Bekymrede eksperter med bøn til politikerne: Vi kan ikke klare flere nedlukninger

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Samfundet kan ikke holde til flere nedlukninger, lyder det i et bekymret opråb fra førende eksperter.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Danmark har efterhånden været mere eller mindre totalt nedlukket i et års tid. Det samme gælder resten af verden.
Det er ikke en holdbar strategi, lyder det fra flere bekymrede eksperter, der i en artikel i Berlingske lægger op til et opgør med nedlukninger som værktøj i kampen mod coronavirus.
Bl.a. Lone Simonsen, der er professor i folkesundhedsvidenskab ved Roskilde Universitet og medlem af regeringens såkaldte referencegruppe, mener at nedlukninger ikke længere er en holdbar løsning i kampen mod coronavirus.
“Vi kan ikke bære mere nedlukning”
Hun peger særligt på, at nye mutationer kan gøre vacciner ineffektive, og at nedlukninger derfor kan trække i langdrag. Det kan vi ikke holde til, lyder det fra professoren.
– Én ting er at lukke ned, mens vi venter på, at det slutter lige om lidt med vaccinerne. Det er en helt anden sag, når vi går ind i et langt stræk, hvor nye varianter måske overvinder immuniteten igen og igen, siger Lone Simonsen til Berlingske og fortsætter:
– Så er der i mine øjne ingen tvivl om, at nedlukning er noget, som der skal ses på igen fra alle vigtige vinkler såsom folkesundhed og økonomi. Vi kan næsten ikke bære de nedlukninger gang på gang, og derfor er vi nødt til at turde tænke det på en ny måde og finde alternative strategier, så længe vi har sikret dem i højrisiko.
Else Smith, der tidligere har været direktør i Sundhedsstyrelsen, er enig i Lone Simonsens betragtninger. Hun frygter dog for, om politikerne har mod til at gøre op med de konstante nedlukninger.
– Vi kan ikke bære mere nedlukning, når man ser, hvad det gør ved os som mennesker. Det strider mod alt i os. Der er blevet ofret virkelig meget på at holde virus stangen, og vi er nødt til at finde andre måder end nedlukning. Spørgsmålet er, om man er villig til det fra politisk side. Det er ikke sikkert, man tør, siger Else Smith til Berlingske.
Hvor meget er vi villige til at ofre for at redde et menneskeliv?
Den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen mener, at det er på tide med en svær, men vigtig debat om, hvor meget vi er villig til at ofre for at redde et menneskeliv.
– Vi er nødt til at planlægge efter alternativer til hårde nedlukninger. Den gyldne model har ikke vist sig endnu. Men tiden er kommet til, at vi bliver nødt til at diskutere en mere nuanceret tilgang end den ekstremt forsigtige, og om der ikke er grænser for, hvad vi vil ofre for at redde et menneskeliv, selvom det er en svær debat, siger hun.
Flere andre eksperter er på linje med Lone Simonsen og Else Smith, herunder Nils Strandberg Pedersen, tidligere direktør for Statens Serum Institut og Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen og tidligere lægelig direktør på Hvidovre Hospital.
Alle råber de på, at vi går væk fra nedlukninger med alle deres følgekonsekvenser og i stedet finder alternative måder at forholde os til coronavirus på.
Vi er nødt til at se coronavirus som en del af hverdagen og blot én sygdom blandt mange, der har betydning for folkesundheden, lyder det fra eksperterne.
Hverken sundhedsminister Magnus Heunicke (S) eller Sundhedsstyrelsen har ønsket at svare på eksperternes opråb.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?