Bag Pelle Dragsteds moderate udklædning gemmer sig stadig en revolutionær, der vil føre Danmark mod afgrunden

Foto: Gyldendal
Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Bliver Enhedslisten-profilen Pelle Dragsteds ”nordiske socialisme” til virkelighed, kan det ende helt galt. Det mener Uffe Merrild, som har kastet et kritisk blik på Dragsteds nylige bog.

Af Uffe Merrild, liberal blogger og civilingeniør

Menneskeheden er i overhængende fare. Vi trues af klimakatastrofe, galopperende ulighed og en farlig koncentration af økonomisk magt hos en lille elite. Heldigvis er der råd at hente hos Pelle Dragsted.

Dragsteds bog beskriver, hvordan vi hælder kølige nordiske demokratitraditioner på den glohede klode, udbreder demokratisk ejerskab af virksomheder til at opdele den økonomiske magt, mens højere skatter og forstærket omfordeling skal sikre ligheden.

Samlet under en fællesnævner kalder Dragsted systemet for ”Nordisk socialisme”.

Socialismen er retfærdig og demokratiet gavner almenvellet

Selvom Dragsted er socialist og ser socialismen som det bedste økonomiske system for samfundet, rummer hans nordiske socialisme moderation.

For det første er den statslige centrale planlægning af hele økonomien opgivet, og for det andet skal ændringer af økonomien følge den parlamentariske proces. Her er ingen planer om revolution med vold – reformerne skal indføres ad demokratiets vej.

Dragsted mener, at hans 10 reformforslag blot er en udbygning af eksisterende danske institutioner. Blandt andet foreslår han reform af selskabsloven til fordel for kooperativer, højere skatter på kapital, der primært vil ramme ikke-demokratiske (kapitalistiske) virksomheder, udvidelse af den offentlige sektor, oprettelse af en socialistisk investeringsfond og krav om demokratisering af virksomheder med mere end 100 medarbejdere.

Dragsteds idéer henter han ofte fra Socialdemokratiets historie. Han henviser til Jens Otto Krags tanker om økonomisk demokrati og keynesiansk fuld beskæftigelse, Gunner Adler-Karlssons funktionssocialisme der regulerer den private ejendomsret og Frederik Borgbjergs forslag om at styrke den kooperative bevægelse som “en slags cellebygning” der “trænger kapitalismen tilbage”.

Kombinationen af disse tre tråde skal sikre den nordiske socialisme i Danmark.

Men disse idéer var kendte og udbredte i fortiden. Hvorfor genoplive de gamle virksomhedsformer? Hvis de var gode, hvorfor har de ikke vundet frem på markedet og fået en stærk plads i økonomien?

Demokratisk historiefortælling

Til at besvare spørgsmålet, vender Dragsted sig mod en historiefortælling. Samfund består overordnet set af både kapitalistiske og demokratiske elementer, der udbygges eller nedrives i kampen mellem to modsatrettede kræfter.

På den ene side virker demokratiske kræfter til at fremme demokratisk kontrol, mens på den anden side står de oligarkiske kræfter, der fremmer kapitalistisk kontrol.

Særligt er problemet med den oligarkiske magt, at den er selvforstærkende. Koncentreret rigdom i den snævre rigmandsklasse gør oligarkerne i stand til at forstærke deres magt i det politiske system, der igen køber dem mere rigdom.

Overordnet set skete der store fremskridt i takt med demokratiseringen indtil omtrent slutningen af 1970’erne. Demokratiet vandt frem og kapitalisterne blev holdt i skak, fordi socialdemokratiets politik gjorde alle rigere. Men så kom den internationale kapitalistiske oliekrise og nedskar kapitalisternes profit.

Profitreduktionen blev for meget, og kapitalisterne slog tilbage mod de demokratiske kræfter ved at sænke investeringerne, der hævede arbejdsløsheden.

Dernæst iværksatte de en propagandakampagne, der fik knæsat den nyliberale dagsorden, der bl.a. postulerer, at offentligt ejerskab er ineffektivt og gammeldags.

