige samfundsborger med interesse i sit land, sin kultur, sit folk, eller blot retskaffenhed generelt.

Denne anmelder vil særligt anbefale bogen til enhver politiker, som har stemt for Samtykkeloven. Og enhver borger, som har stemt på en politiker eller et parti, som har. Mænd og drenge, fordi det ny, juridiske paradigme påvirker dem direkte og har betydning for deres retssikkerhed. Kvinder og piger, fordi de risikerer at miste sine fædre, brødre, sønner og mænd til falske anklager, og fordi den ny lov sår tvivl om voldtægtsdommes korrekthed, hvad selvfølgelig intet rigtigt offer for voldtægt er tjent med.

Bogens indhold er drøj kost, og hvis man nærer illusioner om, at Danmark ikke kan have retssikkerhedsmæssige problemer, så bør man som læser forberede sig på at få sine overbevisninger sat alvorligt på prøve.

“Med lov skal land nedbrydes” udgives af forlaget Hovedland d. 18. september. Omslaget er illustreret med et privat foto af en falsk anklaget, Danial Ahmads, fængelsdagbog fra hans tid i fængslet før han blev pure frikendt i Landsretten. Designet er af Siff Kongsted Lund, tilrettelæggelsen er udført af Svetlana Makarenko og bogen er trykt hos Clemensbryggeriet.

Alt overskud fra salg af bogen går ubeskåret til foreningen Ord mod Ord, som arbejder med mænds og drenges retssikkerhed i samtykkesager.

“Med lov skal land nedbrydes” kan bestilles hos forlæggeren, her

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?