For 23-24 år siden var jeg til en pro-israelsk demonstration på Rådhuspladsen. 200-300 mennesker solidariske med Israel var samlet og mange Davids-stjerne-flag vajede og der blev holdt taler.

Det uhyggelige var, at hele pladsen var omringet af politi og man kunne høre grupper udenfor huje og råbe op for at forstyrre demonstrationen. Det var som en vognborg i det vilde vesten. Udenfor ventede barbariet. Og så snart demonstrationen var forbi og alle symboler pakket ned og folk sivet ud og væk fra pladsen mellem politiets afspærringer, blev pladsen overgivet til vandalerne med palæstinenserflag.

Dengang erfarede jeg, at der er en alvorlig diskrimination i det danske samfund: jøder og Israelvenlige folk skal politibeskyttes for at udtrykke deres mening, mens solidaritet med palæstinensere ikke er i fare.

Det er ganske tydeligt, hvem der regerer gaden.

Det siges, at kampen om magten først udkæmpes i gaderne. Sådan var det 1930erne. Er det lige sådan i dag?

For et par dage siden udtalte en fransk filosof, Michel Onfray, at Frankrig regeres fra forstæderne. Nok udtaler præsident Macron sig og tager afstand fra terror, men det er en stum stemme i havet af voldsparate migranter, som regerer gaderne.

Kampen om gaderne betyder også, at værnepligtige og forsvarets personale frarådes at benytte uniformer udenfor kasernerne. I gamle dage tog Jens hjem til mor på sin første friweekend for at vise kongens klæder frem, det var en stolthed for alle, men i dag er det for farligt, for kampen om gaden er tabt. Og så er vi havnet i den absurde situation, at Danmarks skal forsvares af soldater og konstabler og officerer, som end ikke kan færdes frit i det civile Danmark. Det begynder at ligne Afghanistan.

Det nye ved konflikten i Mellemøsten er, at den nu også foregår hos os. Ved seksdages-krigen i 1967 og Yom-Kippur-krigen i 1973 – jeg husker dem begge tydeligt – var det en krig langt væk uden følger for det danske civilsamfund. Det var en krig som alle fulgte med i og alle var solidariske med Israel, Jeg blev konfirmeret den 7. oktober 1973, da krigen brød ud med Ægyptens overraskelsesangreb, og min far og gæsterne skulle lytte til radioavisen hver time.

I dag er det anderledes, fordi en aflægger af konflikten også udkæmpes her. I gaderne i København, Paris, London og Berlin.

Tyskland har nu forbudt offentligt at sympatisere med HAMAS. I en følelsesladet, kraftfuld tale slog vicekansler Robert Habeck fra partiet De Grønne fast, at Tyskland stadig holder fast i doktrinen fra Forbundsrepublikkens dannelse i kølvandet på nazismen og holocaust om at garantere staten Israels eksistens:

”Sætningen ‘Israels sikkerhed er Tysklands statsræson’ har aldrig været en tom frase, og den må ikke blive det …  Israels sikkerhed er nødvendig for os som stat. ….                   Grundlæggelsen af Israel efter Holocaust var løftet om beskyttelse af jøderne, og Tyskland har en forpligtelse til at hjælpe med at sikre, at dette løfte kan opfyldes.”

I kampen om gaderne er det altid de få og stærke, som dominerer, og som skaber ensretningen. Kampen om gaden er demokratiets negation.

Derfor kan man også udtrykke konfliktens formål med ordene: Befri Palæstina!

Befri det palæstinensiske folk for Hamas og erstat gadens og voldens parlament med mulighed for et genuint demokrati.

’Befri Palæstina’ skrev den tyske avisredaktør Mathias Döpfner i Die Welt (2/11 2023):

”Hamas har ikke blot kidnappet mere end 200 israelere. Det holder også sin egen befolkning som gidsel: sultende eller endda som menneskelige skjolde. Det er på tide, at Vesten påtager sig en historisk opgave: at befri Palæstina, som de allierede engang befriede Tyskland.

Palæstine skal befries. Dette bliver tydeligere og tydeligere. Og hurtigt. Befriet fra sin terrorregering, som torturerer og slagter mennesker ikke kun i Israel … men også plager og misbruger deres befolkning i deres eget land.

Palæstinenserne er også ofre for et kynisk spil fra Hamas’ side, som er ligeglad med Gaza-befolkningens velfærd, men kun har én interesse: aldrig at lade freden vende tilbage til regionen – før Israel er slettet af landkortet.”