Sikandar Siddiques spindoktor Rune Langhoff har meddelt sin opsigelse til Frie Grønne som følge af beretninger om blotteri til folkemødet på Bornholm.
Af Philip Friis, philip@indblik.dk
Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at der ikke var sket det store på det årlige folkemøde i Allinge på Bornholm. Men her en lille uge efter Folkemødet er nye beretninger omkring en beruset spindoktor kommet frem.
Det drejer sig om Frie Grønnes partileder Sikandar Siddiques spindoktor, Rune Langhoff, der ifølge øjenvidner har blottet sig på baren Hut Li Hut i Allinge og senere endda på gaden, skriver journalist Mathias Blædel for Frihedsbrevet.
Netop Blædel var selv til stede ved baren, hvor Langhoff viste sine kønsdele frem, hvilket angiveligt også Enhedslistens Mai Villadsen og Rosa Lund blev udsat for, og Blædel udtaler:
– Vi er en større forsamling, der sidder ude foran baren, hvor han blotter sig igen foran flere journalister, politikere og partiledere. Han er enormt beruset og sætter sig på en journalist, der skubber ham væk. Det udvikler sig til lidt klammeri mellem dem.
Ifølge BT har den blottende Langhoff kaldt journalisten, der skubbede ham væk, for ”luder” og tilføjet, at journalisten ”ingen karriere havde”.
Nu er det dog Langhoff der står uden arbejde, idet Frie Grønnes sekretariatschef Laust Leth Gregersen, har bekræftet overfor BT, at han har modtaget Langhoffs opsigelse.
Langhoff har tidligere været i modvind, efter han i forbindelse med et terrorangreb i Nice tweetede om mediernes dækning af terrorangrebet.
Dengang kom kritikken på baggrund af, at Langhoffs kommentarer ifølge mange var usmagelige, da han blev beskyldt for at negligere de to dræbte ofre og hele situationen for i stedet at fordreje situationen hen på Frie Grønne og deres klimakamp.