Danmark og 13 andre lande i fælles opråb: Kina tilbageholder afgørende data om coronavirus

14 lande i fælles opråb: Data blev tilbageholdt i Wuhan
FOTO: HECTOR RETAMAL/RITZAU SCANPIX

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Danmark og yderligere 13 lande udtrykker i en fælles erklæring bekymring over, at forskerne bag en rapport om covid-19’s oprindelse ikke havde adgang til al relevant data i Wuhan i Kina.
Erklæringen er offentliggjort på det amerikanske udenrigsministeriums hjemmeside. USA er en af underskriverne.
Foruden Danmark og USA har Australien, Canada, Estland, Israel, Japan, Letland, Litauen, Norge, Sydkorea, Slovenien, Storbritannien og Tjekkiet underskrevet erklæringen.
– Det er afgørende, at vi giver udtryk for vores fælles bekymring om, at det internationale ekspertstudie om coronavirussets oprindelse blev væsentligt forsinket og manglede adgang til fyldestgørende, originale data og prøver.
– På videnskabelige missioner som denne bør forskere have mulighed for at arbejde under forhold, som fører til uafhængige og objektive anbefalinger og konklusioner, lyder det blandt andet i erklæringen.
På Twitter bekræfter udenrigsminister Jeppe Kofod (S) erklæringen og de 14 landes fælles bekymring.
En gruppe forskere var i januar i Wuhan i Kina på vegne af Verdenssundhedsorganisationen WHO. Formålet var at undersøge, hvordan covid-19 opstod og spredte sig til mennesker.
På et pressemøde tirsdag eftermiddag blev resultaterne offentliggjort. I den forbindelse gav WHO’s generaldirektør udtryk for, at oplysninger var blevet tilbageholdt under forskernes besøg i Wuhan.
– I mine samtaler med gruppen gav de udtryk for, at det var svært for dem at få adgang til rådata, sagde WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus på pressemødet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Af samme grund bør den første mission følges op af flere undersøgelser.
Eksperternes undersøgelser peger på, at coronavirusset formentlig stammer fra en særlig flagermus. Via et andet dyr menes det at være overført til mennesker.
Generelt er det dog sparsomt, hvad der endegyldigt kan konkluderes på baggrund af missionen i Kina.
Der er i løbet af pandemien blevet spekuleret i, hvorvidt coronavirusset blev lækket fra et laboratorium i Wuhan.
Forskerne er kommet frem til, at dette scenarie er meget lidt sandsynligt, men har ikke kunnet afvise det fuldstændigt.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?