Cheføkonom tager til genmæle: Her er 5 argumenter, der viser, hvorfor kapitalismen (fortsat) er vejen frem

Mads Lundby Hansen. (Pressefoto/CEPOS)

CEPOS’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, tager til genmæle overfor Enhedslistens Pelle Dragsted.

Af Jeppe Caspersen, jeppe@indblik.dk 

Den 18. november 2021, skrev den tidligere folketingspolitiker og nuværende kommunalpolitiker for Enhedslisten, Pelle Dragsted, et debatindlæg i Information.

– Flere og flere forstår, at vækstkapitalismen er uholdbar. Det, som står i vejen for forandring, er tvivlen om, hvorvidt der findes et realiserbart, attraktivt alternativ. Derfor er kapitalismekritikernes hovedopgave nu at udfolde den socialistiske, demokratiske økonomi, skrev Dragsted.

Samtidig lød det fra Enhedslisten-politikeren, at ingen borgerlige turde forsvare kapitalismen.

Nu giver cheføkonom i tænketanken CEPOS, Mads Lundby, svar på tiltale. 

Det sker i et debatindlæg i Information samt i et Facebookopslag, hvor han fremlægger fem konkrete grunde til, at kapitalismen er socialismen overlegen.

– Well, Pelle Dragsted siger, at ingen borgerlige vil forsvare kapitalismen. Jeg gør det til enhver tid og også her, lægger han ud med at skrive.

Herefter opremser han fem punkter, som forsvarer kapitalismen.

Kapitalisme løfter folk ud af fattigdom

Mads Lundby Hansen påpeger først og fremmest, kapitalisme er blevet mere udbredt, og at det har løftet meget store mængder af mennesker ud af fattigdom.

– Den ekstreme fattigdom er således ifølge Verdensbanken faldet fra 1,9 milliarder mennesker i 1990 til cirka 700 millioner i dag.

Den globale ulighed er faldet takket være kapitalisme

Lundby Hansens andet punkt er, at samtidig med udbredelsen af kapitalismen, er den globale ulighed faldet markant. Det vil altså sige, at forskellen på rige og fattige verden er blevet markant mindre de seneste årtier.

Årsagen hertil er ifølge cheføkonomen overgangen til markedsøkonomi, da dette i fattigere lande har løftet velstanden. 

Han tilføjer, at de fattigere lande har oplevet højere økonomisk vækst end de rige, samt at den globale ulighed ikke har været lavere i 140 år.

Kapitalisme har gjort verden til bedre sted målt på bekæmpelse af fattigdom, ulighed og skabelse af velstand

Lundby Hansen konkluderer, at verden altså er blevet et bedre sted takket være udbredelsen af markedsøkonomi, hvis man kigger på parametre som bekæmpelse af fattigdom, ulighed samt skabelse af velstand.

Profitmotiv driver innovation og teknologiske fremskridt

Som fjerde punkt skriver han, at venstreorienterede såsom Pelle Dragsted overser, hvor stor en driver, profitmotivet er for innovation og teknologiske fremskridt.

Han tilføjer, at det er denne driver, der genererer velstanden, som siden deles af mange.

– Nobelprismodtager William Nordhaus har opgjort, at iværksættere kun formår at indfange beskedne 2 procent af den samlede velstandsgevinst ved innovation – resten går til alle os andre i form af lavere priser, større udvalg, bedre kvalitet og så videre, skriver han.

Med kapitalisme følger frihed

Mads Lundby Hansen indleder sit femte og afsluttende punkt med at påpege, at kapitalistiske lande ikke blot er de lande med størst velstand, men at de også samtidig er de lande, der giver borgerne den største frihed til at leve deres liv, som de ønsker.

Han tilføjer, at dette ikke er at tilfælde, da essensen af kapitalisme er, at frie borgere foretager frivillige aftaler hinanden imellem.

– Modstykket har man set i Østeuropa, hvor man prøvede at skabe et alternativ til kapitalisme og vestligt demokrati, afslutter CEPOS-cheføkonomen.

[adning id="17957"]

Fik du læst?