Hvordan velfærdsstaten kvæler kulturlivet.

Brian Degn Mårtensson: Hvordan velfærdsstaten kvæler kulturlivet - og hvorfor vi bør sætte kulturen fri af statens lænker.
Den Gamle Scene på Det Kongelige Teater i København, søndag den 10. februar 2019. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019)

Velfærdsstaten er ved at kvæle kulturlivet i en sådan grad, at kultur bliver til “teknokratur”. Hvis vi vil hinanden det godt, må vi arbejde for at sætte kulturen fri, skriver filosof og forfatter Brian Degn Mårtensson, der i denne klumme giver et bud på, hvordan kulturlivet kan blive frigjort fra statens lænker.

Af Brian Degn Mårtensson, filosof og forfatter, redaktion@indblik.dk 

Man siger ofte, at Danmark er en historisk højt udviklet velfærdsstat, og dette udsagn er svært at bestride. Vi har et uoverskueligt system af velfærdsydelser, støtte til dit og dat, samt nøje regulering af stort set alle livsanliggender. Velfærdsstaten tager sig af alt, og menneskets opgave er lidt polemisk sagt bare at lade sig føre og bære gennem livet frem til gravens rand. 

Staten sørger for opdragelse, undervisning, sundhed, kostråd, familierådgivning, aktivering og alt andet, du kan få brug for. Den ved, hvad du skal, og tilbage er der bare at gøre sin pligt og følge trop: Opfyld dine læringsmål i skolen, gå i gymnasiet, tag en uddannelse, meld dig ind i en fagforening, stem på Socialdemokratiet og arbejd indtil Arne-pensionens frelse. I fritiden kan du se fjernsyn, gå på cafe, besøge statslige museer eller nyde de kunsttilbud, som de statslige kunststøtteordninger velsigner os med. Hvis du mangler noget, så henvend til din nærmeste folketingskandidat, så det kan komme på Finansloven.

Ovenstående er det, man kan kalde teknokratur. Modsat egentlig kultur er teknokratur kendetegnet ved, at menneskets sociale og emotionelle ageren planlægges og teknificeres på en sådan måde, at udvalgte teknokratiske målsætninger bedst mulige understøttes.

Kultur er modsat en samlebetegnelse for menneskelige normer, værdifulde vaner og udtryksformer, der traditionelt har været betragtet som livets egentlige æstetiske indhold. Historisk gik man billedligt talt på arbejde for at leve kulturelt – altså opleve livets skønhed og glæde. Man sang, dansede og festede og udtrykte sig. Dette krævede så ofte en arbejdsindsats – fx at man øvede sig, byggede et tempel, skaffede sig noget mad eller andet. I en teknokratur-forståelse er det omvendt.

Her er det, man i gamle dage kaldte kultur, et middel til arbejde, og de nævnte sociale og emotionelle udtryk for menneskelivet er noget, der skal understøtte optimal work-life-balance og mobiliserbar entusiasme. Vi er gået fra at have et kulturelt forankret samliv til at have et teknokraturelt understøttet samliv.

Hvordan kan jeg sige det? Jo, det kan jeg sige, fordi vi de sidste tyve år har oplevet fremvæksten af en såkaldt kulturel klasse på egentlig offentlig forsørgelse (dog typisk formel løn), der begrunder deres stillinger og projekter med alskens spøjse argumenter for, hvordan de kan bidrage til øget vækst, samskabelse, innovation og andet gejl. Kunsten eller kulturen i sig selv er sjældent vigtig, kun dens outcome eller nytteværdi.

Udviklingen er kulturfjendtlig og dermed også reelt anti-menneskelig. Livet bliver en opgave i stedet for en gave. Vores sociale og emotionelle samliv bliver et middel, ikke et mål. Herved eroderes alt egentlig kultur, og vi bliver dyr med et avanceret, teknokratisk samliv, der dog – som hos alle andre dyrearter – stadig bare handler om at skaffe føde og overlevere genmateriale. 

