Justitsminister Nick Hækkerups (S) nye forslag om en “tryghedslov” bliver mødt med stor kritik fra både rettighedsorganisationer og folketingspolitikere fra begge fløje.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.net
Den nye såkaldte “tryghedslov” er et lovforslag fra Justitsministeriet, der går ud på at give politiet en lang række nye vidtgående magtbeføjelser.
Med loven vil politiet fremover kunne indføre et generelt opholdsforbud, gældende for alle borgere, såfremt det pågældende område er præget af “utryghedsskabende adfærd”.
Udover det, vil man også kunne forbyde personer at færdes bestemte steder, hvis de før er blevet dømt for at udøve visse former for kriminalitet på det pågældende sted.
Lovforslaget lægger også op til at give politiet magt til at forbyde folk at deltage i demonstrationer i de områder, hvor der er indført opholdsforbud
Heftig kritik fra partier og organisationer
Lovforslaget er blevet mødt med en heftig kritik fra både danske og internationale menneskerettighedsorganisationer.
– Det er vores opfattelse, at definitionen på utryghedsskabende adfærd er vagt defineret, og at straffen for overtrædelse af det tryghedsskabende opholdsforbud er uproportional, fortæller Amnesty International Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og Nyt Europa i et høringssvar.
Forslaget møder også kritik fra flere folketingspolitikere på begge sider af det politiske spektrum, heriblandt Radikale Venstre og Enhedslisten som er bekymret for at magtbeføjelserne vil begrænse borgernes frihedsrettigheder.
– Det her er en af de største indskrænkninger i danskernes personlige frihed meget længe.
– Jeg er dybt bekymret over, at det ikke har fået mere opmærksomhed, end det har, fortæller Radikales retsordfører, Kristian Hegaard i et interview til Politiken.
Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, er utilfreds med lovens fremgangsmåde, da det bekymrer hende, at “tryghedsloven” bliver for frihedsindskrænkende.
– Det taler jo ind i en rigtig kedelig tendens om, at hver gang man skal lave noget på retsområdet for at skabe mere tryghed, så blæser man det kæmpestort op, og så skærer man samtidig lidt af vores frihedsrettigheder, lyder det fra Rosa Lund.
Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh er heller ikke synderligt begejstret for forslaget.
– Jeg tror jo, at tilgangen til retssikkerhed, overvågning, frihedsrettigheder de sidste 20 år ligesom er rykket sig skridt for skridt, og man udhuler langsomt retssikkerheden i Danmark på mange områder.
– Og jeg synes, det har taget et drastisk skridt fremad med denne her regering, lyder det fra LA-formanden.
Dog er Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen ikke så afvisende over for idéen. Han udtaler, at han “overhovedet ikke” køber kritikken.
Justitsminister børster kritikken af sig
Manden bag lovforslaget, Nick Hækkerup er afvisende over for kritikken af, at lovforslaget krænker borgernes frihedsrettigheder.
Under lovbehandlingen i marts svarede justitsministeren sådan her:
– Problemet er, at de frihedsrettigheder ikke er nogen, som er gældende.
– Det er nogle, man forestiller sig oppe i hovedet; som organisationer finder på, og som man gerne ville have skulle være der. Det er jo bare et politisk synspunkt
Hækkerup har dog i et svar til Politiken skrevet, at han er “åben for at diskutere, om vi generelt bør undtage demonstrationer i lovforslaget”.