Corona er her igen – men har regeringen en plan denne gang?

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Noget tyder på, at vi kan stå overfor en ny bølge af corona og endnu en nedlukning. Men er der en plan denne gang? Det spørger Anders Fogh om i dette debatindlæg.

Af Anders Fogh, CEO og founder, Startup Central

Nu sker der ting og sager, og corona fylder mere og mere i det danske mediebillede igen.

Skal regeringen lave en alle gode gange tre på ikke at forbedrede sig på, hvad der sker omkring dem? Er vi økonomisk rustet, og kan vi sikre et levende erhvervsliv hen over julen – eller er erhvervslivet ligegyldigt for vores regering?

Mette Frederiksen har været fuldt optaget af en kommission omkring minksagen og et klimatopmøde – alt imens stiger smitten i Danmark, og der bliver talt om mundbind, coronapas på trods af, at over 4 millioner danskere er vaccinerede.

Jeg arbejder til daglig med iværksættere. Her hører jeg, at ingen forstår, hvorfor Mette Frederiksen lader Magnus Heunicke true med nedlukninger, når langt de fleste af os er vaccinerede.

Mundbind bringes på banen, mens vi ser folk rejse ind og ud af landet, og man fristes til at spørge: Hvor er logikken?

Derfor vil jeg nu opfordre alle politikere til at stoppe alt snak om nedlukning. Vi er vaccinerede, og derfor er det ikke urimeligt at give erhvervslivet nogle garantier.

Vi har mennesker, som har lidt, og et erhvervsliv, som har været i knæ flere gange, end de turde drømme om. Mennesker har været arbejdsløse, men regningerne skal stadig betales.

Stil den lille detailbutik en sikkerhed for, at de stadig må holde åbent – måske med restriktioner – men åbent! For deres levebrød er faktisk på spil her – det er som om, at regeringen ikke har opdaget, at der faktisk er mennesker, som ikke er ansat af staten.

De borgerlige partier og støttepartierne skal finde deres samfundssind frem nu. Vi skal sikre arbejdspladser, vi skal sikre julehandlen, og vi skal ikke endnu engang sætte virksomhedernes overlevelse på spil.

Magnus Heunicke, Mette Frederiksen, Simon Kollerup og Nicolai Wammen – find en bedre løsning! 

Folk er allerede begyndt at ryste på hånden. Det vil sige, at I styrker en negativ kurve af frygt i samfundet, og det kan ikke være til nogens gavn.

Se det som en mulighed for at styrke din tillid fra det danske erhvervsliv, Mette Frederiksen. Jeg ved, at du lider under et politisk pres fra minksagen og en kommission, så tag det her råd og få en forbindelse til en vælgergruppe, som du har forsømt og som nu har brug for dit samfundssind.

Jeg har ved flere lejligheder forsøgt at få en plan fra regeringen og dermed en form for sikkerhed. Men uden held.

Jeg tror og håber på, at vi for en gangs skyld kan være forberedt. Er det for meget at kræve? 

Vi har prøvet at gennemføre en nedlukning to gange før, hvor vi ikke rigtig havde en plan eller nogen styring, og hvor ingen var rigtigt glade. 

Første gang er det fair nok, at den smutter. Men anden gang skulle vi have haft en plan. Tredje gang kræver en handlingsplan, som vi som land kan stole på.

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?