COP27: En narresut til udviklingslandene

De afrikanske lande vil ikke påtage sig forpligtelser til grøn omstilling, men bare have 100 milliarder USD om året udbetalt.
Hør artikel

” Lad os flyve til en stjerne, til en klode i det fjerne”, sang Nina og Frederik i gamle dage. Direktøren for Green Power Denmark, Kristian Jensen har fulgt henstillingen og anbragt sig på en fjern planet, hvor han slipper for at følge med i klimakampens dagligdag her på Jorden. Efter afslutningen på COP 27, som blev en ny opvisning i små hop på stedet, erklærede Jensen, at beslutningen om at danne en katastrofefond, der kompenserer udviklingslandene for de klimaskader, de store udlederlande af CO2 påfører dem, vil lægge et stort pres på store klimasyndere som Kina, Indien og de arabiske oliestater. Hvis Kristian Jensen nu havde valgt at blive hernede på Jorden sammen med os andre, ville han have vidst, at så sent som i sidste uge erklærede repræsentanten for de arabiske oliestater på COP 27- mødet, at olie- og gasproduktionen vil blive opretholdt med uformindsket styrke. Samtidig understregede Kina og Indien, at den grønne omstilling kan vi snakke om sådan cirka år 2070. I mellemtiden prioriterer begge lande at kunne forsyne deres milliardstore befolkninger med billig og rigelig energi fra olie, gas og ikke mindst kul. 600 kulkraftværker er for tiden under opførelse frem for alt i Asien. Det er således kun gået op for Kristian Jensen, men ikke rigtigt for Kina, Indien og oliesheikerne, at de er under pres.

EU’s ambassadør ved COP27 var hollænderen Frans Timmermans som i sine afsluttende bemærkninger konkluderede, at der stort set intet var kommet ud af klimakonferencen, der jo ikke havde bragt fremgang i forhold til de mål, der var opstillet ved sidste års COP26 i Glasgow. I 1989 erklærede FN’s klimapanel (IPCC), at hvis ikke vi i inden år 2000 havde bragt CO2 udledningerne under kontrol, ville vi stå over for en irreversibel klimakatastrofe. Det mener IPCC stadigvæk, men virkeligheden har jo spillet FN et puds, så nu taler vi om de næste ti år. Frans Timmermans tror som IPCC, at vi mennesker kan regulere klimaet som var det en Danfoss termostat, hvor vi kan skrue op og ned for varmen gennem regulering af CO2 i atmosfæren. Også Timmermans understregede, at det er de næste ti år, der bliver afgørende for vores klimaskæbne. Lader vi fortsat stå til som atter på COP 27, er vi fortabt. Flertallet af konferencens deltagere var imidlertid særdeles tilfredse med slutdokumentet, der varsler dannelsen af en katastrofefond finansieret af de rige lande, der nu skal kompensere de fattige for de oversvømmelser, tørke og orkaner, som ses som resultat af stigende indhold af atmosfærisk CO2. De mange udviklingslande skal dog ikke glæde sig for tidligt, da den aftalte katastrofefond allerede befinder sig i en syltekrukke, hvor den er glad for at være.

Indtil videre er katastrofefonden kun en hensigtserklæring, som i løbet af det kommende år skal omdannes til en konkret plan og organisation. Det skal vist være en ’koalition af de villige’, men ingen har meldt sig endnu, og der bliver bestemt ikke kø for at bidrage til kassen. Det vil sige, præsident Biden erklærede for kun en uge siden, at USA ville firdoble sit finansielle bidrag til klimaopretning, men det er en gratis omgang, da Demokraterne nu har mistet flertallet i Repræsentanternes Hus til Republikanerne, der ikke har til hensigt at øge USA’s almisser til denne verdens ulande. Der foreligger ingen bud på, hvordan fonden skal organiseres. Er det kun donorlandene, der skal bestemme, eller får modtagerlandene også noget at skulle have sagt? Hvem skal betale regningen, og hvem skal have pengene? Det har længe været et krav fra udviklingslandene, at de vil have 100 milliarder USD om året som kompensation for de rige landes klimasynder. De afrikanske lande vil ikke påtage sig forpligtelser til grøn omstilling, men bare have pengene udbetalt. Nu ligger det klart, at de tidligere hensigtserklæringer om de 100 milliarder er taget af bordet og er erstattet af den indtil videre tomme katastrofefond. Det er imidlertid klart, at donorlandene vil lægge bevisbyrden på modtagerlandene som forudsætning for udbetaling. Der bliver ikke noget med, at Pakistan kan rekvirere et milliardbeløb som erstatning for oversvømmelser. Pakistanerne kommer til at dokumentere, at vandskaderne kommer fra et stigende atmosfærisk indhold af CO2. Det bliver svært, da vi allerede ved, at forekomster af tørke og oversvømmelse, hverken er blevet hyppigere end tidligere eller skyldes klimaændringer, men som altid er forårsaget af regionale vejrfænomener.

De mange håbefulde udviklingslande og grønne NGO’er skal således ikke regne med, at potentielle donorlande vil anerkende en fond, hvor begrebet ’kompensation’ indgår. Det er nemlig forsikringsretligt ansvarspådragende og kan styrte den industrialiserede verden ud i gigantiske erstatningssager, hvis retsinstanserne lægger FN’s vidtløftige klimascenarier til grund for deres afgørelser. I stedet skal vi nok indstille os på, at vi også om ti år drøfter oprettelsen af den katastrofefond, der helst vil blive i syltekrukken. Og det er i grunden ikke så galt.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?