Coronakrisen kommer samlet set til at koste 100 milliarder kroner i velstandstab i hele 2021, lyder det i en prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.net
Selvom det lysner, vil dansk økonomi fortsat være mærket af coronakrisen og de langvarige nedlukninger de kommende år.
Sådan lyder konklusionen i en ny prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Prognosen peger på en forventet økonomisk fremgang i 2021, hvor bruttonationalproduktet vil være steget 1,7 procent sammenlignet med 2020.
Dermed kommer BNP i år tilbage på niveauet før coronakrisen indtraf. Alligevel vil økonomien være langt fra den stigende kurve, som BNP fulgte før krisen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forventer, at skaden, som corona har forvoldt, vil beløbe sig til et samlet velstandstab på cirka 100 milliarder kroner i hele 2021.
– Når bøgen om lidt springer ud, og hvis samfundet åbner som planlagt, forventer vi, at der er gode muligheder for lidt af et forårsboom. Men det kommer oven på en hård vinter med store nedlukninger af samfundet.
– Hvis vi ikke var blevet ramt af corona, ville BNP i 2021 være 100 milliarder kroner højere i forhold til det BNP-niveau, der nu er udsigt til, lyder det fra cheføkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
BNP-prognose
Uden coronakrisen ville BNP have været 100 milliarder kroner højere i 2021.
Ifølge prognosen vil økonomien først være tilbage på den oprindelige vækstbane ved udgangen af 2023.
- Forventet BNP-vækst i 2021: 1,7 procent
- Forventet BNP-vækst i 2022: 4,1 procent
- Forventet BNP-vækst i 2023: 1,8 procent
Beskæftigelsesprognose
- Beskæftigelsen i den private sektor umiddelbart før coronakrisen: 2.184.000 personer.
- Beskæftigelsen i den private sektor ved udgangen af 2020: 2.152.000 personer.
- Forventet beskæftigelse i den private sektor i første kvartal 2022: 2.183.000 personer.