1. Mellemøsten er nu eskaleret til åben krig med Iran, og øger dermed Ruslands politiske råderum i Ukraine.
2. En rød regering er i praksis død, og dermed er blå regering ikke sandsynlig.
3. Trumps krav på Grønland vil vi helst glemme, fordi det forpester forholdet til USA. Men vi er nødt til at håndtere det.

Nordatlanten.

Lad os starte med det som fyldte alt for kort tid siden, og som Trump har lovet sine sponsorer. Verdens største ø skal være amerikansk. 98% af kongerigets territorium skal bruges som Mars station, udviklingslaboratorium for nye våbensystemer, eftermæletekst når Trump engang om mange år trækker sig tilbage og ultraliberalistisk minimalstat for verdens rigeste. Og så er den nødvendig for at sikre USA imod Kina og Rusland. Det sidste er blevet anvendt til ideens indsalg – med begrænset held.

Selv om Trump har vaklet i begrundelsen, så har han ikke lagt skjul på sin sult efter arealudvidelsen fra Rigsfællesskabet.

Det er lykkedes at håndtere krisen klogt, både fra den nye ledelse i Nuuk, og fra København. Men træerne vokser ikke ind i himlen.

Når grønlandske politikere lufter ideen om at invitere kinesiske selskaber til samarbejde og udnyttelse af undergrunden, så virker det lidt som om, der ikke er den store indsigt i hvilke temaer der kan få Trump til at sætte Grønland under diktatorisk kontrol.

Men hovedindtrykket er, at med den nye landsstyreformand Jens-Frederik Nielsen, er Grønland i kompetente hænder. Både i Danmark og i Grønland, skal vi bare vænne os til den lidt specielle situation i Washington, så vi ikke producerer selvskabte kriser.

Invitationer til Rusland og Kina hører til det selvskabte lige nu, og så er der den unævnelige risiko for, at USA skulle trække sig ud af NATO på trods af nye megainvesteringer. Det vil aktualisere Trumps krav om at overtage Grønland. Men det er jo hypotetisk. Som science fiction.

I Arktisk Råd sidder Grønland nu for bordenden på vegne af Kongeriget Danmark. Samtidig er Danmark medlem af FN´s Sikkerhedsråd og på vej ind i EU-formandskabet. Det er svært at forestille sig Danmark mere i centrum af den internationale scene – og samtidig mere udfordret af en ustabil global situation.

Herefter to aktuelle temaer, som har optaget politikerne i Allinge.

Midterregeringens fremtid

Den hjemlige debat på Folkemødet er i år farvet af spørgsmålet om regeringsdannelse. Statsminister Mette Frederiksen har i praksis afskrevet en tilbagevenden til rød blokpolitik. Hendes afvisning af traditionelt blokpolitisk samarbejde er ikke bare et signal, det er en de facto afvisning af en rød regering.

Venstre står for et pragmatisk syn: partiet kan godt tænke sig at fortsætte i midterregeringen, men har ikke afskrevet et blåt alternativ på sigt. Et blåt flertal kræver samarbejde mellem bl.a. Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Inger Støjberg – og der er både personlige og politiske uenigheder, der gør netop det svært. Dansk Folkepartis modstand mod EU, gør det yderligere kompliceret.

Den korte version er, at det bliver svært at føde en rød regering, og dermed endnu sværere at føde en blå, til det kommende folketingsvalg.

Således handler regeringsspørgsmålet ikke bare om politik, men også om personer og tillid. Det er en debat, der farvede alle politiske samtaler på Folkemødet – og som sætter rammerne for kommende valgkamp.

Eskaleringen i Mellemøsten

Den internationale situation er præget af ustabilitet, ikke mindst i Mellemøsten. Israels angreb på Iran har øget risikoen for storkrig markant. Angrebet begrundes både med Irans atomprogram, og med landets støtte til proxy-krigen mod Israel via blandt andet Hamas og Hizbollah.

Israel har anvendt jagerfly, præcisionsbomber og missiler mod Irans nukleare og militære mål – men det er uklart, hvor effektivt angrebet har været til at sætte en stopper for Irans atomprogram.

Spørgsmålet om, hvem der kan komme Iran til hjælp er centralt. Iran står i praksis alene, hvis ikke landet får støtte fra stormagter som Kina eller Rusland – ellers er det kun terrorbevægelser, som Iran selv finansierer, der kan støtte op.

Eskaleringen i regionen er derfor ikke blot et spørgsmål om konflikt mellem Israel og Iran, men om, hvorvidt Rusland eller Kina vil træde ind og skifte magtbalancen. Hverken Rusland eller Kina har udvist overvældende respekt for Trump – snarere tværtimod. Eskaleringen i Los Angeles opfattes i resten af verden som et let gennemskueligt forsøg på, at flytte fokus væk fra de agendaer, som er ubehagelige for Trump: fredsmæglingen i Mellemøsten og Ukraine, toldkrigen og den interne uro, der stiger frem mod midtvejsvalget. På disse selvudnævnte succesmål er status ikke prangende.

I første omgang er det Ukraine som lider under krigen mod Iran. For nu kan Putin smadre civile i Ukraine, mens medierne har fokus i Mellemøsten.

Det sætter fokus på Danmarks rolle i internationale alliancer og sikkerhedspolitik – og gør, at den internationale agenda farver alle debatter på Folkemødet.

Hjemlig og international dagsorden.

Kraftfulde agendaer prægede altså den politiske debat på Folkemødet i Allinge.

På den ene side: Grønland, der nu på vegne af kongeriget, sidder for bordenden i Arktisk Råd, med et historisk ansvar for at sikre fredeligt samarbejde og bæredygtig udvikling i Arktis. Tydeligst med præsident Macron`s besøg i Nuuk. I praksis ser de fleste af verdens lande med afsky på den historisk nye idé om, at USA vil besætte eller overtage territorier fra allierede lande med magt.

På den anden side: regeringsdannelsen, hvor Mette Frederiksens afvisning af rød blokpolitik sætter dagsordenen, og hvor Venstre og de blå partier står over for store udfordringer, hvis de skulle fremvise et troværdigt blåt alternativ.

Til sidst den internationale usikkerhed, hvor Israels angreb på Iran sætter fokus på stormagtsspil og Danmarks rolle i en ustabil verden, som fordrer betydelig oprustning.

Disse tre temaer farver samtalerne mellem politikere og borgere, og sætter rammerne for først kommunalvalgkampen – hvor det civile beredskab skal forankres – Danmarks internationale indsats i de kommende måneder og folketingsvalget i oktober 2026.