Danmark er under nedlukningen gået fra at være et frit demokrati til en ufri “biostat”, lyder det fra den danske filosof Thomas Aastrup Rømer i en ny bog. Læs Indbliks interview med ham her.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Thomas Aastrup Rømer er politolog, filosof og pædagogisk forsker, og under nedlukningen har han markeret sig som en skarp kritiker af coronahåndteringen herhjemme.

Løbende har han ført regnskab over tilstanden i det coronaramte Danmark og delt sine tanker på sin blog under titlen “Smittede tanker”.

Undervejs har han også skrevet et indlæg om coronahåndteringen på Indblik, som du kan læse her.

For nyligt samlede og videreudviklede Thomas Aastrup Rømer sine tanker i en bog med titlen “Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år”.

Bogen, der er udkommet på universitetsforslaget U Press, beskriver over 434 sider, hvordan Danmark på grund af frygt for coronavirus er gået vi fra at være en demokratisk stat til at være en biostat.

I biostaten er nedlukning normaltilstanden, og fokus er ikke længere på borgerens friheder eller rettigheder, men på borgerens biologiske overlevelse. Hele staten indrettes i en biostat efter at inddæmme smitte med f.eks. coronavirus.

På den baggrund mener Thomas Aastrup Rømer således, at vi kun lever i et nogenlunde frit land på smittetallenes nåde. 

Det fortæller han i et interview med Indblik om sin nye bog.

Læs med herunder.

Hvad er hovedpointen i din bog?

Hovedpointen er, at jeg mener, at vi har etableret en anden statsstruktur, en anden form for politisk logik i samfundet, som erstatter Grundlovens og frihedsrettighedernes logik.

Altså er min hovedpointe, at den biopolitiske logik, som vi har oplevet under nedlukningen, erstatter den demokratiske logik.

Kan du forklare det her begreb “biostaten”?

Biostaten er en statsform, der omsætter forskellige af samfundets praksisser til smittestatistikker. Så måler man konstant på disse forskellige praksisser og hvordan de lever op til de her statistikker. Hele samfundet fungerer ligesom i ét stort statistisk system.

Alt efter, hvordan smittestatistikkerne ser ud, får man tilladelse til at gøre det ene og det andet. 

Vi er gået fra at have en demokratisk struktur med frihed som udgangspunkt, til at få en ny struktur, hvor alt bliver indrettet efter smittestatistik. Så får vi en biopolitisk struktur.

Lige for tiden ser vi denne struktur eller logik i forhold til debatten, som bl.a. sundhedsminister Magnus Heunicke rejser om, at hvis vi ikke bliver vaccineret alle sammen, så træder nedlukningen i kraft. 

Alt, der før var frihed som forudsætning, er nu frihed som tilladelse.

Hvorfor mener du, at vi stadig lever i en nedlukning?

Jeg skelner mellem restriktioner og nedlukning. 

Restriktioner er bare de forskellige tilladelser. Nedlukning er den mere grundlæggende ændring af den statslige struktur. Den er der stadigvæk, selvom restriktionerne er væk.

Det er det her med, at forskellige smittestatistikker udløser forskellige restriktioner. Det er hele den logik, jeg kalder for nedlukning. Det er den biopolitiske struktur, vi stadig er i.

Hvis smittetallene går op, indfører vi nye nedlukninger. Det er horisonten, vi ser ind i.

Det er det, jeg mener med, at vi stadig er i nedlukningsrealiteten. Der er en pause lige nu, men det er bare en pause, en tilladelse, indtil der kommer et smittetal, der boner ud.

Før 11. marts 2020 var friheden en forudsætning og ikke en tilladelse. 

Har nedlukningen gjort permanent skade på demokratiet og retsstaten?

Ja, det vil jeg sige. 

Nedlukningen var imod myndighedernes anbefalinger, men Mette Frederiksen foretog den alligevel. Efter det etablerer hun en ny myndighedsstruktur, som opsuger de gamle myndigheder, ekspertgrupper m.v.

I den forstand omdannes hele statsapparatet.

Dertil kommer, at hele Folketinget har stemt for nedlukningen. Nogle blev senere kritiske på grund af bl.a. minksagen, men de stemte alligevel for nedlukningen i første omgang selvom de var ekstremt dårligt oplyst. Der var tale om en ekstremt hurtig beslutning taget på et mangelfuldt grundlag.

Problemet er, at det forpligter alle. I samme øjeblik Folketinget stemmer for en nedlukning forpligter de sig til at gøre noget lignende næste gang, smittestatistikkerne udvikler sig.

Den hastelovsstruktur, som hele Folketinget stemte for og forpligtede sig på, omdannede frihedsrettighederne til at være en biopolitisk statistisk tilladelse.

Jeg vil selvfølgelig gerne være optimist, og derfor håber jeg da også, at der er noget, der ændrer sig på en eller anden måde. Jeg håber f.eks., at Mette Frederiksen kommer for en rigsret i minksagen. Dog vil jeg fastholde, at nedlukningen i sig selv er det største overgreb – minksagen kommer først derefter.

Hvad mener du så, at vi skal gøre for at råde bod på den skade og komme ud af nedlukningens greb?

Vi skal gøre de ting, som vi hver især kan komme til at gøre. Vi kan kritisere, lave modstandsgrupper – eller lave nye medier som Indblik.

Noget af dette er dog også truet, og f.eks. bliver kritik meget hurtigt overset eller puttet i kategorien “misinformation” eller “konspirationsteori”.

Den logik fører til en langsom erodering af demokratiet, som vil finde sted i løbet af de næste 10 til 15 år.

Der er jo under nedlukningen sket voldsomme overgreb på demokratiet. Der har dels været den her udskamning af kritikere, og dels har der været ting som dobbeltstraf for coronarelaterede forbrydelser, og regeringen har også ved flere lejligheder brudt Grundloven.

Den slags risikerer at føre til, at resterne af Grundloven lige så langsom vil forsvinde.

Hvad mener du, at politikerne kan gøre?

Godt spørgsmål. Tager man ansvaret på sig, er man nødt til at gå af. 

Liberal Alliances partiformand Alex Vanopslagh siger jo f.eks., at han har fortrudt, at han stemte for nedlukningen.

Andre politikere bør også fortryde. Måske kan befolkningen så tilgive dem.