Berlingske har på fornem vis med dybdeborende journalistisk afsløret, hvad vi vel næppe troede, kunne være tilfældet. Det er næsten ikke til at tro på. Og en ekspert mener, at flere af ægteskaberne har karakter af tvangsægteskaber.

Over tusind unge piger! I Danmark! Fra 1980erne til i dag!

Og afsløringen står i skrigende kontrast til den dyre, tunge og opmærksomhedskrævende rigsretssag, som for nylig kørte, og som handlede om få barnebrude. En håndfuld eller to – ikke tusinder. Og ikke som den daværende minister billigede, men tværtimod forsøgte at forebygge og bekæmpe. Og som ministeren fik fængselsstraf for.

Som almindelig interesseret dansker må man virkelig spørge til, hvad der foregår. Pludselig afsløres en eksplosion af barnebrude – hvor kom det lige fra?

Alle sagerne er blevet behandlet administrativt. Hver enkelt er godkendt af en myndighedsperson. Sat kryds eller vingeben, stemplet og skrevet under og så gået til frokost. Ind til 2007 skete det i Statsforvaltningen og efter 2007 i kommunerne. Har ingen ikke stillet spørgsmålstegn? Hvad har du lavet på arbejde i dag? – Jeg har giftet en masse unge piger med ældre mænd! Ingen fløjtede anonymt i whistlebloweren. Det var åbenbart business as usual.

En pige på 15 år fik kongebrev, så hun kunne blive gift med en mand på 35 år, for det er så yndigt at følges ad, for to som gerne vil sammen være. En pige på 17 år fik sin udkårne mand på 32 år. Kald det kærlighed. Et smukt stjerneskud på 16 år fik statens og kongens tilladelse til at gifte sig med en mand på 37 år. All you need is love.

En ekspert i familierelationer blandt etniske minoriteter udtalte om tallene til Berlingske: ”Jeg mødte dem på krisecentrene for voldsudsatte kvinder, da jeg forskede i det spørgsmål i årene omkring 2010. En del af dem var under 18 år, da de blev gift i Danmark. De var alle flygtet fra deres ægteskab, da jeg mødte dem. Fælles for dem var, at de havde været udsat for vold og overgreb fra deres mand.”

En kvinde stod frem i Berlingske med navn og ansigt som eksempel på en af disse piger, som blev gift i 7. klasse, taget ud af klassen i en dansk folkeskole for at blive gift som 13-årig i et fremmed land med sin 24-årige grandfætter. Og endte i et voldspræget forhold. Folkeskolen gjorde ingenting – de vidste hvad der skete. De danske myndigheder gjorde ingenting. Hvordan kunne de bare lade alt det passere?

Stor ros til Berlingskes journalist Christian Foldager for at afdække historien og den slags burde give en Cavlingpris, men det er emnet nok for ukorrekt til.

Vi andre må spørge: hvad foregår der?

Problemet er ikke politisk og selvom de siddende regeringer formelt har ansvaret, er det ikke et folketingsproblem. Ingen er jo uenige i det groteske i forløbet.

Problemet ligger i den dybe stat, altså i de administrative lag i det danske samfund, både i stat og kommune. Der kører en praksis, bureaukratiet arbejder som en evighedsmaskine, sager bliver ekspederet, hver lille forvalter og embedsmand og kontornusser ser på sin lille sag og spørger ikke om konsekvenser eller perspektiver. De er måske også dukket i hovedet af administrative forskrifter og ord som ’menneskerettigheder’ og ’ikke-diskrimination’ kan smøre mange sager og internaliseres meget let.

Over-implementering er en dansk forvaltningsdyd, og den er nok også på spil her. Kongebreve er i forvejen undtagelser, dispensationer, tilladelser, som bryder med loven eller sædvanen, og ingen ret, men i et forviklet menneskesamfund kan det være en fin måde at regulere et levende samfund på. Som jeg forstår juraen, er kongebrevene givet ikke som rettigheder, men som dispensationer. Og det har danske embedsmænd eller måske HK´ere gjort i over tusind tilfælde til alt for unge indvandrerpiger.

Problemet ligger i den dybe stat. Mellem borgeren og politikeren gror og vokser administrationen, som arbejder nærmest uafhængigt af de politiske signaler. Kald det fedtlaget, djøfferne, bureaukratiet eller skrankepaverne. Det er en selvstyrende embedsstand som ordner forretningerne uden at skulle stå til ansvar for nogen. Men også med en frygtkultur for at blive kaldt racist eller fremmedhader, og det er vel den der disciplinerer myndighedspersoner til at makke ret og forhåndstillade alt fra den store verden. Hver enkelt myndighedperson har kun en egen-interesse i ikke at få problemer på sin arbejdsplads, og så vente til efterlønnen eller pensionen til at kunne ånde frit uden den kvælende politiske korrekthed.

Den store taber blev de unge indvandrerpiger og deres rettigheder. Og det danske samfund som påføres alt for mange unødige problemer.