Privatisering er effektivt og frigørende. Effekterne lever vi med i dag: Privatiseringer, lavere skatter på de rigeste, større ulighed og et mindre socialt sikkerhedsnet.

I historiefortællingen får man indtryk af, at Dragsted mener, at demokrati er alt der skal til for at sikre velfærd, bedre arbejdsforhold og naturbeskyttelse.

Megen lidt plads anvendes til de nødvendige økonomiske overvejelser, fx over hvilke omkostninger kunne være forbundet med bedre arbejdsforhold og naturbeskyttelse.

Fra kapitalisme til kooperativer

En af Dragsteds løsninger på magtkoncentrationen er at omdanne kapitalistiske virksomheder til kooperativer. Han går dog ikke til ekstremer, da han tillader virksomheder med under 100 medarbejdere at fortsætte som før, men de store skal med lovens tvang omdannes til ”demokratiske” virksomheder, eller betale en skat så høj, at de ville ønske, de var blevet det.

I den kooperative virksomhed skal kapitalen opdeles i to sektioner, hvis fordeling løbende kan justeres: En ejes af medarbejdernes fond og en ejes af statens fond. Kapitalen i virksomheden må ikke sælges af hverken statens eller medarbejdernes fond og bliver derfor et investeringsmæssigt sort hul, hvorfra intet kan trækkes ud.

Formålet med kooperativer er, at virksomhedens profit bliver delt ud til fondene. Medarbejderne bliver ikke udbyttet af kapitalisten længere, men i det omfang statens fond har medejerskab, udbytter staten dem vel?

Der mangler en diskussion af, hvorvidt medarbejderne ønsker at løbe risikoen som virksomhedsejere. Som medejere af virksomheden er de afhængige af et overskud, da der ellers ingen profit kan deles. Får virksomheden underskud, må medarbejderne skæres i deres løncheck, medmindre fondene træder til og dækker tabet.

Det er normalt det tab, som kapitalisten dækker. Den funktion er ikke med i Dragsteds fremstilling af kapitalisten, som bliver lidt mangelfuld.

Bogen præsenterer en løsning på kapitalproblemet: En del af medarbejderfondens andel af overskuddet skal tvangsgeninvesteres i virksomheden, og derudover kan den statsejede fond investere i de kooperative virksomheder.

Af de to muligheder bliver statsfonden en attraktiv måde at skaffe kapital. Kooperativer kan ganske vist hente kapital fra deres overskud, eller medarbejderfonden, men begge kommer på bekostning af medarbejdernes løn.

Det økonomiske problem, at indtægterne skal deles mellem ”kapitalisten og medarbejderen” er reelt ikke løst. Derfor frygter jeg, at staten kommer til at dække tabene i kooperativerne.

Medarbejderne har stor interesse i at få så stor andel af indtægterne udbetalt som løn, særligt i lyset af Dragsteds lighedspolitik, hvor der lægges et loft på, hvor mange kroner af virksomhedens overskud, der kan udbetales til medarbejderne. Alt derudover går til statens fond. Medarbejderne vil derfor sørge for, at overskuddet er så lille som muligt ved at udbetale så høj en løn som muligt.

Demokratiske beslutninger

Pelle Dragsted er glad for demokrati, som han kalder ”smukt”. Antallet af gange, hvor ord med “demokrati” indgår på de første 24 sider (forord og indledning), er 89. Demokrati, siger Dragsted, er løsningen på kapitalismens uløste problemer som klimakrisen, ulighed og oligarkisk magt.

Det er igennem demokratiet, at beslutningerne gavner flertallet og opnår den af Dragsted ønskede status som bæredygtig og langsigtet. Essensen er, at demokratiet indfanger alle vælgernes præferencer og lader et flertal afgøre, hvilken præference skal tilgodeses.

