Camilla og tusinder andre selvstændige står tilbage med kæmpegæld efter nedlukning

Camilla Damgaard, frisør (Privatfoto)

[vc_row][vc_column][vc_column_text]”Jeg har mistet et halvt års omsætning og jeg får næsten ingen hjælp”, siger frisør, mens en cykelhandler fortæller om at måtte leve af lånte penge hos familien. En tredjedel af de selvstændige regner med at være forgældet, når coronaen er forbi, viser undersøgelse.
Af Carsten Steno, carsten@indblik.net 
Mange små coronalukkede selvstændige står tilbage med en stor gæld, når de igen får mulighed for at lukke op. De meget omtalte hjælpepakker har ikke været til megen hjælp.
Indblik.net har talt med frisør Camilla Damgaard i Silkeborg og Cykelhandler Jesper Blinkenberg, Frederiksberg. Begge er hårdt ramt af coronakrisen og de fortsatte nedlukninger og kæmper for at overleve.
Frisør: Det er mange penge, der skal tjenes hjem i de kommende år
Camilla Damgaard er eneforsørger til to børn. Hun har siden 13. marts i fjor været uarbejdsdygtig i 22 uger på grund af tvangslukning og isolation i forbindelse med mulig coronasmitte.
– Det er jo reelt næsten et halvt års omsætning, jeg har mistet, fortæller hun.
Her pr. 1. april  regner Camilla Damgaard med at have en gæld, der nærmer sig et par hundredetusinde kroner, når hun igen får mulighed for at lukke forretningen op. 
– Jeg bliver nødt til at sætte prisen op og forklare kunderne om min situation. Det er mange penge, der skal tjenes hjem i de kommende år, hvis gælden skal ud af verden, siger hun.
Camilla Damgaard modtog 69.000 kroner i coronahjælp i foråret 2020, men hun skal betale næsten 50.000 kroner tilbage, fordi hendes omsætning efter genåbningen i foråret ikke var faldet med de krævede 30 pct., som hjælpepakkerne betinger. Og hun ved ikke, hvornår den betaling falder. 
Hun bliver også nødt til at låne penge til momsbetalingerne nu her 1. marts, hvor der forfalder udskudt moms for to kvartaler. 
Camilla Damgaard har desuden en stor revisorregning at betale, bl.a. til udfyldning af ansøgninger om hjælpepakker og udarbejdelse af årsregnskab.  
For den periode, hvor hun ikke kunne arbejde på grund af coronaisolation har hun søgt sygedagpenge i kommunen, men endnu ikke fået svar og har derfor droppet at få penge den vej rundt. 
Camilla Damgaaard er medlem Dana, arbejdsløshedskassen for selvstændige, men her kan hun kun få hjælp, hvis hun lukker sin forretning, som hun har haft i 22 år, og det håber hun bestemt ikke sker. 
– Jeg har været i reklame- og TV-branchen, da finanskrisen kom, så jeg har prøvet at være helt nede at vende. Lige nu er det som eneforsørger en træls situation at være i, men jeg tror stadig jeg klarer det. For mig og mange andre er det en passion at være selvstændig. Vi gør det ikke for pengenes skyld, men fordi vi kan lide det.
Cykelhandler: Jeg overlever kun, fordi jeg har lånt penge hos familien
Jesper Blinkenberg driver cykelforretningen Bikeworks på Frederiksberg. 
Han har ikke kunnet sælge cykler i de sidste to måneder og heller ikke i foråret 2020. I åbningsperioden kneb det også, idet leverandørerne ikke kunne levere de cykler, der var efterspørgsel på. 
En stor del af hans forretning er baseret på cykelsalg. Jesper åbnede sin forretning i begyndelsen af 2020, og han har derfor ikke kunnet få gavn af hjælpepakkerne, fordi han ikke har nogen referenceomsætning at henvise til, og dermed har svært ved at dokumentere sit tab.
– I øjeblikket overlever jeg, fordi min kone tjener penge, og fordi jeg har lånt penge af familie og venner, men det kan ikke blive ved med at gå, siger Jesper Blinkenberg. Han skønner, at halvdelen af hans omsætning kommer fra cykelsalg. 
Undersøgelse: 30 procent af selvstændige vil komme ud af krisen med højere gæld
De to selvstændiges udsagn passer godt med informationerne i en undersøgelse, som erhvervsorganisationen SMVdanmark har foretaget blandt de flere end 18.000 små og mellemstore virksomheder, organisationen har som medlemmer. 
Den viser at ca. 30 pct. af medlemmerne regner med at komme ud af coronakrisen med en højere gæld end før krisen. 
Gælden består især af øgede banklån og lån hos venner og familie. Desuden har mange udskudt regninger, bl.a. til udlejere og leverandører. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Fik du læst?