Asger Aamund perspektiverer Nancy Pelosis besøg på Taiwan og Kinas reaktion.

De fleste har i cirkus eller på tv set nummeret med de roterende tallerkner, hvor artisten anbringer tallerkner på toppen af roterende bambuspinde.
Hør artikel

Når roteringshastigheden aftager, vakler tallerknerne og artisten må springe som en vanvittig mellem de otte pinde for at holde gang i tallerknerne. Til sidst griber han elegant tallerknerne efterhånden, som de falder af pindene og modtager med et buk publikums bifald.

Kina er artisten, der må løbe rundt mellem ikke 8, men 50 tallerkner for at forhindre, at de falder af deres pinde. Der er nemlig 50 etniske mindretal i Kina, der alle drømmer om mere frihed og selvstændighed. Den kinesiske ledelse har med gru iagttaget udviklingen under Sovjetunionens opløsning, hvor Stalins engang så mægtige imperium faldt sammen og blev afløst af en række nye selvstændige nationer som Ukraine, Belarus, Georgien og Kazakhstan. Ledelsen af Kinas kommunistiske parti er fast besluttet på, at dette må ikke blive skæbnen for det kinesiske imperium, som skal holdes sammen som en enhedsstat uanset konsekvenser og omkostninger. I Kina tror man fuldt og fast på dominoeffekten: hvis en brik falder og skubber til den næste, falder hele rækken. Kinesisk indenrigspolitik har derfor det mål at nedkæmpe ethvert forsøg på særstilling og selvbestemmelse overalt i det vældige rige.

Det begyndte med Tibet, der i 1913 efter det kinesiske kejserriges sammenbrud udråbte sig til en suveræn nation efter at have levet mange århundreder under det kinesiske åg. Mellemkrigstidens globale politiske førerhund var England, som støttede det frie Tibet dog under den forudsætning, at landet skulle anerkende Kina som sit formelle statsoverhoved på samme måde som de frie nationer Canada og Australien formelt anerkendte den engelske konge som statsoverhoved. Da Mao Tse-Tung i 1949 overtog magten i Kina, gjorde han kort proces med det frie Tibet, som omgående blev invaderet af den kinesiske hær og indlemmet i den nye kommunistiske stat.

Når Kina i dag fører en kulturel og politisk udrensningspolitik mod uighurerne, stammer det helt tilbage til 1944, hvor Xinjiang provinsen, som er uighurernes hjemstavn, proklamerede sig som selvstændig nation under navnet Østturkestan. Uighurerne er sunni-muslimer og ikke han-kinesere, men af tyrkisk og mongolsk afstamning. Som med Tibet invaderede Maos hær den nye stat og indlemmede den i Kina. Som sunni-muslimer anerkender uighurerne ikke det kinesiske kommunistparti som overhøjhed. Allahs udødelige lov står over menneskets sekulære lovgivning. Kinas svar er en kulturel udradering af islam både som tro og især som politik. Sharia er forbudt, slør er forbudt. ’overdreven ansigtsbehåring’, altså islam skæg er forbudt ligesom islamiske navne. Drengebørn kan således ikke hedde Muhammed, Ali eller Saddam.

Konflikten om Taiwan skal ses på denne baggrund. Da de kinesiske nationalister tabte krigen til kommunisterne og flygtede til Taiwan, ville Mao som sædvanlig invadere øen og indlemme den i Kina. Men de kinesiske væbnede styrker magtede ikke at sende en større kampstyrke hen over Formosa Strædet, og USA havde besluttet sig til militært at forsvare Taiwan mod en kommunistisk magtovertagelse. Kina måtte i stedet indrette sig på en meget langsigtet politik, der med løfter og trusler skulle tvinge Taiwan tilbage i folden. Denne politik er kun halvt lykkedes. På den ene side har Kina opnået, at det internationale samfund anerkender ’ét-Kina politikken’, altså ser Taiwan som en del af Kina, men ikke nødvendigvis som en del af det kommunistiske Kina. Taiwan har siden 1949 udviklet sig til en højteknologisk, demokratisk velfærdsstat, hvis befolkning ikke kunne tænke sig noget værre end at blive opslugt af det kommunistiske Kina. Da Kina overtog Hong Kong fra England i 1997, lovede Kina, at Hong Kong og Kina ville være én nation, men to systemer. Hvedebrødsdagene varede ikke mange år, og den tidligere britiske kronkoloni er i dag de facto indlemmet i Kina som Tibet og Østturkestan. Hvis de var sikre på succes, ville kineserne invadere Taiwan i morgen, men de har som formand Mao ikke nogen invasionsflåde, der kan bringe en millionhær over Formosa-strædet. Taiwan er bevæbnet til tænderne, og russernes fiasko i Ukraine har nok fået kineserne til at trække de militære følehorn til sig. Nu da 82-årige Nancy Pelosi er landet I Taipei Lufthavn, kan vi vente en hel del ballade. Luften bliver tyk af militærøvelser, trusler og teatertorden fra de rasende kinesere, som dog godt ved, at selv om Pelosi er den tredje mest magtfulde amerikaner, så er hun fortid og afmægtig efter midtvejsvalget i november, hvor hendes Demokratiske parti står til at få et fortjent jordskredsnederlag i parlamentets to kamre. Pelosis besøg i Taiwan skal ses som et desperat forsøg på at udbedre de politiske skader efter præsident Bidens ydmygende hovedkulds flugt ud af Afghanistan. Men taiwaneserne kommer nok til at ryste i bukserne, indtil enten Donald Trump eller Floridas guvernør Ron DeSantis overtager præsidentposten i 2024 og danner en regering, som kineserne kommer til at frygte og respektere. Til glæde og betryggelse for os alle sammen.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?