Men der er problemer med det næsten universelt accepterede udgangspunkt. Flertalsbeslutninger blev analyseret af nobelprisvinderen Kenneth Arrow i 1950’erne, og det opsigtsvækkende ved Arrows analyse er, at flertalsbeslutninger kan give udfald, der er stik modsat de bagvedliggende præferencer. Man kan altså ikke konkludere, at når flertallet har talt, har de fleste fået, hvad de ønskede.

Et af Dragsteds postulater er, at flertallets beslutninger er mere langsigtede i forhold til kapitalistens. På intet tidspunkt forklarer Dragsted, hvorfor det skulle forholde sig sådan. Det er svært at forestille sig, medmindre Dragsted mener, at medarbejderne bliver mere langsigtede af at blive ejere af virksomheden.

I dag forudbetaler kapitalisten medarbejdernes løn og underleverandørernes varer og venter på, at forbrugerne køber hans produkt. I sammenligning mellem kapitalist og medarbejder er det kapitalisten, der træffer de mest langsigtede beslutninger. Overdrages virksomheden til medarbejderne, kan vi modsat Dragsteds postulat forvente, at beslutningerne bliver mere kortsigtede.

Dragsted er dog opmærksom på, at den enkelte virksomhed kan tilsidesætte almenvellet og agere i sin egen snævre interesse. Han fremhæver bl.a., at andelsselskaberne ikke var dydsmønstre. De gav ikke altid medarbejderne bedre forhold eller forurenede mindre i åer og vandløb end deres kapitalistiske søskende. Derfor bør virksomheder være underlagt en overordnet styring fra folketinget.

Demokratisk rammeplanlægning

For den danske økonomi som helhed skal en demokratisk planlægning sætte rammerne for udviklingen, tæmme klimaproblemerne og sikre lighed i samfundet. Rammen skal fastlægges demokratisk på Christiansborg og indenfor den ramme, kan den enkelte virksomhed vælge, hvordan den vil agere. Rammeplaner fra Christiansborg er velkendte, men er ikke gode per definition.

”Det var ikke rigtig socialisme”, siger venstrefløjen ofte, når den konfronteres med de socialistiske staters miserable resultater. Men mon ikke også Dragsted må benægte fortidens demokratiske beslutninger som ”ikke rigtigt demokratiske”, når vi graver i historiens bog og finder, at netop den højt besungne socialdemokratiske vækstpolitik i efterkrigstiden skabte de største forureningskatastrofer i danmarkshistorien.

Katastrofer, som vi 60 år senere stadig diskuterer, hvem skal betale for, og hvordan skal løses. Cheminova og Grindstedværket var tandhjul i datidens socialdemokratiske maskine, der sigtede på fuld beskæftigelse i alle landsdele. Virksomhederne fik af regeringen tilladelse til at forurene hhv. Harboøre Tange og Grindsted Å eller Kærgård Klitplantage, og fulgte dermed bare den demokratiske rammeplan.

Markedssocialismen

Midt i al kritikken af kapitalismen, fremhævelsen af fælleseje, lighed, profitdeling og demokratiske rammeplaner, ramler man ind i Dragsteds diskussion om markedet for forbrugsgoder. Hvis det er muligt at få piskesmæld af at læse en bog, så sker det på side 273 i et citat fra Preben Wilhjelm, der kalder markedsmekanismen på forbrugsgoder ”genial” og ”ultrademokratisk”.

Forbrugerne træffer de mikroøkonomiske beslutninger, der guider virksomhedernes produktion. Hvorfor denne ”geniale” og ”ultrademokratiske” mekanisme ikke tillades at fungere for køb af sundhedsydelser, psykologydelser, børnehaveydelser, skoleydelser og en lang række andre ”fælles forbrugsgoder” kan synes besynderlig. Hvorfor kun gøre nærigt brug af mekanismen, hvis den er så god?

