Danske nedslag fra den store filosofi

Den danske filosofis historie er mere en historie om store ideers påvirkning af dansk tænkning og kultur end af danskeres bidrag til den store filosofi.
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Jeg er oprindeligt uddannet magister i filosofi fra Københavns Universitet. I min studietid læste jeg stort set intet dansk filosofi. Kun en lille smule Søren Kierkegaard i faget Nyere Tids Filosofi på 2. år. Og det var det normale. Som fagfilosof er man europæer og vesterlænding. I sind og følelse er jeg dansker.

Original dansk filosofi er en yderst beskeden størrelse. Vi har kun én original filosof, nemlig Søren Kierkegaard. Derfor er det egentlig også beundringsværdigt, at der kan skrives over 400 sider om dansk filosofi (C.H. Koch Den danske filosofis historie. Fra reformationen til den moderne verden (Lindhardt og Ringhof, 424 sider, 2023).

Koch nævner tre internationale danske tænkere, nemlig udover Kierkegaard også Niels Hemmingsen i 1500-tallet og Harald Høffding (1843-1931). De er næppe kendt af mange i dag, de var internationalt berømte orakler i deres samtid, men deres originalitet er tvivlsom, og alligevel er det spændende at se, hvordan den store filosofis ideer gør sine nedslag i den danske andedam.

For de fleste tænkere er ’second hand dealers in ideas’, som F.A.Hayek engang udtrykte det, og det gælder også rækken af danske filosoffer. Deres tanker er i høj grad instanser af den europæiske tidsånd, de annammer hvad der er oppe i tiden, og de store filosoffers tanker aflejrer og bundfælder sig hos lokale professorer og lærere i filosofi. Og derfra strømmer de igen videre ud i samfundet: til skoler, højskoler, forfattere og medier.

I 1700-tallet er danske filosoffer inspireret af oplysningstiden, i 1800-tallet griber romantikken og idealismen alle sjæle, og i slutningen af 1800-tallet kommer positivismen og naturalismen til og danner ramme for tidens tanker. Det er næsten smukt at studere, hvordan den store tradition i europæisk filosofi får sine små lokale fortalere i Danmark. Og så udstrømmer tankerne sig igen videre ned og ud i det danske samfund.

På herregårdene sværmede man i 1700-tallets slutning for Rousseau og danske stednavne vidner om det. Jens Baggesen sværmede for Immanuel Kant og tog hans fornavn til sit mellemnavn. På de danske herregårdsbiblioteker findes mange af de store tænkere og forfattere i originale udgaver, så tanker diffuserer ud i et samfund. Kontakten til tidsånden, også den europæiske, har præget det danske samfund i hele sin historie, og provinsen lige så meget som hovedstaden.

Ideer har konsekvenser, og det ser man overalt, hvor store tænkeres svært tilgængelige tanker bliver tygget og formidlet i populære former.

Så selvom Danmark ikke har kunnet føde så mange originale filosoffer, er der masser af tankegods og ideer i fluktuation. Dansk politik har altid været influeret af tidens tanker. Reformationens teologiske tanker fødte kongemagtens forrang over kirken med tanker fra Luther og hans følgere, enevælden var inspireret af Thomas Hobbes som den unge Griffenfeld havde studeret i Oxford før han kom hjem og skrev enevældens grundlov (det omtaler Koch mærkeligt nok slet ikke), oplysningstiden inspirerede Anders Sandøe Ørsted og mange andre til at tale om en friere offentlighed, og i midten af 1800-tallet gav tidens liberale strømninger sig også tydelige udslag i den danske grundlov fra 1849. Og senere kom marxismens og socialismens tanker og forplantede sig i dansk socialdemokratisk politik. I det 20. århundrede florerede kommunistiske og fascistiske ideer ude omkring i Europa, men kun få og ubetydelige slog rod i Danmark, hvad der også er interessant. Jo, der var professor Jørgen Jørgensen, som fyldigt omtales, han var en stor fagfilosof med mange internationale kontakter og samtidigt forbenet salonkommunist, der forsvarede Sovjetunionen. Filosofisk var han positivist, hvad der med studenteroprøret blev ensbetydende med reaktionær og samfundsbevarende. Ja, sådan vendes og drejes tanker også.

Ideerne har vi skam i Danmark, selvom de mest er tænkt første gang udenlands.

Da jeg selv begyndte at studere filosofi, sagde professor Johs. Witt-Hansen, at vi nye og unge studerende ikke skulle tro at kunne tænke nogen ny original tanke. Det er ikke derfor, at universitetet har et institut for filosofi, sagde Witt-Hansen, men for at holde traditionen i hævd, videreføre og gentænke ideerne, undervise i dem, gøre dem til sine, og så kan det måske være at der engang kommer en original tænker.

Men originalitet er så godt som en umulighed i en gennemtænkt vestlig kulturel tradition. Der er skrevet om alt, tykke bind, tusinder af artikler. Som Goethe skrev i sine erindringer: ”Man taler stedse om originalitet, men hvad vil det sige? Så snart vi er fødte, begynder verden at virke på os, og det går fremdeles således lige til enden. Og hvad kunne vi i det hele kalde vores eget, uden energien, kraften, viljen! Hvis jeg kunne sige, hvad jeg skylder store forgængere, så ville intet blive tilbage”.

Ja, sådan sagde Goethe, som de fleste ville opfatte som en af de mest originale forfattere. Alt er påvirkning! Alt skylder han andre! Alt er afskrift?

Hvis man lærer noget af filosofi og af den store humanistiske tradition, er det ydmyghed. Der er tænkt og skrevet så meget, og det er til at blive hovedkulds af, og næsten umuligt at udpege det rigtige fra det forkerte, det sande fra det falske. Tankerne føder hinanden, som filosofferne afløser hinanden.

Sådan har det også været i dansk filosofis historie.

[adning id="17957"]

Fik du læst?