Af Sebastian Borgå
Verdenssundhedsorganisationen WHO afholder i øjeblikket deres årlige sundhedsforsamling i Geneve, hvor udvalgte beslutningstagere fra alle WHO-medlemslandene – herunder sundhedsminister Magnus Heunicke – skal diskutere og fastlægge sundhedsagendaer og politikker.
I år skal sundhedsforsamlingen mødes fra den 22 til den 28. maj. Her skal der her tages beslutninger, som potentielt vil kunne have massive konsekvenser for vores suverænitet og frihed som et land.
På tegnebrættet i år er en række ændringsforslag til WHO’s International Health Agreement (IHR) – en international lov fra 2005, der bl.a. har til formål at regulere WHO’s indflydelse overfor medlemslandene. Ændringsforslagene indsendte den amerikanske administration til WHO d. 18. januar 2022 – uden nogen pressekonference eller anden offentlig udmelding.
Hvis ændringsforslagene vedtages, vil det først og fremmest medføre, at WHO får mulighed for egenrådigt at erklære en såkaldt folkesundhedskrise i de enkelte lande, uagtet, at de pågældende lande måtte være uenige i vurderingen.
Hvis WHO har erklæret en folkesundhedskrise, vil WHO få mulighed for at diktere de indgreb i landene, som organisationen finder nødvendige, for at afbøde folkesundhedskrisens effekter.
Helt konkret foreslås en total afskaffelse af artikel 9 i (IHR). Denne lov pålægger WHO at rådføre sig med de medlemslande, hvor organisationen ønsker at indføre sundhedspolitiske tiltag.
Helt konkret lyder artiklen:
”Inden der træffes foranstaltninger … skal WHO rådføre sig med, og forsøge at opnå godkendelse fra den deltagerstat på hvis territorium hændelsen angiveligt finder sted.” Alle ændringsforslagene kan læses her.
Hvis denne artikel fjernes, står det klart, at WHO vil få en fuldstændig uhørt magt over medlemslandene. WHO vil egenrådigt kunne diktere væsentlige elementer i de enkelte landes sundhedspolitikker – uden overhovedet at behøve rådføre sig med landene.
Ændringsforslagene bør især bekymre dem, der de seneste par år har følt, at midlerne – som har været i brug under coronahåndteringen – ikke har været i harmoni med vores basale frihedsrettigheder.
Efter at have observeret WHO’s ageren de seneste to år, må vi erfare, at hvis der i fremtiden skulle opstå en covid-19-lignende epidemi, vil WHO ikke tøve et sekund med at klassificere det som en international sundhedskrise. Samtidig ser det ud til, at WHO eventuelt vil sætte dybt frihedsundertrykkende midler i brug – i sådanne situationer.
De seneste to år har WHO flere gange presset på for, at medlemslandene skulle indføre midler som øget sundhedsovervågning og vaccinepas.
For bare tre måneder siden tog WHO initiativ til at udvikle et nyt digitalt covid-19 vaccinepas med det formål, at det skulle kunne anvendes på et globalt plan. Før dette havde WHO udarbejdet et vejledningsdokument til medlemslandene med tekniske specifikationer om, hvordan alle medlemslandene kunne indføre ”interoperable standarter” f.eks. vaccinepas. Til trods for, at WHO kalder dette for midlertidig vejledning – og man derfor skulle tro, at det kun er tiltænkt at blive anvendt i en covid-19 kontekst – skriver organisationen åbent, at det også ”kan blive udvidet til at indføre vaccinationsstatus for at beskytte mod andre sygdomme”. Samtidig medgiver WHO, at vaccinepas kan ”blive anvendt … som bevis for vaccination til andre formål end sundhedsvæsenet”. Det kunne eksempelvis være ved international turisme, arbejdspladser og måske endda uddannelsesinstitutioner.
WHO ser tilsyneladende gerne, at de i tilfælde af fremtidige epidemier selv har magten til at kunne indføre restriktioner som vaccinepas på globalt plan uden godkendelse fra de 194 medlemslande.
Hvis vi i fremtiden får en regering eller et folketing, som vil anse restriktioner som vaccinepas for frihedsundertrykkende, kan WHO i en sådan situation alligevel indføre det.
Hvorfor skal vi sætte vores lid til, at en bureaukratisk organisation har bedre grundlag for at kunne vurdere, hvad der er bedst for de enkelte lande, end de folkevalgte politikere har? I demokratiske lande har borgerne valgt folketingspolitikerne til bl.a. at bestemme vores sundhedspolitik. hvis politikerne vælger at overdrage denne opgave til en bureaukratisk organisation på ubestemt tid, er det et massivt demokratisk svigt.
Helt basalt vil vi miste grundlaget for at kunne føre vores egen pandemihåndtering, og det vil være et farligt skridt i en udemokratisk retning, hvis vi afgiver suverænitet til WHO.