Claes Theilgaard: Derfor skal SU’en afskaffes

Claes Theilgaard, chefredaktør på Indblik. (Pressefoto)

Vi bør huske på, at mennesker vokser, når man tildeler dem ansvar, og skrumper, når man tager ansvaret fra dem.”

Af Jeppe Caspersen, jeppe@indblik.dk

Det skriver Indbliks chefredaktør, Claes Theilgaard, i en klumme på Avisen.dk. Her argumenterer han for, at SU’en bør afskaffes i Danmark.

Theilgaard tager udgangspunkt i, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for nyligt har foreslået, at SU’en for kandidatstuderende fremover skulle omlægges til lån.

AE-rådets direktør, Lars Andersen, foreslår mere konkret, at SU’en omlægges til rentefri lån, således at pengene der bruges på SU – hvilket ifølge Finansministeriet er 2,3 milliarder kroner – kan benyttes til at løfte kvaliteten af uddannelsessystemet.

Dette forslag bakker Claes Theilgaard op om, og det gør den borgerligt-liberale tænketank CEPOS også.

Det på trods af at, CEPOS og AE-rådet normalt er uenige.

– At netop disse to tænketanke kan finde sammen om at gøre noget ved SU’en, understreger blot, at der er behov for politisk handling, skriver Claes Theilgaard.

Mens CEPOS og AE-rådet vil omlægge SU’en for at få penge til hhv. skattelettelser og løft af statslige uddannelser, er en “meget mere tungtvejende årsag”, til at Claes Theilgaard mener, SU’en skal ændres.

Indbliks chefredaktør mener nemlig, at der er behov for at afskaffe SU’en fuldstændigt – og det først og fremmest af principielle årsager.

Theilgaard argumenterer for, at det er problematisk at vænne de unge til at være på overførselsindkomst allerede i gymnasietiden.

Han mener samtidig, at SU’en er et tegn på, at politikerne ikke tror på, at de unge kan finde ud af at balancere deres studie og et studiejob ved siden af – eller tage ansvar for at optage et lån og betale det tilbage efter studiet.

– Helt ærligt: Hvad er det for en nedsættende måde at se på de studerende, der skal udgøre Danmarks fremtidige arbejdskraft?

– Selvfølgelig kan de unge mennesker, der skal udgøre Danmarks fremtid, finde ud af at forsørge sig selv, mens de går på deres skatteyderbetalte uddannelse. Og hvis de ikke kan, så bliver de nødt til at lære det, fortsætter han.

Claes Theilgaard skriver hertil, at efter uddannelsessystemet “venter virkeligheden”, og der er man nødt til at forsørge sig selv, hvis ikke man vil på overførselsindkomst.

Derfor er der behov for at paradigmeskift, lyder det fra Theilgaard.

– Jeg mener, at der er behov for et paradigmeskift i det politiske syn på studerende af enhver slags. Vi bør huske på, at mennesker vokser, når man tildeler dem ansvar, og skrumper, når man tager ansvaret fra dem, skriver han og afrunder sin klumme med at skrive:

– Studerende er ikke svage, og de er ikke ofre. Studerende kan godt tage ansvar for både egen læring og eget liv, hvis bare de bliver sat fri til det.

– Vil vi have frie, ansvarlige studerende, der vokser med opgaven, og som i fremtiden kan bidrage positivt til verden, må vi afskaffe SU’en.

Fik du læst?