I markedssocialismen konkurrerer producenterne mod hinanden for at producere produkter, forbrugerne ønsker. Men producenterne skal have kapital bl.a. for at reagere hurtigt på forbrugernes ønsker, ny teknologi, eller ændringer i produktionsstrukturen forårsaget af ydre faktorer. Men investeringer fra statsfonden kræver, at der er et flertal bag dem. Så hvem skal have kapital?

Man kan spørge sig selv, om en demokratisk investeringsfond ville turde skyde penge i progressive iværksættere, der fremsætter deres idéer? Tænk på mænd som Martin Thorborg (bl.a. Jubii), Janus Friis (bl.a. Skype) og Klaus Riskær Pedersen (bl.a. CyberCity), som alle var meget fremsynede iværksættere.

Nu kan vi se, at det var en god investering at give dem kapital, men når man skal tage beslutningen om at give kapital eller ej, husker man også på, at man risikerer at finansiere en Stein Bagger.

Flertallet af danskere er knapt så interesserede i at tage risiko, som en iværksætter er det, og derfor kan vi måske bedst forestille os en meget konservativ investeringsstrategi for den statslige investeringsfond.

Ydermere risikerer vi meget vel at miste en del af markedets dynamik, da en koalition af de største virksomheders medarbejdere kan opnå flertal og sikre sig kapital fra fonden, uanset hvad mindretalsforbrugerne mener om det. Det fører til kapitaludsultning af virksomheder, der producerer produkter for mindretallet.

I kapitalismen kan investorer og iværksættere (heldigvis) være ligeglade med flertallet. De ejer deres egen personlige kapital og kan samarbejde, hvis de kan blive enige. Sådan er mange skøre projekter startet op og deres produkt er siden blevet hvermandseje.

Mange af projekterne er også kuldsejlet, og det er en kunst at udvælge, hvilke produkter forbrugerne vil betale en tilstrækkelig pris for. Takket være enkelte risikovillige og excentriske investorer har innovative iværksættere kunnet skaffe kapital til projekter, som siden har vist sig at være meget populære blandt forbrugerne.

Fraværet af demokratiske investeringsbeslutninger er en af årsagerne til, at forbrugerne nyder et væld af produkter på det kapitalistiske marked, der tilgodeser ganske små minoriteters ønsker.

Afslutning

Bogen er velskrevet, let læst og overskueligt opbygget. Dragsted argumenterer godt for sine synspunkter, endda til en sådan grad, at man overraskes over vægten af hans argumenter, der inddrager en bred litteratur og adskillige undersøgelser. Det er en “page turner”, hvor man indføres i Dragsteds syn på samfund og økonomi.

Uanset den ofte moderate tone i bogen, der indimellem antyder, at Dragsted bare ønsker at skrue tiden tilbage til 1972 og genstarte debatten om økonomisk demokrati og overskudsdeling, kan man ikke komme udenom, at bogen beskriver en revolutionær ændring af samfundsøkonomien.

Dragsteds lighedssystem med høje, progressive arve-, formue- og kapitalskatter kombineret med kooperationernes sorte investeringshul vil føre til, at aktieselskaberne udsultes og statens indflydelse på kooperativerne vokser.

Statens investeringsfond vil formentlig forsøge at kontrollere kooperativernes drift i takt med, at statsfondens investeringsandel vokser. Det bevæger sig mod netop den statssocialisme, som Dragsted oprindeligt satte sig for at undgå.

Den nordiske socialismes glubske kapitalskatter og dermed stærke incitamenter til forbrug, vil erodere økonomiens kapitalreserver over en årrække. Det bliver ganske enkelt meningsløst at spare op, når man ikke kan eje sin kapital. Imens allokeres de sparsomme reserver efter irrationelle demokratiske mindretalsknusende investeringsbeslutninger.

Derfor kan vi let forestille os, at Dragsteds nordiske socialisme sikrer os en vækstfri økonomi. Spørgsmålet er, om den i det hele taget er i stand til at holde status quo?

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?

Subscribe

* indicates required

.

Vi opbevare din data sikkert, og du kan til hver en tid melde nyhedsbrevet fra igen

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp's privacy practices here.