Det historisk særlige ved menneskearten er imidlertid, at vi netop i helt ekstrem grad har ageret symbolsk og æstetisk. Vi har ofret livet for at bygge templer, vi har ihærdigt beskyttet symboler, og givet alt for at forfine diverse kunstneriske udtryk. Ikke for at øge vækst eller fremme andet end netop vores emotionelle liv. Det var i romantikken derfor, man overhovedet havde en krop. Det åndelige, det sjælelige og det æstetiske var det vigtigste.

Jeg håber, at du, min højtærede læser, kan genkende billedet indtil videre, for nu bliver det nemlig lidt indviklet. For sagen er, at velfærdsstatens teknokratur-strategi et stykke af vejen har fat i noget: Ja, det kan betale sig at understøtte menneskets kulturelle samvær og udtryk. Ja, man arbejder bedre, længere og mere effektivt, hvis man psykisk og socialt oplever harmoni i sit liv. Ja, mennesket har brug for at reflektere over sin eksistens – og dette ofte med poetiske virkemidler. Trommen er af den grund et af de få historiske redskaber, som mennesket har opfundet synkront hvor end det bosatte sig, og sange ligner antropologisk set også en absolut nødvendighed for menneskelig eksistens. Vi kan godt leve uden hjulet og stigbøjlen, men ikke uden trommen og sangen. 

Hvis ovennævnte er sandt, hvad er der så galt med en omfattende, teknokratisk satsning på kulturelle frembringelser og servicetilbud? Hvorfor ikke understøtte fortsat økonomisk vækst og solidaritet herved? Det er her, det bliver rigtig kompliceret, for sagen er, at sociale og emotionelle udtryk ikke virker ordentligt, når de er middel til noget andet. De skal bære formålet i sig selv.

Taj Mahals arkitektoniske skønhed, Mozarts musik, Shakespeares skuespil, Emil Aarestrups lyrik og Tolstojs romaner skal ikke bidrage til vækst eller noget som helst andet rent velfærdspolitisk. I stedet er der tale om kulturelle udtryk, der har værdi i egen ret, og skal nydes og bruges til at forblive et menneske – og ikke et dyr. Vi skal gå på arbejde og have vækst for at kunne have glæde af de nævnte, andre og kommende kulturelle frembringelser. Vi skal ikke bruge kultur til at skabe vækst, selv om kulturelle frembringelse ad diverse omveje, ofte vil bidrage hertil alligevel. Uanset om vi vil det eller ej.

Det er grundlæggende sådan, at menneskets emotionelle og sociale udtryk skal være oprigtige, hvis de skal have betydning. Det hjælper ikke i længden at sige ”jeg elsker dig” til sin kæreste, hvis man ikke mener det. Forholdet vil aldrig blive godt, når følelserne ikke er oprigtige. Ej heller duer det at indlede et parforhold privat med henblik på at blive en bedre medarbejder på jobbet, selv om det rigtignok ofte er fint med stabilitet på hjemmefronten. På samme måde er det med kunst og kultur. Her er der tale om en kærlighedserklæring til livet og verden – både for skaber, deltager og beskuer, og derfor er oprigtigheden også her afgørende. Det virker kun ordentligt, hvis det er alvor!

Hvis vi vil hinanden det godt, må vi altså arbejde for at sætte kunsten fri, så den kan være oprigtig. Væk med offentlige puljer, overrationelle begrundelser, strategier og ansøgningsprocedurer. Ind med følelser, irrationalitet og menneskelighed. Konkret må vi (gen)etablere en praksis, hvor staten begrænser sig til at bygge smukt, når offentlige bygninger skal opføres, men ellers blander sig mest muligt uden om borgernes følelsesliv. Borgerne selv skal derimod på banen – ved fx at købe teaterbilletter til den faktiske pris, gå på kunstudstillinger og deltage i kulturlivet i almindelighed. Velhavende borgere bør også tage ansvaret på sig og agere mæcener for lovende kunstnere. Alt sammen i størst mulig frihed og båret af emotionelle og æstetiske præferencer. Altså som et rigtigt menneske.

Dette er en kulturklumme skrevet af en af Indbliks tilknyttede kulturskribenter. Klummen repræsenterer skribentens egne holdninger.

[adning id="17957"]

Fik du læst?